Hollande til franskmændene: Forbliv jer selv

ATTENTAT: Den franske præsident François Hollande annoncerer officiel landesorg efter terrordåd i Paris mod ugemagasinet Charlie Hebdo, der onsdag kostede 12 mennesker livet.

Den franske præsident Hollande opfordrer sine medborgere til at stå sammen oven på terrorattentat.
Den franske præsident Hollande opfordrer sine medborgere til at stå sammen oven på terrorattentat.Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Frankrig er officielt i landesorg, erklærer den franske præsident François Hollande i en tale til nationen.

I tre dage vil flagene vaje på halv for at markere det terrorangreb, som onsdag kostede mindst 12 mennesker livet og sårede 11, da ukendte gerningsmænd trængte ind på det satiriske ugeblad Charlie Hebdos redaktion.

Samtidig lover den franske præsident, at der vil blive slået hårdt ned på bagmændene bag den blodige terrorhandling.

”Vi skal sørge for, at de bliver arresteret, dømt og straffet hårdt. Alt vil blive gjort for at fange dem,” lovede han.

Det satiriske ugeblad Charlie Hebdo er kendt for sine grovkornede karikaturtegninger, der portrætterer alle slags autoriteter, politiske som religiøse, med samme ligefremme respektløshed. Magasinet var også blandt de fremmeste støtter af Jyllands-Postens ret til at trykke sine tegninger af profeten Muhammed tilbage i 2005 og har selv produceret sine egne af slagsen.

Stå sammen nu
Hollande advarer sine landsmænd mod at lade angrebet skabe splittelse i befolkningen.

”Vi skal være os selv. Vores bedste våben er vores enhed. Enheden blandt vores medborgere over for denne prøvelse. Intet kan splitte os. Intet må få os til at være imod hinanden. Intet må adskille os,” understregede Hollande og fortsatte:

”Friheden vil altid være stærkere end barbariet. Frankrig har altid kunnet overvinde sine fjender, når det er lykkedes at stå sammen om sine værdier. Det er det, jeg beder jer om at gøre nu”.

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP gik over 100.000 franskmænd onsdag aften på gaden over hele landet for at vise deres støtte til ofrene.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

François Hollande

Fhv. præsident (Parti Socialiste), Frankrig
cand.jur. (Institut de Sciences Politiques, ENA, Frankrig)

0:000:00