Hillarys store aften

WASHINGTON DC - Dommen fra de amerikanske medier og politiske iagttagere var klar, hurtig og usædvanlig entydig efter at det demokratiske parti i går holdt sin længe ventede første tv-transmitterede tv-debat i kampen om, hvem der skal være partiets kandidat ved præsidentvalget i 2016. Og den lyder således: Clinton vandt.

Debatten fandt sted natten til onsdag dansk tid i Las Vegas. CNN var værter for seancen, der varede to timer, og som blev fulgt af omkring 20 millioner seere. Deltagere var de fem kandidater: Tidligere udenrigsminister Hillary Clinton, senator for Vermont, Bernie Sanders, Martin O’Malley, tidligere guvernør for staten Maryland, eks-senator Jim Webb (69) - Webb var marineminister under Ronald Reagan (republikansk præsident 1981-88) – samt Rhode Islands tidligere guvernør, Lincoln Chafee.

Sanders og Clinton er begge dødtrætte af e-mail-gate
På indholdssiden slog den tidligere udenrigsministers lange politiske erfaring igennem på den positive front. Der var intet emne, som hun virkede uinteresseret i eller ikke var forberedt på at besvare. Hun lavede heller ingen åbenlyse fodfejl, og hun svarede beredvilligt på alle spørgsmål – også de forventede besværlige, f.eks. om hendes brug af en privat e-mail-server da hun var udenrigsminister, om hendes personlige troværdighed og om hendes status som medlem af ”Clinton-dynastiet.  

På spørgsmålet om hendes e-mails fik hun tilmed en overraskende hjælpende hånd fra sin nærmeste rival, den 74-årige senator Bernie Sanders. Han slog fast, at ”de amerikanske vælgere er dødtrætte af at høre om dine forbandede e-mails. Jeg har rejst rundt i landet i de sidste mange måneder, og den amerikanske middelklasse er nedslidt og ved at kollapse,” sagde han, ”den amerikanske befolkning vil ikke høre mere om de e-mails.”

Clinton og Sanders konkurrerede om at lyde mest som skandinaviske socialdemokrater, og Danmark spillede kortvarigt lidt af en hovedrolle lige i starten af debatten.

Annegrethe Rasmussen

”Ja, det er jeg også træt af. Mange tak, Bernie,” lød det fra en storsmilende Hillary, der strakte hånden ud til sin eneste rival, der stod lige ved siden af ham på podiet. Sanders, der kun sjældent smiler, grinede også, og Twitter eksploderede med billeder af dette sjældne demokratiske ”Kumbya-moment”, som amerikanerne med et spydigt slangudtryk kalder den slags højstemt forbrødring på tværs af uenigheder.

Der kan imidlertid næppe være tvivl om, at det lille intermezzo, der straks efter blev vist i båndsløjfe på alle kabelkanalernes politiske talkshows og ditto nyhedsudsendelser, blev set som positivt både i Hillary-lejren – af åbenlyse grunde – og hos Sanders’ folk.

Hillary Clinton lavede heller ingen åbenlyse fodfejl, og hun svarede beredvilligt på alle spørgsmål – også de forventede besværlige, f.eks. om hendes brug af en privat e-mail-server da hun var udenrigsminister, om hendes personlige troværdighed og om hendes status som medlem af ”Clinton-dynastiet.  

Annegrethe Rasmussen

For den aldrende senator har gjort et stort nummer ud af, at han ikke gør sig i personangreb og ikke agtede at angribe sin politiske hovedmodstander, som han er ”uenig med, men respekterer,” som han har udtrykt det. Og netop dette øjeblik blev også bagefter kåret af CNN’s samlede Facebook-brugere som det ”mest intense og vigtigste” i hele debatten og høstede også stående klapsalver fra salen.

Renset for personangreb
Og netop den manglende infight og ditto personangreb, samt de lange diskussioner om faktiske politiske uenigheder, blev set som en lise for den professionelle klasse i går. Hvor striber af republikanske personligheder og politikere med Donald Trump i spidsen havde travlt med at nedgøre debatten på Twitter som ”kedelig” og ”ulidelig,” så kommentatorerne anderledes på den sag. ”Jeg lider af akut debate-envy,” erklærede eksempelvis CNN’s faste, republikanske kommentator Ana Navarro, der er tilknyttet Jeb Bushs kampagne. Hun roste de demokratiske kombattanter som ”seriøse og substantielle.” 

Men hvad gjorde Clinton så rigtigt? 

For det første kunne det simpelt hen mærkes., at hun, som den eneste på scenen, tidligere har deltaget i 28 tidligere debatter af samme slags – en bedrift, ingen af de andre fire kandidater er i nærheden af. På formsiden overkom Clinton også den svaghed, som de fleste analytikere havde udpeget som den mest problematiske, nemlig tendensen til at lyde mekanisk og uægte.

Under hele den to timer lange debat brændte hun i stedet igennem som en overbevisende, stærk og vidende politiker. Der flere gange smilede afslappet og demonstrerede en god, og sjældent set offentligt, humoristisk sans.

Som f.eks. da Lincoln Chafee angreb hendes person og track record om Irak-krigen, som Clinton i sin tid stemte for. Hun har senere kaldt det for ”sit livs største politiske fejltagelse.”

Vil du svare på det?, spurgte CNN’s moderator Anderson Cooper. Nej, svarede Clinton blot, hvilket indkasserede latter hos publikum og en af aftenens højeste klapsalver i den propfyldte og livlige sal.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det ikke var på tide med nye ansigter frem for de samme politiske familier (læs: Bush og Clinton), svarede den tidligere førstedame, at hun ikke skulle vælges på grund af sit navn, men for det hun stod for og de politikker, hun agtede at føre ud i livet. Og – som hun klogt tilføjede – ”ikke fordi jeg er kvinde, men også fordi jeg er kvinde og hermed kan tilføre et nyt perspektiv til præsidentembedet.”

Ros fra Fox til Clinton
Selv hos konservative Fox News, der normalt er dybt kritiske over for demokrater og især den tidligere udenrigsminister, indhentede hun en karakter, der lå klart over middel.

Megyn Kelly, Fox News’ superstjerne, kaldte Clinton for ”rolig, overbevisende og ægte smilende.”

”Det var som om der var sket noget for hende før denne debat,” konstaterede Kelly lidt overrasket. Fox havde dog også samlet deres egen fokusgruppe i anledning af debatten, og i den fik senator Bernie Sanders flertallet som den bedste.

Hvilket han i øvrigt også gjorde i CNN’s Facebook-afstemning, hvor den socialistiske bannerfører samlede hele 75 procent over for Clintons 18 som svar på spørgsmålet om, hvem der vandt debatten. Afstemningen er ikke repræsentativ, da den har en massiv overvægt af unge, men den viser klart, at Sanders fortsat taler til de yngste vælgere, der næppe vil svigte ham til fordel for den tidligere førstedame.

Danmark i debatten
Men en ting er stilen. Hvad indholdet angik var der adskillige længere debatter om nogle af USA’s største problemer.

Panelet – der kollektivt er trukket til venstre, som altid er tilfældet i de demokratiske primærvalg – var stort set enige om, at den amerikanske middelklasse, de sorte, indvandrerne og de fattigste skal have forbedret deres vilkår kraftigt. Clinton og Sanders konkurrerede om at lyde mest som skandinaviske socialdemokrater, og Danmark spillede kortvarigt lidt af en hovedrolle lige i starten af debatten.

Sanders blev spurgt om han virkelig troede, at han kunne blive valgt til posten som præsident i USA som en selverklæret demokratisk socialist, og svarede med en salve rettet mod USA’s herskende økonomiske elite og sammenrendet på Wall Street, hvorefter han sluttede med at pege på Danmark, Sverige og Norge som eksempler på gode samfund.

Hertil svarede Anderson Cooper, at der kun bor ”5,6 millioner mennesker i Danmark” og Clinton fulgte op med, at hun ”elskede Danmark, men USA er ikke Danmark.” Washington Post – den amerikanske hovedstads dominerende medie – udnævnte herefter Danmark som en af aftenens vindere.

Reaktionen på Twitter var morsom med en bunke kommentatorer og politikere, der tweetede Hamlet-citater - ”There’s something rotten in the state of Denmark” – og ironiserede over, om Sanders og Clinton mon konkurrerede om ”den altafgørende dansk-amerikanske vælgergruppe."

Men det var Clinton, som placerede sig realpolitisk smartest, da hun på spørgsmålet om, hvorvidt hun ville karakterisere sig selv som ”moderat eller progressiv,” undgik fælden og svarede, at hun ville betegne sig selv som ”progressiv, der får ting gjort.”

Smart fordi der i amerikansk politik er en vis foragt for alt for højtravende idealister, der ofte ses som all talk and no action. Ved at betone, at hun ser sig selv som en venstreorienteret, men også resultatsøgende politisk leder, fik Hillary Clinton tegnet en politisk forskel op til Sanders uden at angribe ham personligt.

Sanders svag på våbenkontrol
Aftenens største politiske uenighed handlede om våben, den eneste gang, hvor Clinton og Sanders krydsede klinger for alvor. De andre tre kandidater pippede med, men indtrykket af, at Sanders er blødere i knæene når det gælder presset fra den magtfulde våbenlobby, NRA, stod tilbage. Konkret fordi han har stemt imod begrænsninger på køb af semiautomatiske håndvåben.

Clinton gik omvendt til stålet og krævede omfattende nye baggrundstjek, mens Sanders, der kommer fra den våbenglade og mere rurale Vermont bemærkede, at der var store forskelle mellem land og by, og at han var sikker på, at han med sin mere moderate holdning ville være bedre end Clinton til at strikke et kompromis sammen med republikanerne. 

Konklusionen på aftenens debat er klar:

Sanders er fortsat særdeles populær i sin niche: De yngste og mest liberale (hvide) vælgere. Clinton er den dominerende favorit og intet andet end et uventet kollaps i hendes kampagne – f.eks. i form af en FBI-anklage i ”mail-gate” - eller en sen ankomst af vicepræsident Joe Biden i kapløbet vil kunne ændre herpå.

Sanders’ fortsatte rolle i primærvalget bliver nu som tilforn at fastholde presset på Clinton-lejren fra venstre. Et pres, der ikke er blevet mindre væsentligt for partiets venstrefløj al den stund, Clinton vil cykle tilbage til den politiske midte, hvor hun også kommer fra, når først fronten flyttes til den store bane om præsidentposten sidst på sommeren 2016.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.