Ingen ende på EU-navneleg for Thorning

FASTLÅST: Ekstraordinært EU-topmøde løb ud i ingenting onsdag aften, hvor konflikten med Rusland viste sit ansigt i diskussionen om fordelingen af EU-topposter. Helle Thorning-Schmidt (S) og kollegerne gør et nyt forsøg i slutningen af august.

Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes kolleger nåede ikke til enighed om fordelingen af EU-topposter og har udskudt beslutningen til den 30. august.
Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes kolleger nåede ikke til enighed om fordelingen af EU-topposter og har udskudt beslutningen til den 30. august.Foto: Det Europæiske Råd
Michael HjøllundRikke Albrechtsen

BRUXELLES: EU's 28 stats- og regeringschefer måtte onsdag aften opgive at besætte posterne som henholdsvis ny udenrigschef og formand for Det Europæiske Råd ved et ekstraordinært topmøde indkaldt til netop det formål.

Den siddende formand for EU-cheferne, Herman Van Rompuy, indstillede forhandlingerne, før de overhovedet kom igang, da det stod klart, at EU-cheferne er alt for langt fra hinanden, når det gælder det nye europæiske persongalleri.

Landene er splittede, både hvad angår landefordeling, partifarve, køn og politiske holdninger.

Italiensk kandidat under angreb
Ikke mindst posten som ny EU-udenrigschef har givet anledning til diskussion, efter at en række central- og østeuropæiske lande viste sig stærkt kritiske over for favoritten til posten, Italiens nye udenrigsminister, Federica Mogherini.

Hun anklages for både at være for uerfaren og for venligt stemt over for Rusland på grund af Italiens store økonomiske interesser i landet.

Det sker på et tidspunkt, hvor forholdet mellem EU og den store nabo er på et lavpunkt.

Nyt møde til august
Samtidig blev slagsmålet udvidet til også at gælde sammensætningen af EU-Kommissionen, som den nyslåede kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, skal forsøge at få til at falde på plads i løbet af kort tid.

Flere lande insisterede på, at de først vil se, hvilken post de kan få i den næste Kommission, før de vil give deres støtte til navngivne kandidater til de to topjob.

Måske kan en ny formand for euro-samarbejdet også spille ind i kabalen, der nu tidligst kan gå op ved et ekstraordinært topmøde lørdag d. 30 august.

Formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy, kalder beslutningen for "en smule uheldig, men slet ikke dramatisk". Også statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) understregede, at det var klogt at vente med beslutningen.

"Det vigtigste er, at vi træffer den rigtige beslutning. Om det bliver nu eller om en måned betyder ikke så meget for det egentlige arbejde," siger Helle Thorning-Schmidt.

Nyt pres på Rusland
Hvor EU-lederne ikke kunne blive enige om toppost-kabalen, var der i stedet konsensus om at skrue yderligere op for sanktionerne mod Rusland som følge af situationen i Ukraine.

Det Europæiske Råd aftalte at udvide sanktioner mod virksomheder, personer eller andre, der er med til at "destabilisere" Ukraine eller true dets selvstændighed.

En liste over nye enheder og personer, der skal rammes af sanktioner, skal være klar inden udgangen af juli.

Parallelt med EU-topmødet var der også nye sanktioner mod Rusland klar fra USA, der skal ramme blandt andet banker, energi- og forsvarsvirksomheder.

Samtidig udtrykte EU-lederne "dyb beklagelse" over de civile tab i konflikten mellem Israel og Gaza i Mellemøsten.

Mens man anerkender Israels ret til at "forsvare sin befolkning," understregede EU-cheferne, at Israels modsvar skal være "proportionalt" og tage hensyn til civilbefolkningen.

Tidspres
Selvom EU-lederne valgte at bede om en time-out i forhandlingerne om Unionens topposter, tikker uret videre i Bruxelles.

Den nyudvalgte formand for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker står stadig og mangler en ny udenrigschef, som er en afgørende brik, når den nye EU-Kommission skal dannes.

Udenrigschefen er nemlig også næstformand i Jean-Claude Junckers embedsværk, og med denne post oppe i luften kan det blive svært at få de resterende kommissærposter på plads.

I forbindelse med topmødet afholdt Jean-Claude Juncker konsultationer med cirka halvdelen af EU-lederne for netop at drøfte deres ønsker til fordelingen af kommissærer.

Tavshed om danske kandidater
Et af møderne var med den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt. Hun havde dog ikke mange ord at sige om samtalen med Jean-Claude Juncker.

"Jeg har diskuteret forskellige kommissærer og kommissionsposter, men jeg tror egentligt, at jeg vil holde det mellem kommissionsformanden og mig selv. Det, tror jeg, tjener Danmarks interesser bedst," sagde Helle Thorning-Schmidt.

Landene har fået til udgangen af juli til at stille med deres kandidater. Derefter skal Jean-Claude Juncker så hurtigt som muligt forsøge at sætte sit nye hold.

Når de sidste brikker er på plads, skal det samlede kommissærkorps høres af Europa-Parlamentet med henblik på at blive godkendt af de folkevalgte.

Høringerne skal helst kunne påbegyndes allerede i september, hvis det skal lykkes at være på plads med den nye EU-Kommission, når den nuværendes mandat udløber d. 1. november.

Spekulationer om Thorning fortsætter
Sammenbruddet i forhandlingerne om EU-topjob betyder også, at de intensive spekulationer vil fortsætte om, hvorvidt Helle Thorning-Schmidt selv er kandidat til en eller flere poster i EU-regi.

Det tager hun dog med sindsro.

"For mig betyder det ikke noget. Jeg passer bare mit arbejde," sagde statsministeren.

Dokumentation

Det blev EU-lederne enige om:

  • Nye sanktioner mod Ukraine: Der skal blandt andet udarbejdes en ny liste over personer og "enheder", som skal underlægges sanktioner. Denne liste skal være færdig i slutningen af juli.
  • Det Europæiske Råd fordømmer affyringerne af raketter fra Gaza mod Israel, men understreger samtidig, at Israels svar skal være "proportionalt" og tage hensyn til civilbefolkningen. 
  • EU-lederne talte med den nyudnævnte formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, om, hvordan han kan bidrage til at føre de strategiske prioriteringer ud i livet, som stats- og regeringscheferne vedtog på det foregående topmøde i juni.

Det blev EU-lederne ikke enige om:

  • Udnævnelsen af en ny EU-udenrigschef
  • Udnævnelsen af en ny formand for Det Europæiske Råd 

Herman Van Rompuy understregede, at Det Europæiske Råd ønsker at vedtage posterne som en "samlet pakke".


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Herman Van Rompuy

Fhv. formand for Det Europæiske Råd (Christen-Democratisch en Vlaams, Belgien)
master i anvendt økonomi (K.U. Leuven 1971)

0:000:00