Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Trusler skal vedligeholde yderfløjenes politiske relevans

KOMMENTAR: Konkurrencen om at love vælgerne den mest kontante flygtningepolitik er taget til. Nu har man ramt en barriere i form af konventionerne, men de er ikke nogen garanti på længere sigt. Nye Borgerlige presser på med ultimative krav, skriver Jarl Cordua.

Nye Borgerlige benyttede sidste uges årsmøde til at opstille krav til Lars Løkke Rasmussen i tilfælde af, at partiet kommer i Folketinget ved et kommende valg.
Nye Borgerlige benyttede sidste uges årsmøde til at opstille krav til Lars Løkke Rasmussen i tilfælde af, at partiet kommer i Folketinget ved et kommende valg.Foto: /ritzau/Anders Brohus
Jarl Cordua

Samfundsfaglig-matematisk student fra Bornholms Amtsgymnasium i Rønne 1988

Cand.polit. fra Københavns Universitet 1998

Bor nu i Hellerup ved København (Bosat 1993-2008 på Islands Brygge)

Arbejder nu som freelancejournalist, klummeskribent, boganmelder, foredragsholder, konsulent, kommentator og radiovært.

jarlcordua.dk

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Yderfløjene i dansk politik har sjældent haft bedre livsbetingelser end i disse år. Det ser man på venstrefløjen, hvor Enhedslisten og til dels Alternativet kapitaliserer på et højreskred generelt i samfundet, blandt andet affødt af modstanden - eller rettere skrækken - for særligt muslimsk indvandring.

På højrefløjen har DF indtil for nogle få år siden haft et monopol på den rene modstand mod flygtninge og indvandrere, og med enorm succes har partiet flyttet synspunkterne længere mod højre i takt med indrømmelserne på dette punkt. Samtidig har partiet flyttet sig markant mod venstre i fordelingspolitikken, sådan at DF er svært at skelne fra Socialdemokratiet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Søren J. Damm, debatredaktør.

De konservative var i mange år et parti, der ikke ville spille rollen som et nationalt-konservativt parti. I stedet var man gerne mere liberale end Venstre i den økonomiske politik og lidt grøn a la de radikale i kraft af Connie Hedegaards profil - samt mere eller mindre pro-europæiske som medlem af det store borgerlige og indflydelsesrige konservative europæiske parti EPP.

DF løb med den ledige nationalkonservative profil, og stod i mange år næsten alene med EU-skepsissen på den højre fløj, bortset fra lidt konkurrence fra Liberal Alliance.

Den dag for eksempel Østrig tager det skridt at melde sig ud af konventionerne, bliver det nemmere for en dansk regering at følge trop.

Jarl Cordua

Imidlertid har især flygtningekrisen i 2015 skabt grobund hos vælgerne for partiet Nye Borgerlige, og den karismatiske leder og tidligere konservative folketingskandidat Pernille Vermund har dygtigt udnyttet mulighederne for at markere partiets klare synspunkter. Profilen er langt hårdere på udlændingeområdet end hos DF, partiet er konsekvent i EU-modstanden, og de ligger et helt andet sted end DF i fordelingspolitikken.

Det er lykkedes at give Nye Borgerlige et vist fodfæste i meningsmålingerne - lige under 2 procents-spærregrænsen, men det udelukker på ingen måde, at partiet ved næste valg kommer i Folketinget. Henset til, at der ikke ligefrem er udsigt til, at deres mærkesag – yderligere markante stramninger af flygtningepolitikken hinsides menneskerettighedskonventionerne - bliver irrelevant foreløbig, så er den almindelige vurdering på Christiansborg, at partiet faktisk kommer i Folketinget ved næste valg. 

Tilhængere af Nye Borgerliges politik vil formentlig påpege, at Løkke jo bare kan makke ret. Dertil må man indvende, at det vil være en meget høj pris at betale for at få regeringsmagten.

Jarl Cordua

Imidlertid er konkurrencen blandt de borgerlige om at love vælgerne den mest kontante flygtningepolitik taget til, og det er en konkurrence, som også Socialdemokratiet har meldt sig ind i med deres afvisning af kvoteflygtninge. Venstre har også pudset profilen af, blandt andet ved at man i Folketingsgruppen har tilsluttet sig et de facto burkaforbud, og de konservative har for længst forladt deres blødere profil på udlændingeområdet, hvor Naser Khader kører en hård linje, der ofte ikke er til at skelne fra Martin Henriksens (DF).

Nye Borgerlige holdt i sidste uge årsmøde, hvor der naturligt nok var mulighed for at pudse profilen op, sådan at man stadig kan fremstå som relevante for de stadigt flere borgerlige vælgere, der ser muslimsk indvandring og efterfølgende beherskede succes med integration som Danmarks største problem. 

I den formentlig store samling af politiske krav og instrumenter, man sikkert overvejede i Nye Borgerliges ledelse forud for årsmødet, faldt valget på det ultimative våben; dét, man kan kalde den politiske selvmordsbombe: Enten støtter Lars Løkke Rasmussen Pernille Vermunds politiske krav. Eller også kan hun ikke støtte ham som statsminister, og må følgelig pege på sig selv.

Vermund vil altså følge en kurs ligesom partiet Fælles Kurs, der i 1987 også pegede på partiets egen formand, den farverige sømandsboss Preben Møller Hansen. Det viste sig at være en gratis omgang, da der ved den lejlighed ikke var flertal bag Anker Jørgensen som statsminister, og Fælles Kurs røg ud af Folketinget kun otte måneder senere.

På venstrefløjen så man for nyligt en lignende udmelding, hvor Enhedslistens hovedbestyrelse vedtog, at partiet forbeholder sig retten til ikke at pege på Socialdemokratiets formand som statsminister, hvis vedkommende drister sig at føre en politik, der byder partiet imod. Indtil EL rent faktisk trækker tæppet under Mette Frederiksen, vil der nok være mange forskellige vurderinger af troværdigheden af dette løfte eller trussel.

Under alle omstændigheder sikrer den slags ultimative trusler, at vælgernes og pressens opmærksomhed bliver skærpet og holder diskussionen om EL og Nye Borgerliges betydning varm. For Nye Borgerlige, der trods alt ikke kan være sikre på at komme i Folketinget, var der næppe nogen vej uden om, at man puster sig mest muligt op. Det er også betydeligt mere interessant at få en offentlig diskussion af partiets eventuelt kommende indflydelse end om, at partiet med et muligt stemmespild sikrer Mette Frederiksen fire år i statsministerstolen.

Det er muligt, at strategien med alle disse nye ultimative krav eller ”politiske selvmordsbomber” indvarsler en ”new normal” i dansk politik. Henset til, hvordan det gik Liberal Alliance, da de senest testede strategien med et politisk selvmordsbælte, er det ikke overvældende med politiske indrømmelser i kraft af lovgivning for slet ikke at nævne lavere skat, der er tilgået partiet. Til gengæld kom LA i regering og fik del i ansvaret og den indflydelse, der ligger der.

Er Nye Borgerlige og Enhedslistens trusler så nogle, man bare kan blæse på, fordi det i sidste ende ikke er i nogle af parternes interesse? Historisk set må svaret blive et ja. Det ender sjældent i dansk politik med, at parterne ”kører ud over kanten”, og det fører til folketingsvalg og et politisk skifte. Alligevel må man tage det forbehold, at i politik sker der af og til besynderlige ting, hvorfor der altid er en lille sandsynlighed - chance eller risiko, om man vil - for at tingene kører galt. Det er den politiske udvikling i Catalonien formentlig et eksempel på. Eller kvindelandsholdets arbejdskamp med DBU.

Er der slet ingen troværdighed i Nye Borgerliges ultimatum? Det kommer an på, om man ser for sig, at partiets vælgere siden vil belønne en kamikazekurs, der eventuelt sikrer Mette Frederiksen statsministerposten. Tilhængere af Nye Borgerliges politik vil formentlig påpege, at Løkke jo bare kan makke ret. Dertil må man indvende, at det vil være en meget høj pris at betale for at få regeringsmagten, hvis en borgerlig regering bliver tvunget til at føre en politik, som den siddende regering i hvert fald indtil videre er imod, og som vil få store konsekvenser for Danmarks samarbejdsrelationer med EU, nabolandene med videre. Det svarer til, at regeringen deponerer sin udenrigspolitik hos Pernille Vermund. Og hvad bliver så det næste ultimative krav fra Nye Borgerlige, som en sådan regering skal forholde sig til? Så er et folketingsvalg, der kan rense luften, måske at foretrække.

Betyder det så, at Nye Borgerliges udlændingepolitik ikke bliver til noget? Her må man nøgternt konstatere, at udviklingen siden 90’erne kun er gået i én retning med yderligere stramninger. Nu har man ramt en barriere i form af konventionerne, som indtil videre stopper større stramninger. Men ingen kan sige, om regeringen en dag forlader konventionerne. Det synspunkt er allerede udbredt i hele den borgerlige lejr og helt inde i regeringen. 

Den dag for eksempel Østrig tager det skridt at melde sig ud af konventionerne, bliver det nemmere for en dansk regering at følge trop. Til den tid er det spørgsmålet, om et parti som Nye Borgerlige er relevant længere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jarl Cordua

Radiovært, kommentator
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00