Holstein: Designerpolitik for manden på midten

VALGGRUNDLAG: Socialdemokraterne har netop fremlagt sit valggrundlag, blandt andet med et forslag om, at kriminelle udlændinge skal afsone straf i eget EU-hjemland. S vil brande sig selv som "det snusfornuftige midterparti", vurderer Altingets politiske kommentator Erik Holstein.

Foto: Henning Bagger/Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan

Hvor Socialdemokraterne ved valget i 2011 var et venstrefløjsparti, går partiet denne gang til valg på at være solidt funderet i midten af dansk politik.

Det er Altingets politiske kommentator Erik Holsteins vurdering, efter de tre socialdemokrater Helle Thorning-Schmidt, Mette Frederiksen og Bjarne Corydon i dag fremlagde et udspil med 10 punkter, som partiet vil gå til valg på.

Det er interessant at se forskellen på Socialdemokraternes valggrundlag i år og udspillet "Fair Løsning", som partiet sammen med SF gik til valg på ved valget i 2011, mener Holstein.

”Der er en verden til forskel. I 2011 var profilen klart til venstre. Nu har man hamret sig selv fast til midten. S skal brandes som ”det snusfornuftige midterparti”, både når det gælder udlændinge, kriminalitet og skattepolitik,” siger Erik Holstein

Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og Mette Frederiksen fremturede på pressemødet med budskabet om, at en stemme på Socialdemokraterne er en stemme på "balance" og et Danmark, der kører videre ad samme spor, som man kender det. I modsætning hertil står fløjene i dansk politik, som ifølge Socialdemokraterne vil "eksperimentere" med samfundets indretning.

Netop det, at Socialdemokraterne skal kendes af vælgerne som et sikkert og trygt valg for Danmark, er grundstenen i partiets valgkampagne, påpeger Erik Holstein.

"Man broderer videre på sloganet om ”Det Danmark du kender”, som var gennemgående i partiets stort anlagte annoncekampagne."

Nyt forslag om kriminelle udlændinge
Der var ikke mange deciderede nyheder i valggrundlaget, som i store træk var en opsummering af de mange pakker og udspil, som regeringen har fremlagt i løbet af foråret.

På det retspolitiske område havde justitsminister Mette Frederiksen (S) dog et forslag med til pressemødet, som Socialdemokraterne ikke har fremlagt før.

"En af de få nyheder i udspillet var, at Socialdemokraterne vil prøve at få flere kriminelle udlændinge til at afsone i deres hjemlande. Det kræver nogle klarere aftaler i EU, men det kan sikkert godt lade sig gøre, fordi briterne og en række andre lande også er virkelig trætte af østeuropæiske kriminelle,” siger Erik Holstein.

Forslaget kommer nu, fordi Socialdemokraterne ikke har råd til at stå uden svar, hvis temaet om kriminelle udlændinge bliver en væsentlig del af valgkampen, vurderer Erik Holstein.

”Udspillet skal skærme Socialdemokraternes akilleshæl, som netop er krydsfeltet mellem udlændinge og kriminalitet. Virkeligheden er, at Morten Bødskov som justitsminister slækkede på reglerne for udvisning af kriminelle. Det var en sag, Venstre tog op i sidste weekend, men som blev overdøvet af valgtrommerne. Det er hyperfarligt for S, hvis det tema kører op igen.”

Mette Frederiksens asylpolitiske udvikling
Udlændingepolitikken er endnu en gang et af de allervigtigste emner for vælgerne, og Socialdemokraterne benyttede også pressemødet til at slå fast, at de har strammet asylreglerne og fortsat vil være opmærksomme på, hvor mange flygtninge der kommer til Danmark.

”Mette Frederiksen understregede, at antallet af flygtninge betyder noget. Med andre ord: Man kan ikke integrere ordentligt, hvis der for mange," siger Erik Holstein og fortsætter:

"Den analyse har hun ubetinget ret i, men i et historisk perspektiv er det sjovt, at det er netop Mette Frederiksen, der siger det. For i 2001 startede hun sin folketingskarriere med et rasende angreb på Karen Jespersen, der havde præcis den sammenhæng som sin hovedpointe."

Corydon i gratis omgang på dagpenge
Det har i regeringsperioden været svært at få Socialdemokraterne i tale på dagpenge-området, hvor partiets medlemmer internt har været utilfredse, men udadtil har været bundet af regeringssamarbejdet med de reform-ivrige Radikale.

Men i dag var finansministeren lidt klarere i spyttet i sin kritik af dagpengereformen fra foråret 2011. Det er dog en gratis omgang, mener Erik Holstein, der peger på, Bjarne Corydons eget ministerium de sidste tre et halvt år ikke har taget dagpenge-problemet alvorligt nok.

”Bjarne Corydon talte om de problemer med dagpenge, som ”vi har peget på gennem fire år”. Han har åbenbart glemt, hvordan han selv betegnede en af de mange lappeløsninger på dagpengeområdet som ”en fuld og dækkende løsning”, og hvordan Finansministeriet under hans ledelse blev ved at undervurdere, hvor mange der røg ud af dagpengesystemet,” siger Erik Holstein.

Han understreger samtidig, at Socialdemokraterne stadig står uden konkrete forslag til, hvordan man løser de dagpenge-problemer, som partiet nu virker så optaget af at gøre noget ved.

”Thorning konkretiserede ikke nogen løsninger på problemet, og hun er stadig hæmmet af, at partiet har bundet sig til, at dagpengesystemet ikke må koste en krone mere.”

Sikkert sundheds-stik for S
Mens Socialdemokraterne i spørgsmålene om udlændinge og den økonomiske politik i dagens udspil forsøger at lukke flanker, har partiet til gengæld angrebsretten, når det gælder sundhedspolitikken, slår Erik Holstein fast.

”Det er et sikkert stik at tage hjem, når Socialdemokraterne kører med sloganet ”Gratis adgang til sundhed”," siger Holstein og fortsætter:

"Sloganet er et indirekte hug til Venstre, fordi flere Venstre­folk legede med tanken om brugerbetaling på lægebesøg. Det har de blå dog sat på standby i næste valgperiode, men S kører smart på, at oppositionen ”før eller siden vil eksperimentere med brugerbetaling til lægen."

Fremlæggelsen af valggrundlaget rummer ikke mange politiske nyheder, og det kommer heller ikke til at gøre nogen forskel for valgkampen, vurderer Erik Holstein:

”I sig selv kommer dette udspil ikke til at flytte meget. Men det understreger yderligere den socialdemokratiske valgkampsstrategi, hvor man vil fremstå som det trygge og sikre valg."

Udspillet viser også, at Socialdemokraterne denne gang står mere frit som parti og dermed kan profilere sig tydeligere på egne idealer.

”Man har lært af sidste valgkamps fejltagelse, hvor parløbet med SF blev så tæt, at man gensidigt kastrerede hinanden. Denne gang erkender man åbent forskellene til Radikale – og får dermed en betydelig klarere profil," siger Erik Holstein.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00