Søren J. Damm: Hudløse vælgere i den politiske skriftestol

Der løber et populistisk spøgelse ikke bare gennem Europa, men gennem hele den vestlige verden. Senest var det den umulige kandidat Donald Trump, der tog snøvsen på den vestlige, veluddannede middelklasse.

I Bruxelles gik et skingert ’mon Dieu’ gennem EU-eliten, da Brexit var en uomgængelig realitet. Selv i den humanistiske stormagt Sverige, brister Sverigedemokraterne frem fra de ’skimlede kældre’. I Frankrig ser Front Nationals højreradikale Marine Le Pen ud til at have en god chance for at sætte sig på tronstolen i det franske præsidentpalads. Og sådan går verden sin uvante gang.

Herhjemme har udviklingen været undervejs længe, først med Dansk Folkepartis efterhånden centrale placering i Folketinget – og nu har højredrejningen så fået en ekstra vitaminindsprøjtning med Nye Borgerlige. Selv Alternativet, der ses som en del af den ydre venstrefløj, har en rem af den populistiske hud, hvilket kunne tyde på, at den vestlige højredrejning ikke udelukkende er et udtryk for en voksende nationalisme – der må være noget mere på spil. 

Et interessant aspekt ved de politiske strømninger er det faktum, at en overvældende majoritet af vælgermålingerne op til de ovennævnte valg tog fejl. Flere steder endda med store marginaler.

En delforklaring er, at et tiltagende antal vælgere ingen tillid har til journaliststanden og meningsmålingsinstitutterne, der ses som repræsentanter for ’eliten’ – hvilket påvirker vælgermålingerne. Det minder om det kvantemekaniske princip – hvor man påvirker resultatet blot ved observation. I den politiske sfære er det bare journalisten, der med sin blotte tilstedeværelse påvirker vælgerens evne til at svare ærligt.

Når man endelig står alene i stemmeboksens lukkede rum; her i demokratiets skriftestol kan dine politiske synder bekendes – her kommer det politiske underjeg pludselig til orde.

Søren J. Damm
Debatredaktør, Altinget

En anden nærliggende forklaring er ’stemmeboks-populisten’, som den amerikanske systemkritiker Michael Moore glimrende beskrev i sin profetiske klumme ’5 resaons why Trump will win’. 

For en ting er, hvad vælgerne siger, når de bliver ringet op af Gallup eller spurgt om af en journalist på gaden, noget helt andet er øjensynligt, hvor man rent faktisk sætter sit kryds, når man endelig står alene i stemmeboksens lukkede rum; her i demokratiets skriftestol kan dine politiske synder bekendes – her kommer det politiske underjeg pludselig til orde. Kun i stemmeboksen er du alene – kun her tør vi melde klart ud. Og ingen behøver nogensinde at få at vide, hvad der egentlig skete bag forhænget. Det er vores helt private hemmelighed. I hvert fald indtil stemmerne bliver talt op. 

Tidligere var fattigdom, krig og uoplysthed det drivmiddel, som populismen nærede sig ved, men i den nuværende vestlige verden grunder den nyopståede populisme ikke længere udelukkende i socialt armod eller en arrogant elite – men også i de sociale medier og den dermed omsiggribende '1:1 kommunikationen' mellem lovmagerne og deres vælgere. Facebook og Twitter har i tiltagende grad fjernet det redigerende filter, dvs. journalisterne, imellem den generelle befolkning og politikerne.

Vælgerne er ikke længere dækket af det ekstra lag hud, som pressen udgjorde, mod den sværmende kakofoni af overvældende informationer og disinformationer, det nu hudløse, digitale menneske bombarderes med i døgndrift.

Man kunne hævde, at 'det filterløse samfund' er nærdemokrati i sit reneste destillat, og at medierne ikke altid har evnet at forholde sig objektivt og professionelt til sin opgave og derfor ikke altid har præsenteret vælgere for de mest mulige objektive fakta og spørgsmål. F.eks. kan man blot se over sundet til Sverige, hvor størstedelen af medierne vælger at formidle ethvert problem med landets massive indvandring med en kraftig dosis kollektiv selvcensur.

Men mediernes primære opgave er ikke at formidle en særlige subjektiv moralsk verdensopfattelse, men derimod at belyse de faktuelle forhold i en given sag. Også når det gør ondt på ens eget verdensbillede. Det burde være indlysende.

Det minder om det kvantemekaniske princip – hvor man påvirker resultatet blot ved observation. I den politiske sfære er det bare journalisten, der med sin blotte tilstedeværelse påvirker vælgerens evne til at svare ærligt.

Søren J. Damm
Debatredaktør, Altinget

Og det har længe været 'elitens' privilegium at kunne påtvinge den almene vælger en given moral uden nødvendigvis først at redegøre for dens konstitution – et privilegium, som de sociale medier, sammen med valget af Donald Trump, har lagt på is.

Befolkningen er i dag i højere grad end nogensinde før nødt til selv at redigere i blikket på omverdenen og forsøge at se igennem den voksende manipulation og de mange nemme, lokkende løsninger – men det kan være uhyre svært at gennemskue for det utrænede øje.

Evner den generelle vælger overhovedet at gennemskue moderne politik? (Ja, gør flertallet af politikerne det egentlig selv?) Og hvordan forklarer politikerne deres primære opgave i al sin kedsommelige vælde, i en tiltagende populistisk politisk kultur? Det er en øvelse, der kræver både indsigt i det politiske spil, men også tid og midler, da politik ofte er et uoverskueligt maskineri med uendeligt mange bevægelige dele.

Traditionelt har det været mediernes opgave at formulere og gøre netop det uoverskuelige håndgribeligt for vælgeren, der gerne ville deltage i den demokratiske proces, men ikke nødvendigvis havde tiden eller evnen til at sætte sig ind i spillet.

Men måske er folk bare ligeglade med den besværlige og uglamourøse del af politik? Men er det så ikke netop politikernes fornemmeste opgave at inspirere, at oplyse, at løfte og at forklare vælgerne, hvad de skal stemme om og for eller mod?

Men hvis vælgerne vil have simple forståelige løsninger, og politikerne vil vælges, koste hvad det vil, så giver de vælgerne nemme – ofte ineffektive – løsninger. Herefter føler vælgerne sig ført bag lyset, hvorefter de stemmer på et andet parti, der tilbyder dem endnu nemmere, enklere løsninger og så fremdeles – hvormed den populistiske nedadgående spiral accelererer, indtil hele den demokratiske motor brænder sammen – præcis som vi så i USA natten til onsdag.