Hillarys kandidat-rivaler udfordrer hende på erfaring og Irak

WASHINGTON DC – Sejren er aldrig bare hjemme.

De fleste politisk interesserede danskere kan stadig huske Uffe Ellemans historiske fortalelse med netop dette ordvalg til Ekstrabladet aftenen før 1998-valget, hvor Venstre-lederen var foran, men akkurat tabte valget til socialdemokraten Poul Nyrup. 

Sådan endte det også i 2008 for Hillary Clinton, favoritten hos demokraterne, der mistede sin forventede plads i Det Hvide Hus til en ung og uprøvet senator fra Illinois ved navn Barack Obama. 

Nu, ved tærsklen til endnu et præsidentvalg, spørger de politiske iagttagere i USA igen sig selv: kunne det næsten utænkelige ske en gang til. Kunne Hillary tabe? 

Den tidligere udenrigsminister kan i hvert fald kun skuffe, også selv om hun efter al sandsynlighed at dømme vinder. Det er omkostningen ved at være favoritten og dermed den, som skal indfri tårnhøje forventninger hver gang hun åbner munden. 

Rivalerne melder sig
På det seneste har der meldt sig kandidater i det demokratiske partis primærvalg, som kan give hende politisk hovedpine – uanset om de kan true hendes sejr.

Der er tre nye navne i spil: Senator fra Vermont, Bernie Sanders, tidligere guvernør for Maryland Martin O'Malley og tidligere guvernør for Rhode Island Lincoln Chafee. 

Ingen af de herrer kan matche Clinton hverken i velstående donorer, politisk netværk eller erfaringer. Og ingen af dem kommer blot i nærheden af den uvurderlige fordel, som Clinton besidder i rigt mål sammenlignet med alle andre, nemlig ”name recognition”, som amerikanerne kalder det, altså det faktum, at samtlige vælgere ved, hvem hun er. 

Amerikanerne kender hende, og det kan lyde som en mindre ting i danske øren, men i USA, hvor der er over 300 millioner indbyggere, er det langt fra givet. En guvernør kan være elsket i sin hjemstat og et kendt navn i nabostaterne, men fuldkommen ukendt i resten af landet. Eksempelvis ved de færreste vælgere uden for det nordøstlige Amerika, hvem Martin O'Malley og Lincoln Chafee er, for slet ikke at tale om, hvad de står for politisk, hvilket endnu færre vil vide en brik om. Som tidligere førstedame og udenrigsminister er det ikke et problem, Hillary Clinton nogensinde vil lide af.

”Berømtheds-faktoren” kan dog også trække ned på visse områder, eksempelvis i det scenarie, hvor vælgerne tørster efter nye visioner og forandringer.

Det ved Clintons kampagnestab naturligvis alt om, og derfor er kodeordene for dem også ”respekt og lydhørhed” over for borgerne mikset med ”erfaring,” der dels er en uomgængelig kvalitet i Clintons CV, dels er en egenskab, som meningsmålinger viser, at vælgerne værdsætter, før de bestemmer sig for, hvem der skal rykke ind på 1600 Pennsylvania Avenue.

Dårligste popularitetstal i nyere tid
Når alt dette er sagt, er der klare sprækker i Clinton-valgmaskinens facade, som har vist sig i de seneste uger. 

For første gang siden meddelelsen om kandidaturet er Clintons troværdighedstal nu negative (52 procent af vælgerne mener ikke, at hun er ”åben og troværdig”), og hendes popularitetstal er de dårligste i nyere tid. I en måling fra denne uge foretaget af Washington Post og ABC News synes blot 46 procent af vælgerne godt om Hillary Clinton, mens 49 procent ikke kan lide hende. Og ser man på den vigtige uafhængige vælgergruppe, er tallene katastrofalt dårlige: 55 procent negative over for 39 procent, der vender tommelen opad.

Og så er der erfaringerne med at styre en regering. Den kvalitet skulle man måske tro, at Clinton besidder, men det er ikke tilfældet, som det amerikanske system er skruet sammen. Posten som udenrigsminister er man som bekendt ikke valgt til, men udpeget til af præsidenten, og hendes korte periode som senator tæller ikke som regeringserfaring, kun som parlamentarisk ditto.

Heroverfor står O'Malley, der har hele fire valgperioder bag sig både som borgmester og guvernør, samt Chafee, der har været både borgmester, senator og guvernør for republikanerne (og som uafhængig), før han meldte sig ind i hos Demokraterne i 2013. I flere stater, der ligger tidligt i det demokratiske primærvalg – herunder især New Hampshire – kan ikke-demokrater også stemme, hvilket er positivt for Chafees midtsøgende profil.

Irak-krigen som kostbar fejltagelse
Herudover har Chafee en yderligere fordel: som den eneste republikaner i Kongressen stemte han imod invasionen af Irak i 2002.

Clinton har kaldt sin ja-stemme for ”en fejltagelse” – en fejl, som Obama, der også var modstander af krigen, udnyttede maksimalt til sin fordel i 2008. Og her kan Clinton for alvor komme på glatis. Den udenrigspolitiske diskussion afgør aldrig det endelige valg, men tæller betydeligt i udvælgelsen af kandidater, og der er stort set total enighed i det demokratiske parti om at udpege netop Irak-krigen som roden til alt ondt lige nu, især på baggrund af opkomsten af ISIS og det krigslignende kaos, som Syrien og dele af Irak lider under.

Alt dette betyder ikke, at Clintons førerposition er i fare, men blot at hun langt fra er usårlig. I kapløbet mellem alle mulige kandidater – både dem, der har meldt sig, og dem, der overvejer, som eksempelvis vicepræsident Joe Biden – ligger Clinton på en sikker førsteplads med 62 procent af demokraterne bag sig som den foretrukne kandidat. Der er langt ned til netop Biden med hans 14 procent. 

Den løbende diskussion af habilitetsproblemerne med ægtemand Bill Clintons Foundation, hvor medierne stort set dagligt afslører nye betænkelige donationer og potentielle interessekonflikter eller mulige vennetjenester, der er forbundet til Hillarys tid som udenrigsminister, er heller ikke stilnet af, tværtimod.

Hertil kommer en utålmodighed på den stærke demokratiske venstrefløj med manglende fremgang på områder, der ligger inden for kategorien ”social uretfærdighed og ulighed.” Her er Clintons position i midten af partiet, men basen kræver mere venstrepopulisme. Det har især Sanders, der næppe kan true Clinton – kombinationen af at være deklareret socialist og 73 år gammel er næppe en vindende opskrift på sejr – men O’Malley kan også med en vis ret hævde, at Clinton som årelangt medlem af den øverste politiske klasse i USA intet aner om, hvad den pressede amerikanske middelklasse slås med.

Det problem vil Clinton imidlertid angribe ”head on”, siger kilder i hendes kampagne til medierne. Den 13. juni vil hun holde sit første store åbne ”rally”. Her vil hun lægge sine overordnede visioner frem som ”en progressiv kandidat”, hedder det.

Det er i øvrigt to dage før den forventede annoncering af kandidaturet for en af hendes mest sandsynlige  republikanske rivaler vil finde sted i Miami: Jeb Bush holder her en tale med en ”vigtig meddelelse,” som det hedder.

Fortsættelse følger med sikkerhed.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.