Analyse af 
Erik Holstein

Holstein: Eliten undervurderede vreden

ANALYSE: Akkurat som ved Brexit tog den globaliseringsbegejstrede elite ikke arbejderklassens vrede alvorligt. Det banede vejen for en bizar kandidat, der er dårligt nyt for Danmark.

Foto: Mandel Ngan/AFP/Scanpix
Erik Holstein

Valget af Donald John Trump til præsident kan skabe problemer på flere fronter for Europa. Men resultatet er en logisk konsekvens af, at den amerikanske arbejderklasse er blevet ladt i stikken.

Derfor har eliten i USA et stort medansvar for, at resten af verden nu skal forholde sig til en fuldstændig uerfaren og uforudsigelig præsident.

Det er situationen efter Donald Trumps overraskende sejr, en sejr, der gjorde samtlige meningsbureauer og temmelig mange eksperter til grin. For ingen havde forudset, at en kandidat med så mange skøre udtalelser ville komme i mål.

Klimabenægter
Ser man på Trumps erklærede politik, kan tirsdagens valg få vidtrækkende globale konsekvenser.

Med mindre man ønsker sig flere rabiate kandidater som statsledere, gør de europæiske politikere klogt i at lytte meget opmærksomt til vælgernes dagsorden.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Donald Trump i Det Hvide Hus vil føre til mere protektionisme med konsekvenser for den europæiske eksport. Valget af Trump vil også skade indsatsen mod klimaforandringerne, og det kan belaste NATO-samarbejdet. På plussiden kan Trump måske afspænde forholdet til Rusland og øge briternes mulighed for en fair Brexit-aftale.

For en grøn nation som Danmark er Trump særlig problematisk. Manden er klimabenægter, og hans valg kan få meget negative følger for vindmølleindustrien og andre dele af den grønne sektor. Desuden vil Danmark efter alt at dømme blive tvunget til at øge NATO-bidraget.

Men selvom meget få danskere havde ønsket Trump som præsident, fører det ingen vegne at afskrive størstedelen af amerikanerne som "hvide racister, der er ofre for en led populist". Der er rationelle grunde til at det gik, som det gik.

God grund til vrede
Outsiderens sejr kommer efter mange år, hvor en selvtilstrækkelig elite har trampet hen over den hvide arbejderklasse og middelklasse, som traditionelt har været de bærende elementer i det amerikanske samfund. Med sin bedrevidende og teknokratiske stil – og sine forbindelser til Wall Street – blev Hillary Clinton symbolet på den hadede elite.

Det er ikke så underligt, at hårdtarbejdende amerikanere bliver vrede, når hele byer går ned, fordi industrien flytter til udlandet, når der er en enorm illegal indvandring med social dumping til følge, og der hersker en kvælende politisk korrekthed. Den cocktail førte til en eksplosion, akkurat som man så det ved Brexit.

Det amerikanske establishment har ikke taget arbejderklassens vrede alvorligt, men optrådt som om udflytning af arbejdspladser og massiv indvandring er en naturlov. Det gav plads til en protestkandidat som Trump.

Ingen naturlov
Selvom der kan være grund til bekymring hos europæiske politikere, er det vigtigt at tage budskabet fra Trump-sejren og Brexit analytisk ned. Så man ikke gentager fejltagelsen med at gøre alle globaliseringens følger til en naturlov, men aktivt modsætter sig de konsekvenser, som befolkningens flertal er imod.

Graden af frihandel er et rent politisk valg, og det samme er indvandringens størrelse. Det er fuldstændig legitimt at modsætte sig indvandring og begrænse udflytningen af arbejdspladser, og for en hel del vælgere er det tilmed en rationel varetagelse af deres interesser.

Med mindre man ønsker sig flere rabiate kandidater som statsledere, gør de europæiske politikere nu klogt i at lytte meget opmærksomt til vælgernes dagsorden. Det gælder i Berlin, Stockholm og Bruxelles.
Og i København for den sags skyld.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00