Hørt til åbningsdebatten: Løkke ser mere, der samler end skiller

MARATONDEBAT: Folketingets åbningsdebat er i gang, og Altinget følger den hele dagen med de sjoveste og vigtigste citater, billeder, videoer og opdateringer fra sociale medier. Følg med her.

Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Cecilie GormsenFrederik Tillitz

Tak for i dag
Klokken 00.08: Præsidiemedlem Kristian Pihl Lorentzen (V) hævede mødet og erklærede åbningsdebatten for afsluttet. Dermed varede den 14 timer og otte minutter, og fraregner man pauserne 12 timer og otte minutter. Det er længere end sidste år, hvor debatten inklusiv pauser varede 12 timer og 20 minutter.

Mette Frederiksens opfordring
Klokken 23:03: Efter Løkkes tale var det tid til psørgsmål fra Salen. Og her lagde Mette Frederiksen for med at konstatere, at hun havde lagt mærke til en vis enighed blandt landets største partier, og om det ikke burde føre til forhandlinger.

”Var det ikke en god ide at gribe de hænder, der er blevet udstrakt i løbet af dagen, så vi kan komme ind til det forhandlingsbord og faktisk skabe nogle resultater på tværs?” spurgte Mette Frederiksen.

”Jo, det synes jeg da er en rigtig god ide, og det er også regeringens ambiton,” lød svaret fra Løkke.

Men her stoppede enigheden mellem Socialdemokratiet og Venstre så også. For derefter ville Mette Frederiksen gerne vide, om de to ikke kunne blive enige om, at topskattelettelser ikke skal være en del af 2025-aftalen.

”Nej, det sidste kan ikke ikke blive enige om,” lød det korte svar fra Løkke.

Løkke får ordet
Klokken 22:28: Efter alle partier og nordatlantiske mandater havde været på talerstolen var det statsministerens tur til at summe den lange debat op.

Han kaldte det for en god dag med en stille og rolig tone, og glædede sig over, at han ser en nogenlunde bred anerkendelse af de udfordringer, som Danmark står overfor.

”Og så er der jo bare brug for en plan. Og sådan en har vi. Jeg skal ikke svinge mig op til, at den er genial,” sagde Lars Løkke Rasmussen og fortsatte:

”Jeg skal heller ikke svinge mig til, at den indfrier alle mine egne – eller mit partis – vildeste ambitioner. Og hvorfor ikke? Det er fordi, det er en plan, som balnacerer mellem idealisme og realisme.”

Han pegede blandt andet på, at Danmark står overfor en række bundne opgaver, blandt andet at finde en løsning på PSO'en, at få genoprettet danskernes tillid til Skat og få søsat et nyt ejendomsvurderingssystem.

”Jeg står tilbage med en følelse af, at der er mere, som samler end skiller,” sagde Løkke og fortsatte:

”Og der er fragmenter af bud på planer. Så det bør sådan set kunne lade sig gøre, at bruge den her folketingssamling, hvis man holder sig i arbejdstøjet og er arbejdsduelige, til at lave aftaler, der vil være til gavn for Danmark og danskerne,” sagde Løkke.

Trætheden melder sig
Klokken 21:00: Trætheden er begyndt at melde sig Folketingssalen efter mange timers debat

Olsen-banden-sagaen
Klokken 19:55: Olsen-banden er gået igen i Folketingssalen under åbningsdebatten, hvor Lars Løkke Rasmussen var Egon Olsen, Anders Samuelsen Dynamit-Harry, Mette Frederiksen Yvonne og Søren Pape var glad for, at han ikke var blevet udnævnt til Bøffen, der går og slår alle i hovedet. Ja, og Pernille Skipper måtte spørge, hvem hun egentlig var i hele den store Olsen-banden-fortælling.

Hos Liberal Alliance har man kogt debatten ned til nedenstående billede:

K: Det er en hån!
Klokken 19:31: Og så blev det tid til grundskyld. Konservatives formand Søren Pape Poulsen indledte ikke overraskende sin tale med boligskatter, og selvom han lagde ud med at sige, at han ikke ville gå i detaljer med regeringens nye udspil, kunne han alligevel ikke dy sig for at komme med et par bemærkninger.

Grundskylden kommer til at stige næste år, året efter, året efter og året efter. Og i alt er man åbne for, at der stort set skal ske en stigning på nærmest 30 procent, før man indfører et skattestop,” sagde Søren Pape Poulsen og fortsatte:

”Det er ikke et skattestop, men et skattehop: Man låser skatten fast på et højere niveau.”

Han afviste samtidig den røde kritik af kontanthjælpsloftet, og at det skulle sende folk ud i fattigdom. Og han understregede, at en enlig mor med to børn kan modtage 17.600 kroner efter skat hver måned.

”Og så hører jeg snak om 7.000 fattige børn her fra talerstolen i dag. Hvad er det for nogle fattige børn? Hvem har sat den grænse? Hvem har bestemt, at de er fattige? Det er en hån mod det arbejdende folk at stå her og sige den slags ting,” dundrede Søren Pape Poulsen.

Husker Pia Olsen Dyhr?
Klokken 19:00: Efter en times pause blev åbningdebatten genoptaget, og her bad Venstres Jan E. Jørgensen SF's formand om at prøve at huske tilbage. 

"Kan SF's formand huske tilbage – vi skal langt tilbage, længere end et år tilbage – til den gang, hvor vi havde valg – om Pia Olsen Dyhr kan huske, hvem der var statsminister dengang. Og om Pia Olsen Dyhr kan huske, at hun selv har været medlem af den regering?" spurgte Jan E. Jørgensen og fortsatte:

"For når man hørte talen, er det lidt svært ikke at sidde og undre sig over, hvorfor man ikke gennemførte bare nogle af de ting, som blev nævnt i ordførerens tale."

Og SF-formanden havde heldigvis styr på hukommelsen:

”Jeg fornemmer, at vi ude i et quiztema, og jeg vil da gerne svare på begge spørgsmål. Jo, jeg erindrer bestemt, hvem statsministeren var – det var fru Helle Thorning-Schmidt. Og jo, jeg var minister, jeg havde faktisk fire ministerposter i den tidligere regering," sagde Pia Olsen Dyhr, der undlod at kommentere sidste del af Jan E. Jørgensens indlæg.

 

Rød aftensmad
Klokken 18:20: Der blev ringet til pause klokken seks, og rød blok samledes til pizzagilde hos Socialdemokratiet. 

SF: Arkivér V's 2025-plan med det samme
Klokken 17:44: Er vores velfærdssamfund virkelig den synkende skude, som statsministeren tegner et billede af?

Sådan spurgte SF's formand Pia Olsen Dyhr, da hun gik på talerstolen under åbningsdebatten.

”Lars Løkke vil skære ned på alle de områder, som har gjort Danmark til et land, som verden skeler misundeligt til,” sagde hun og pegede blandt andet på velfærdssamfundet og klima- og miljøområdet.

”Venstre vil afvikle den succes. Man vil uddele skatterabatter til dem, som allerede har rigeligt at finansiere med, og man vil, at vi alle sammen skal arbejde lidt mere og lidt længere,” sagde Pia Olsen Dyhr.

Hun kritiserede, at regeringen vil skære på SU'en og ”skubbe borgere på kanten af samfundet endnu længere ud i fattigdom”.

”SF foreslår, at vi arkiverer Venstres 2025-plan lodret og i stedet satser på et massivt velfærdsløft og igen får miljø og klima tilbage på sporet,” sagde Pia Olsen Dyhr og fortsatte:

”Det er på tide at bryde den onde cirkel. På tide at tage et opgør med Finansministeriets regnemodeller, så børn, uddannelse, godt arbejdsmiljø og anden forebyggelse bliver set som investeringer – og ikke udgifter. Det samme gælder for miljø og klima.”

R: Næsten ondt af Løkke
Klokken 16:40: Imens der blevet skudt med kritik mellem rød og blå blok og mod regeringens 2025-plan gennem åbningsdebatten, fortalte Radikales leder Morten Østergaard, at han næsten havde ondt af statsminister Lars Løkke Rasmussen, fordi han stod med Liberal Alliance på den ene side og Dansk Folkeparti på den anden.

Den radikale leder ville dog gerne kvittere for, at regeringen har rykket sig på pensionsalderen og boligskatten.

”Vi radikale har foreslået en omlægning af skatten, så skattestoppet ophæves og skatten på arbejde lempes. Jeg hilser det velkomment, at regeringen nu lægger Foghs gamle skattestop i graven. At boligskatten skal følge prisudviklingen. Pyt med at statsministeren også afviste dette forslag, da vi fremkom med det i valgkampen,” sagde Morten Østergaard og fortsatte:

”Men mærkeligt alligevel, at det er Socialdemokraterne som holder fast i skattestoppet. Højre? venstre ? Tja bum bum, som vi siger.”

Det politske laboratorium
Klokken 16:20: Rasmus Nordqvist havde også taget en ide med til, hvad der kunne hænge bag talerstolen, hvor der tidligere har hængt et vægtæppe - og senest det omdiskuterede Dannebrog under åbningstalen i tirsdag. 

"Hvis det her havde været et poltisk laboratorium hos Alternativet, så havde jeg bedt jer om at finde post-its frem nu, og skrive det ord ned, som er vigtigt for jer hver især, at vi taler om. Og så kunne vi have hængt dem på bagvæggen som udsmykning, indtil der kommer noget andet," sagde Rasmus Nordqvist. 

Den ide faldt ikke i god jord hos alle folketingsmedlemmerne. Som Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth tørt konstaterede:

Alternativet: Hvor er klimaet og ligheden
Klokken 15:50: Da Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, gik på talerstolen, var det med en lille ros til regeringen om at sætte penge af til iværksættere. Men det var så også det, der kunne siges af pæne ting.

”Statsministeren sagde i sin åbningstale, at problemerne ikke forsvinder, bare fordi man lukker øjnene for dem. Og det var klogt sagt, for han havde fuldstændig ret,” sagde Ramsus Nordqvist, som fortsatte:

”Men når jeg læser 2025-planen, sidder jeg alligevel med en følelse af, at regerigen overser nogle af de helt, helt store udfordringer, som vi står overfor lige nu og på sigt. Både ulighedskrisen og klimakrisen.

Han pegede blandt andet på, at de rigeste ti procent ejer mere end 70 procent af befolkningen tilsammen.

”Alligevel vil regeringen videreføre et kontanthjælpsloft, der i første omgang gør 33.000 mennesker fattigere, ligesom den vil indeføre en skattereform, der vil øge forskellen mellem rig og fattig yderligere.

Samtidig kritiserede han regeringens planer om at droppe PSO-afgiften og planlagte investeringer i vedvarende energi.

LA og EL krydsede klinger
Simon Emil Ammitzbøll måtte bede Pernille Skipper om ikke at opfinde sine egne fakta, da hun forsøgte at få svar på, hvordan Liberal Alliance kan sige, at topskattelettelser vil skabe vækst:

LA: Danmarkshistoriens største generationstyveri
Klokken 15:03: ”Det udgiftspolitiske flertal i dette Ting er i gang med Danmarkshistoriens største generationstyveri.”

Sådan lød det fra Liberal Alliances politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll, da det blev LA's tur til at gå på talerstolen. For hvis ikke skatterne sættes ned, vil det gå ud over de kommende generationer, lød beskeden fra Ammitzbøll.

”Vi burde gå i gang med yderligere nedsættelser af skatter i både top og bund. Vi burde fortsætte arbejdet med at komme helt af med registreringsafgiften, og vi burde hugge et ordentligt stykke af selskabsskatten,” sagde Simon Emil Ammitzbøll og fortsatte:

”Der er så meget, vi burde, og som vi ved virker efter gængse regnemetoder. Men der er jo ikke 90 mandater i Folketinget bag. Det må man jo erkende. Men hvorfor er der egentlig ikke det? Når nu vi alle sammen herinde ved, at det virker.”

Ifølge Simon Emil Ammitzbøll bruger Folketingets partier uhæmmet løs, med det resultat at væksten hæmmes, og de næste generationer ikke vil opleve samme velstandsfremgang, som Danmark har oplevet i mere end 100 år.

”Den eneste forhindring for at løse vækstkrisen er, at vi mangler de føromtalte 90 mandater i Folketinget. LA kommer gerne med de 13 første,” sagde Ammitzbøll.

DF holder fødselsdag
Klokken 14:55: Dansk Folkeparti fejrede sin 21 års fødselsdag under åbningsdebatten med en nyfortolkning af den klassiske fødselsdagssang. Lise Bech filmede fællessangen, som du kan se herunder:

EL: Et katalog af ubehagligheder
Klokken 14:08: Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten, var den fjerde på Folketingets talerstol. Hun startede ud med at kritisere regeringens 2025-plan, som hun kaldte ”et katalog af ubehageligheder”.

”Der er ingen af de angreb på de mennesker i vores samfund, der har allermindst, ingen af de angreb på vores velfærd, ingen af de enorme svigt over for vores klima og vores miljø, der er nødvendige eller gudgivne,” sagde Pernille Skipper og fortsatte:

”Det er politiske valg, prioritering og ideologi. Og de partier, der lægger stemmer til det, bærer også ansvaret.”

Og da formand for DF, Kristian Thulesen Dahl, spurgte ind til, hvordan Enhedslisten kunne støtte op om Socialdemokratiet efter et kommende valg, når de efter sigende ikke vil lade Enhedslisten påvirke udlændingepolitikken, kom udmeldingen prompte.

”Selvfølgelig vil vi slås for en bedre udlændingepolitik. Men det skal der jo også 90 mandater til. Betyder det, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at presse Socialdemokraterne. Ja det kan du bide spids på,” sagde hun.

Hun stod samtidig fast på partiets krav om, at Danmark skal modtage de kvoteflygtninge fra FN, som Danmark ellers har gjort siden 1989.

”Selvfølgelig har vi plads og råd til de 500 flygtninge fra verdens brændpunkter, og som netop ikke har fysikken eller pengene til at tage turen hen over Middelhavet,” sagde Pernille Skipper.

Pernille Skipper blev blandt andet spurgt ind til kontanthjælp, men hun havde intet bud på kontanthjælpens størrelse: 

Syrien-protesttrøjer er tilbage i Salen

Klokken 13:32: Mens fire medlemmer tidligere på dagen blev smidt ud fra åbningsdebatten på grund af de T-shirts, de havde på, så har Syrien-trøjerne igen fundet vej til Folketingssalen. Denne gang på tilhørerpladserne. 

V til LA: I mangler flertal til topskattelettelser
Venstres Jakob Ellemann forklarede under debatten Liberal Alliance et af argumenterne imod topskattelettelser - nemlig det manglende flertal.

 

V: Danmark bliver mere ulige af toplettelser
Klokken 13:16: Jakob Ellemann-Jensen, politisk ordfører for Venstre, ville på folketingets talerstol gerne stå på mål for regeringens 2025-plans elementer. Det gjorde han i en gennemgang af den kritik, der har været af visionerne i planen.

”Men hvad så med ulighed, klima, SU, kontanthjælpsloft, tilbagetrækningsalder, mindre regulering af overførselsindkomst, rentefradrag, børnechecken og jeg skal komme efter dig. Kritikken kommer altid med knopperne og kritikken forrest, og med modet og ambitionerne gemt væk,” sagde han.

Men Jakob Ellemann-Jensen havde også en meget ærlig tilgang til, hvad regeringens initiativer vil medføre:

”Kan det komme bag på nogen, at vi bliver lidt mindre lige, hvis det bedre kan betale sig at arbejde. Nej.”

Jakob Ellemann-Jensen fik også tid på talerstolen til at lange ud efter Socialdemokratiet, og partiets kritik af blandt andet regeringens topskattelettelser. En kritik der ifølge den politiske ordfører runger hult i lyset af den tidligere regerings egne topskattelettelser.

”Det hverken kan eller skal man tage seriøst. Vær nu med og spil lidt bold i stedet for det her pjat,” sagde Jakob Ellemann-Jensen.

Nordqvists åbningsstil

Klokken 12:10: Alternativets Rasmus Nordqvist gør sig igen i år bemærket med sin stil til åbningsdebatten. Sidste år havde han iført sig nogle opsigtsvækkende sko, og i år er det slipset, der bliver lagt mærke til. 

 

TV: Thulesen Dahl opfordrer til at splitte helhedsplanen op
Klokken 11:31: Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl opfordrer Løkke til at dele regeringens 2025-plan op. Og han tager gerne et valg, hvis det bliver nødvendigt. 

Thulesen Dahl vil have Dannebrog tilbage
Klokken: 11:05: Nummer to på folketingets talerstol var Kristian Thulesen Dahl, og han lagde ud med en opfordring til at få Dannebrog tilbage i Folketingssalen.

”I går kunne vi sidde på vores pladser og iagttage et smukt Dannebrog. Det savner vi lidt i dag. Jeg vil godt komme med en opfordring til at få Dannebrog tilbage i folketingssalen,” sagde han.

Derudover koblede han den fortsatte flygtningekrise med den danske velfærdsstats overlevelse.

”Man har en ide om, at den omfordeling, der finder sted - den Robin Hood-model, vi har - den tjener vores landsmænd og de udsatte i vores samfund, som vi gerne vil holde af,” sagde han og fortsatte:

”En større grad af opsplitning, af forskelligartethed – nogle kalder det mangfoldighed - vil i virkeligheden risikere, at de ting, vi er glade for i Danmark, vil smuldre.”

Kristian Thulesen Dahl formåede også at så tvivl om regeringens syn på, at flygtningestrømmene er aftagende. Han mener, at der er store muligheder for, at vi hvert øjeblik kan ende i samme situation som sidste sommer.

”Hvis vi ikke gebærder os med omhu, så kan vi risikere at stå i den samme situation, som virkelig kommer til at trække på vores velvillighed,” sagde han.

Mette Frederiksens tale
Hele Mette Frederiksens tale kan læses her

Simon Emil savner Socialdemokraterne
Klokken 10:50: Med en hentydning til Socialdemokratiets nylige navne skift, gav Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll udtryk for, at han savner Socialdemokraterne, som er partiets nu tidligere navn

"Jeg savner SocialdemokratERNE. For Socialdemokraterne anerkendte gængse regnemetoder. Og det, jeg prøver at afæske er, om SocialdemokratIET også anerkender gængse regnemetoder," lød det fra Simon Emil Ammitzbøll, som fortsatte:

"Og det kan man svare på ved at sige 'ja, krone for krone er det bedste for væksten via topskattelettelser'."

Svaret fra Mette Frederiksen på, om skattelettelser er det bedste for væksten, kom prompte:

"Svaret er nej. Jeg tror ikke på det," lød det fra S-formanden, der dog ikke kom nærmere ind på, om der er forskel på Socialdemokraternes og Socialdemokratiets tilgang til regnemetoder.

Fire medlemmer smidt ud
10:40: Venstres Jan E. Jørgensen og Jane Heitmann og Konservatives Naser Khader og Brian Mikkelsen er blevet smidt ud fra åbningsdebatten, fordi de havde iført sig t-shirts med Syrien-protester på. 

Læs mere her.

TV: Se Olsen Banden indtage åbningsdebatten

S sammenligner Løkke med Egon Olsen
Klokken 10:06: Første politiker på talerstolen er Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen, da hun repræsenterer landets største parti, og åbningsdebattens taletider følger partistørrelse. Frederiksen lagde ud med at sammenligne Lars Løkke Rasmussen med Egon Olsen fra Olsen Banden.

”Statsministeren skal bare bruge et telt, nogle pløkker og så et par velvillige herrer, der kan hjælpe med at stramme bardunerne. Der er også en rigmand i Schweiz. Et pengeskab i Finansministeriet. Dynamit-Anders er klar,” sagde hun og høstede latter fra Salen.

Herefter kom hun ind på, at væksten og produktiviteten i Danmark er for lav, at der vil mangle kvalificeret dansk arbejdskraft, at velfærdssamfundet skal udvikles, at der er for mange ikke-vestlige flygtninge- og indvandrere udenfor arbejdsmarkedet - og for det femte, at Danmark skævvrides.

Mette Frederiksen opfordrede samtidig til et bredt samarbejde over midten:

”Uenigheder til trods, så må vi finde en vej sammen. Hvis regeringen vil. Så vil vi,” lød det.

Der var også plads til foto-sessions hos de socialdemokratiske medlemmer under formandens tale:

Åbningsdebatten er i gang
Klokken 10:02: Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) erklærer åbningsdebatten for åben:

”Forhandlingen om statsministerens redegørelse i henhold til Grundlovens § 38 er åbnet," lød den formelle meddelelse fra Pia Kjærsgaard. 

Også statsminister Lars Løkke Rasmussen er klar i salen:

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00