Vi anbefaler at du læser denne artikel på en desktop computer, da videoer måske ikke vises korrekt på iphone og ipad.

Den ser ikke ud af meget, når man kører igennem den. Og hvis ikke man sidder og spejder efter byskiltet eller har et ærinde hos en af de lokale landmænd, er det nok de færreste, som kan huske den, når de når frem til deres rejsemål.

Kalvslund. 

En samling af historiske gårde og nyere storbedrifter, der ligger spredt ud på den sydvestjyske marsk, et kvarters kørsel fra Vadehavet og den gamle domkirke i Ribe. 

Markerne fortsætter, så langt øjet kan følge med. Og de runde gylletanke med deres spidse tagkonstruktioner leder tankerne hen mod gulnede cirkustelte, der er blevet efterladt i forbifarten. 

I det, man med god vilje kan betegne som bykernen, ligger blot en hvidkalket landsbykirke, et forsamlingshus og en nybygget hal samt en nedlagt folkeskole. Den huser i dag et par alkoholikere og et pensionat for misrøgtede katte. 

Den gamle kro, der ligger lidt en lille kilometers kørsel længere ude ad hovedvejen, hører ligeledes lokalhistorien til. Den måtte dreje nøglen om for et par år siden, og selskabslokalerne står nu mørklagte tilbage. 

Kalvslund er det, man kan betegne som Venstre classic.

Det var i dette sogn, at partiet stod stærkest ved folketingsvalget i 2011. Hvor Venstre på landsplan fik 26,7 procent af stemmerne, kunne de her notere sig en tilslutning på 63 procent fra de lokale sydvestjyder. 

Helt konkret valgte 99 af de 158 personer, som stemte ved sidste valg, at sætte deres krydser ud for det gamle landbrugsparti. Mere end hver fjerde af dem stemte på den lokale Bente Bendix, som dog ikke fik noget kontor på Slotsholmen. Men venstreprofiler som Ulla Tørnæs og Hans Chr. Schmidt stod også stærkt herude.

I Kalvslund er langt størstedelen af beboerne aktive landmænd. Sådan har det været i mange generationer. Og ligesom med landbrugene er Venstre-identiteten også noget, der indtil nu er gået i arv.

Men kritikken er dog begyndt at ulme på Venstres højslette. Vælgerkernen føler sig i stigende grad overset, når partitoppen fastsætter de politiske koordinater inde på Christiansborg. 

Og så er der formand Lars Løkke Rasmussen, der har nogle skavanker, som de ikke kan lide ude på landet.

Det er skuffende, lyder den nøgterne analyse, når man spørger de lokale.

Et par kilometer fra sognets interimistiske centrum, nede ad en af en smal landevej, ligger en af de gårde, som legemliggør Kalvslund. En flerlænget gård med en grustensbelagt plads i midten og 14 hektar land omkring sig.

Et par katte og en håndfuld kaglende høns er de første, der tager imod en, når man skal besøge Arne og Asta Bundgaard Olesen, som bor i stuehuset. 

De er begge i begyndelsen af 80’erne og gik for snart 15 år siden på pension efter et langt arbejdsliv som bønder.

Arne og Asta Bundgaard Olesen (1 min)
  

Arnes hænder er store og tunge, og de grove furer på håndfladen bevidner om et arbejdsliv langt væk fra åbne kontorlandskaber, MUS-samtaler og frivillige frugtordninger.

“Venstre er jo et landbrugsparti, og generelt stemmer man på Venstre i hele Vestjylland,” forklarer Arne om, hvorfor så mange stemmer på det gamle landbrugsparti.

Han var selv i en kort periode medlem af den lokale Venstre-forening. Men så blev han ufrivilligt valgt til bestyrelsen, og det gad han ikke.

“Så politisk var du alligevel ikke,” konstaterer Asta om sin mands politiske karriere.

Det var egentlig tilfældigt, at de endte netop her, for ingen af dem er oprindeligt fra området. Men tilbage i 1960 var de som nygifte på jagt efter en gård, hvor de kunne slå sig ned, uden at det kostede dem alt for meget. Begge var på i midten af 20’erne, og de havde ikke den store opsparing at tære på. 

Arne tog sin knallert og kørte ud i området, der omkranser Ribe. Dengang var der små landbrug over det hele. En dag faldt han ved en tilfældighed over gården, som ligger et par hundrede meter fra den gamle dansk-tyske grænse ved Kongeåen. 

Den var til at købe, og kort efter flyttede de ind. De blev taget godt imod af de andre landmænd, men de ser stadigvæk sig selv som tilflytter så mange år efter. Herude følger lokalidentiteten nemlig ikke automatisk med skødet, når man køber en gård.

Deres datter, Merry Schmidt, føler sig til gengæld som en af de lokale. Hun er født og opvokset i Kalvslund, og har boet i området i størstedelen af sit voksenliv.

Hun er lille og med gråsprængt, filtret hår. Og selv om hun ikke længere bor på forældrenes gård, kommer hun der næsten dagligt, da hun har etableret en hobbyforretning i en af de ubrugte lader.


Merry Schmidt: En typisk Kalvslundsborger (1 Min)
  

"Jeg er det, man vil betegne som en typisk kalvslundborger. Sådan en, der altid vender tilbage, selvom man rejser ud, og som brænder for det, der sker herude.”

Hun har to sønner, hvoraf den ene er taget til Færøerne for at arbejde som landmand. Intet tyder dog på, at han er på vej tilbage til den sydvestjyske marsk lige foreløbigt. 

Landbrugsdanmark har ændret sig markant, siden Arne og Asta slog sig ned på gården, og i dag er det kun de store bedrifter, der kan løbe rundt økonomisk. Der er kun tre-fire ejendomme i nærområdet, og det kræver hårdt arbejde og stor velvilje fra den lokale bankrådgiver, hvis man vil have en fod indenfor. 

“Det er ærgerligt, at landbrugene er blevet så store, men man kan ikke gøre noget ved det. I dag kan man næsten kun have det som fritidsbeskæftigelse. Sådan er det,” siger Asta Bundgaard Olesen.

Landbrugets udvikling har i den grad også smittet af på Venstre, som blev stiftet af bønderne tilbage i 1870.

Partiet opstod som et venstreorienteret opråb mod den konservative magtelite og var op igennem nittenhundredetallet synonym med Landbrugsdanmark.

Med afsæt i en liberal tankegang om lighed forsøgte partiet at bekæmpe de privilegier, som godsejerne, adelen og den akademiske overklasse i byerne havde ravet til sig gennem tiden.

Selv om folk i stigende grad flyttede fra landet og ind til byerne, forblev partiets værdimæssige rødder plantet i landbrugsmulden. Men i takt med, at bedrifterne blev større og antallet af beskæftigede i landbruget samtidig svandt drastisk ind, måtte Venstre orientere sig mod andre samfundsgrupper for at fastholde sin indflydelse.

Med Uffe Ellemann-Jensen ved formandsroret begyndte partiet i 1980'erne og 90’erne at orientere sig mere og mere mod den store gruppe vælgere på midten af dansk politik.

Da Anders Fogh Rasmussen overtog styringen af partiet i 1998, begravede han én gang for alle sine liberale minimalstats-tanker og omformede partiet til et midtersøgende catch all-parti, som også skulle appellere til byboerne.

I 2001 vandt Venstre folketingsvalget under sloganet ”Tid til Forandring”. En strammere integrationspolitik, en mere aktivistisk udenrigspolitik og en slankere offentlig sektor var nogle af de emner, som Venstre i det efterfølgende årti havde fokus på. Omvendt røg landbruget ud af det landspolitiske søgelys.

Og det er ikke kommet tilbage i fokus, efter Lars Løkke Rasmussen overtog formandsposten i 2009. 

I hvert fald ikke hvis man spørger de lokale i Kalvslund.

Det er ikke fordi, de lokale landmænd ikke er klar over, at de er kommet i mindretal. 

Hvor omkring 30 procent af befolkningen arbejdede i landbrugssektoren i 1950, er det i dag blot 3,4 procent, som gør det. Og det betyder helt naturligt, at de ikke fylder så meget i hverken danskernes eller politikernes bevidsthed længere.

Men Søren Sørensen, der er bestyrelsesmedlem i den lokale Venstre-forening, mener da godt, at partiledelsen kunne tage lidt mere hensyn til dem, når de sidder inde på Christiansborg og strikker deres politik sammen. 

Han er pensioneret landmand, har boet i området det meste af sit liv og har stemt Venstre, lige siden han fik sit første valgkort.

“Vi landmænd har ingen gennemslagskraft længere, og vi er for nemme at have med at gøre. Vi er jo fastboende, og man kan ikke bare outsource vores arbejdskraft, fordi vi er bundet til jorden. Det ved politikerne godt, selv om vi tjener mange penge hjem til Danmark hvert eneste år,” siger han.

Det samme mener Hans Kjær, der solgte sin gård til sin søn for et par år siden for at gå på pension. 

Nu bruger han en del af af sin fritid i det lokalhistoriske arkiv, som har fået et hjørnekontor i den nybyggede hal. Han mener, at Venstre har rykket sig lige lovligt langt væk fra de historiske landsbyrødder.

Venstre for langt fra rødderne: (1 min)  

“Vi må nok acceptere, at Venstre er blevet et byparti. Sådan er det, hvis vi skal have flere med. Men jeg vil nu også gerne føle, at det engang var et landbrugsparti,” siger Hans Kjær og peger på partiets nuværende formand, Lars Løkke Rasmussen.

Han var da ude at besøge en af gårdene i lokalområdet for et stykke tid siden. Men ellers er Lars Løkke Rasmussen, der er født i Nordsjælland, ikke særlig god til at repræsentere landbruget, mener Hans Kjær.

“Lars Løkke er da en dygtig politiker, men han har også nogle skavanker, som vi ikke kan lide herude. For os, der er vant til at sætte tæring efter næring, og ikke bruger flere penge, end vi har, er Lars Løkke ikke den, der står højest på listen. Det kan vi lige så godt sige, som det er.”

Det betyder dog ikke, at de lokale har givet afkald på de værdier, som Venstre-toppen i de seneste år er blevet kritiseret for at have glemt.

Ud over jysk mådehold står foreningstanken og det frivillige engagement fortsat stærkt i det sydvestjyske sogn. Det bliver man dog også nødt til, hvis man skal prøve at fastholde lidt liv i Kalvslund, der ligesom resten af det såkaldte Udkantsdanmark har måttet kæmpe med fraflytning og mandefald i de seneste mange år.

Hallen blev bygget for et par år siden på initiativ fra kalvslundborgerne. Kommunerne havde ellers givet dem lov til at bruge lokalerne på den gamle folkeskole til deres fritidsaktiviteter. Men efter at skolen var blevet solgt til en lokal “Låsby-Svendsen”, var den hurtigt gået i forfald.   

Når de lokale kom derop for at træne, måtte de zigzagge uden om de mange indtørrede hundelorte, som lå spredt ud over gulvet. Og hulrummet under gulvet var samtidig blevet overtaget af rotter, hvilket gjorde det decideret sundhedsskadeligt at være der.

Derfor besluttede de lokale sig for at gå sammen om at få stablet en ny hal på benene.

“Da vi kom i gang og folk fik øjene op for det, så blev de rigtig gode til at komme og hjælpe. Og da vi blev færdige, viste det sig, at der havde cirka 200 mand om at lave det her stykke arbejde. Det tog cirka et år, og vi er rigtig stolte af det, for vi føler alle, vi har fået noget ud af det stykke arbejde, vi har gjort,” siger Søren Sørensen.

Alle ved, at udendørsskoene skal tages af, inden man træder ind på det orangegule linoleumsgulv i hallen. 

Hallen og skopolitikken: (1 min)
   

Spørgsmålet er dog, om Venstre kan fastholde den store tilslutning i det lille landsbysogn ved næste folketingsvalg. 

Selv om de ældre generationer holder fast i partiidentiteten, er der ikke nødvendigvis den samme loyalitet hos deres efterkommere.

Jeg stemmer ikke nødvendigvis Venstre næste gang (40 sek)
 

Hans Kjærs søn, Mogens, overtog faderens gård for et par år siden. Han er kvæglandmand og har i dag mere end 600 malkekøer i staldene. Han har tidligere stemt Venstre, men er langt fra sikker på, at han vil gøre det ved folketingsvalget.

Han er ligesom sin far kritisk over for Venstres politiske landbrugskurs, herunder det, som han betegner som overimplementering af EU’s landbrugsregler. Han overvejer derfor at stemme på Liberal Alliance, som han mener, fører en mere landbrugsvenlig politik.

“Jeg synes ikke, vi får så meget hjælp fra Venstre på det punkt,” siger han.

Hans Kjær har da også selv overvejet at stemme på Liberal Alliance. Men som han nøgtern konstaterer, er det Venstre, der vil blive det ledende regeringsparti, hvis den borgerlige fløj vinder folketingsvalget. Og så er det alligevel bedst at sætte sine penge på det parti, som står til at indtage Statsministeriet.

“Som det ser ud nu, er der ikke noget alternativ til Venstre, så vi bliver ved med at stemme på dem. Vi er så naive, at vi tror på det bedste,” konstaterer den pensionerede landmand.

Socialdemokrat bliver han dog aldrig, selv om direktøren for Landbrug & Fødevarer i dag er den forhenværende socialdemokratiske fødevareminister, Karen Hækkerup.

En død socialdemokrat (30 sek) 

Altinget har besøgt de steder i landet, hvor partierne ved folketingsvalget i 2011 fik deres bedste valg. Dette er anden reportage i serien. Læs de andre her: 

Læs vores reportage om Dansk Folkepartis højborg i Thyregod her

Læs vores reportage om Venstrehøjborgen Kalvslund her

Læs vores reportage om S-højborgen Randers her

Læs vores reportage om Enhedlisten på Nørrebro i København her.