IT-leverandør: Tordenskjolds soldater dominerer IT-projekterne

Af Morten Kjærsgaard
Direktør, IT-leverandøren Magenta

– Hvorfor det altid er de samme leverandører, der får opgaverne?

Da jeg i midten af maj skrev debatindlægget ”Hvem tør kæmpe imod Skats dødsstjerne?” var jeg helt utrolig heldig med timingen. 

For dagen forinden var Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti blevet enige om at støtte en kommissionsundersøgelse af forholdene i Skat, så indlæggets aktualitet kunne ikke betvivles. 

Flere har imidlertid betvivlet mit udgangspunkt: Det offentlige planlægger og forsøger at gennemføre store projekter med store leverandører. På mail, LinkedIn og i kommentarfeltet har jeg fået at vide, at det offentlige nu anvender agile metoder og bider projekter over i mindre dele – og at de mindre leverandører nu er kommet i spil.

Det ville være godt, hvis det var rigtigt – men jeg ser ikke tegn på det. 

Men det er også ærgerligt og dyrt for staten, at man - trods svingende erfaringer med de få udvalgte leverandører - ikke vælger at se ud over feltet af gamle travheste.

Morten Kjærsgaard
Direktør hos IT-leverandøren Magenta

Og det er ikke, fordi der ikke er fokus på det. Men det er lidt som med vejret ifølge Storm P. og Mark Twain: Alle taler om det, men ingen gør rigtig noget ved det. 

Til trods for en enorm fokus fra forskellige myndigheder og konsulenthuse, så sker der ikke meget.

De samme 10-12 dominerer
Det statslige IT-projektråd udgiver halvårlige rapporter om rigets IT-tilstand, og selv om rådet gør meget ud af at fortælle, at de statslige myndigheder 'lytter' og 'indgår i dialog', så har man på fornemmelsen, at det overvejende handler om at please IT-projektrådet. 

Det, der slår mig mest, er imidlertid denne sætning: ”Siden 2014 har billedet været stabilt med 10-12 forskellige leverandører.” Det er en virkelighed, jeg og mine kolleger for IT-SMV'erne kan nikke genkendende til: Vi får ganske enkelt ikke mulighed for at løse de kritiske opgaver for staten, selv om vi har kompetencerne og ressourcerne. 

Det er ærgerligt for os i segmentet med under 100 millioner kroner i årlig omsætning (en grænse, der ofte sættes i udbudsbetingelserne), men det er også ærgerligt og dyrt for staten, at man – trods svingende erfaringer med de få udvalgte leverandører – ikke vælger at se ud over feltet af gamle travheste. 

Og hvorfor vælger myndighederne fra den samme pulje af leverandører? Fordi der fortsat er en nulfejlskultur, hvilket direktør i Digitaliseringsstyrelsen Lars Frelle erkender i sit indlæg 23. maj i år. 

Nulfejlskulturen rummer sin egen særegne logik, der handler om, at ”du ved, hvad du har” (=fejl, dyre projekter og dårlige leverancer). Men det har du jo overlevet karrieremæssigt, og det gør alle de andre også. 

Og så kunne det jo blive endnu værre, hvis du valgte de ukendte leverandører, og dét kunne koste dig din stilling, karriere og så videre, for så ville du gøre noget, de andre ikke gør.  

Der er virkelig en sær ironi over, at vi ikke i større udstrækning udnytter det danske iværksættermiljø, der er blandt verdens stærkeste. Forbes udarbejder hvert år listen 'Best Countries for Business', og Danmark har i de seneste år toppet denne liste.

Samtidig er vi verdensmestre i tillid. Flere end tre ud af fire mener, at man kan have tillid til mennesker, man ikke kender i forvejen. Det er den højeste score for noget land i verden.

Med verdensmesterskaber i tillid og iværksætterevner, hvorfor i alverden kan offentlige myndigheder så ikke have tillid til, at andre end tordensskjolds leverandørsoldater kan levere varen og hjælpe med at udvikle intelligente IT-løsninger? 

Det er mig en gåde, at vi ikke udnytter dette potentiale, nu hvor tillid kan forklare, hvorfor vi er så velstående til trods for, at den danske befolkning ikke er væsentligt bedre uddannet end mange andre nationaliteter, og til trods for at vi ikke bader i råstoffer, og at vi har et forholdsvist højt skattetryk. 

Open source bliver big business
Tillid og åbenhed er på IT-området udtrykt i begrebet open source, åben kildekode. Open source styresystemet Linux ligger på rundt regnet en tredjedel af verdens servere, og virksomhederne omkring Linux-systemet tjener milliarder på deres produkter og ydelser. 

RedHat, der leverer en udgave af Linux, fik i 2015 et overskud på 13,5 milliarder kroner. Tusindvis af virksomheder tager forretningsmodellen til sig og leverer åbne og fleksible programmer og systemer. 

Kunderne oplever markante besparelser, fordi man alene betaler for de services, man køber – ikke for licenser og opdateringer, som man måske slet ikke har brug for. 

IT-skandaler på låste systemer
De store it-skandaler er alle baseret på closed source. Det har blandt andet den svaghed, at det kun er leverandøren, der har lov til at forsøge at udbedre fejl. Havde det været open source, kunne kunden – i dette tilfælde os alle sammen, fordi der er tale om offentlige udgifter – nemmere slippe af med leverandøren. 

Vi kunne have taget de åbne systemer og sagt farvel og tak, og vi ville kunne finde en anden leverandør, der kunne fuldføre opgaven, fordi systemerne var åbne og alle ville have ret til at arbejde videre med dem.

Vi, der leverer open source-systemer, er udsat for en langt større konkurrence, og skulle der komme en konkurrent, der er lige så god som os, og som vil bruge vores produkt, ja, så skal de være velkomne, for de vil berige produktet. 

Open source-licensen betyder, at konkurrenten er forpligtet til at ’dele tilbage’, og det fungerer. Vores sektor – de åbne virksomheder – vokser, mens de lukkede systemer taber markedsandele.

Kommunerne oprettede for få år siden en forening, OS2, hvor de deler kildekoder og gode ideer. Det begyndte med en håndfuld kommuner, men i dag er det over halvdelen af landets kommuner, der deltager. Og de sparer mange penge på at deles om goderne.

Closed source, de lukkede computerprogrammer, som du ikke må dele, er en dyr parentes i historien, viser erfaringerne. Om nogle år vil vi sandsynligvis se os tilbage og spørge os selv og hinanden, hvorfor vi dog fandt os i en forretningsmodel, hvor vi ikke måtte dele, og hvor vi skulle betale for det samme igen og igen. 

Og hvor vi ikke kunne slippe af med leverandører, der igen og igen solgte lukkede og dårlige systemer til den offentlige sektor.