Jarl Cordua: Vil finansloven splitte DF-S-alliancen?

2017 vil blive husket som det år, hvor DF og Socialdemokratiet byggede en alliance, der især skulle forhindre den borgerlige regering i at gennemføre borgerlig økonomisk politik. En ”nej-alliance” så at sige. Således har Løkke-regeringen måttet opgive pensionsreform og alle hidtidige tiltag om topskattelettelser.

Det er nemt at udpege de egentlige tabere som følge af denne nej-alliance. Det er regeringen, der ikke kan komme igennem med sin politik, og især LA ser noget afpillede ud efter deres oprindelige bombastiske udmeldinger om den liberale revolutions snarlige komme. Løkke selv, der ikke ville være statsminister for enhver pris, er også afsløret som manden, der på ydmygende vis måtte æde sine ord.

Det er også nemt at udpege en egentlig vinder. Det er Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen. Hun har formået at rykke DF til venstre i den økonomiske politik og udstille de borgerlige som nederlagets mænd, der blot fylder regeringsbænkene ud, uden at få anden politik fra hånden end det, som finder nåde hos DF's Kristian Thulesen Dahl, og som også socialdemokraterne kan acceptere.

Om DF kan erklæres som vindere er stadig usikkert. Der er ingen tvivl om, at DF derved får demonstreret sin magt i dansk politik og – helt banalt – med hensyn til, hvad regeringen kan få vedtaget i Folketinget.

Det står i al fald klart, at DF inden for det næste år skal bestemme sig for, om de vil gå til valg på at støtte Lars Løkke som statsminister.

Jarl Cordua

På den anden side skaber det tvivl hos vælgerne. Hvilken regeringsblok tilhører DF egentlig? Hidtil har DF set det som en fordel, at partiet formår at bygge en alliance af højrefløjssocialdemokrater og kerneborgerlige vælgere og dermed erobre midten – i hvert fald hvad angår den økonomiske politik.

Kittet, der får det hele til at hænge sammen, består naturligvis i, at DF for disse vælgere står som den hidtil bedste garanti for den strammest mulige udlændingepolitik. Indtil videre holder bukserne. DF ligger stadig under valgresultatet, men målinger viser nu, at partiet ovenpå MELD- og FELD-sagen har vundet mange vælgere tilbage. Især dem, der på et tidspunkt overvintrede hos S.

Mette Frederiksen har formået at rykke DF til venstre i den økonomiske politik og udstille de borgerlige som nederlagets mænd, der blot fylder regeringsbænkene ud uden at få anden politik fra hånden end det, som finder nåde hos DF's Kristian Thulesen Dahl.

Jarl Cordua

Spørgsmålet er så, om det hele kan eksplodere igen, når EU's svindelenhed formentlig inden folketingsvalget er nået frem til en konklusion?

Sagens hovedperson, Morten Messerschmidt, satser tydeligvis på, at sagen ender med en frifindelse eller en mild påtale, der ikke kortslutter hans karriere helt. Det er i al fald en sjældent set aktiv politiker, der med sæde i Europa-Parlamentet blander sig meget i den danske debat.

Senest om DR, hvor hans gamle licensforening Kritiske Licensbetalere nu bliver gravet op igen og støvet af. Der går ikke to dage mellem, at Messerschmidt skriver blogindlæg om dette og hint for at holde sit navn varmt på en påfaldende insisterende facon, der fuldstændig ignorerer de ret alvorlige anklager, der som bekendt er rejst mod manden og hans stærkt kritisable og måske endda kriminelle omgang med EU-midler.

Hvor S-DF-alliancen utvivlsomt fejrede store triumfer i foråret, så er tiden nu kommet til at teste den igen i efteråret. Og der er allerede tegn på, at et skisma nu kan være om hjørnet i forbindelse med efterårets finanslovsforhandlinger.

Regeringen har på forhånd droppet al snak om at man spiller ud med topskattelettelser, men lader alligevel sive til pressen, at det handler om skattelettelser på forskellig vis: Sænkning af registreringsafgiften for biler, afskaffelse af skat på arbejdstelefon, nedsættelse af licens, sænkning af bundskat, afskaffelse af punktafgifter og nu også et forslag om at fjerne loftet på beskæftigelsesfradraget, der i dag er på 8,75 procent af lønindkomsten. I dag er der en grænse for fradraget på 343.000 kroner.

Dropper man loftet, vil det også komme højtlønnede til gode. Det er formentlig derfor, S-formand Mette Frederiksen i dag i BT taler om ”topskattelettelser ad bagdøren”, hvor hun appellerer til, at DF ikke lægger stemmer til forslaget her til efteråret.

Hvis DF ender med at lægge stemmer til en finanslovsaftale, hvor man kommer igennem med disse skattesænkende forslag mod indrømmelser på velfærdsområder til DF med videre, så må S-DF-alliancen vel anses for at være brudt?

Ved at tale dramaet for meget op, risikerer Mette Frederiksen, at hendes største strategiske trumf bliver spillet af hænde. Det er ikke sket endnu, og spørgsmålet er, om det vil ske selvom DF laver en aftale med regeringen, hvad alt tyder på. Omvendt ville det også være ret mærkeligt, hvis ikke en S-leder i opposition kritiserede skattesænkninger, som også ville gavne de højstlønnede.

Regeringen har en interesse i at splitte DF-S-alliancen, og en finanslovsaftale er kilen, der kan gøre det. Man har åbenbart overtalt LA til at indse, at et frugtbart samarbejde med DF bedst kan foregå ligesom i de forkætrede nuller under Anders Fogh. Det er lokkemaden til DF. På den anden side er nej-alliancen en glimrende fald-tilbage-position for DF, hvis Anders Samuelsen og LA begynder at kravle op i træet igen for at kunne svinge den liberale fane.

Det bliver dog i det lange løb sværere for S at holde liv i en alliance med DF, hvis det faktisk lykkes at få DF med til alle disse skattelettelser. Det er muligt, at man stadig taler sammen og erklærer enighed om mangt og meget, men troværdigheden i det projekt bliver svær at holde i live, hvis den ene part hjælper regeringen med at komme igennem med sin politik, selv hvis det sker på et noget lavere ambitionsniveau.

Det står i al fald klart, at DF inden for det næste år skal bestemme sig for, om de vil gå til valg på at støtte Lars Løkke som statsminister. Man kan i den forbindelse spørge sig selv, hvad der giver mest mening, hvis man allerede nu ved, at det ender med Løkke igen: At lave politiske aftaler med sin statsministerkandidat, eller ydmyge ham endnu en gang?

Det betyder formentlig også, at DF begynder at skulle forklare, hvorfor Mette Frederiksen ikke duer som deres statsminister.

Det sker måske omkring det tidspunkt, hvor flere begynder at undre sig over, hvordan det kan være at rød blok igennem to år med nærmest total borgerkrig i meningsmålinger kun formår at spille lige op med blå blok? Og hvorfor det er umuligt at se et fælles projekt i rød blok, der er totalt splittet, især når det gælder udlændingepolitikken, men formentlig også i velfærdspolitikken og den økonomiske politik.

Det er forståeligt, at Socialdemokratiet af taktiske grunde holder kortene tæt til kroppen lidt endnu om, hvad de præcis vil når de kommer til magten.

Indtil videre spiller man rollen som regeringsalternativ uden ret meget konkret politik på hylderne, ud over at man vil have mere velfærd frem for skattelettelser og føre rets- og udlændingepolitik til højre for Djenghis Khan. Alle ved, at det kommer ikke til at ske, når S kommer i regering.

Og hvad med partilederen herself? Mette Frederiksen virker præcis som sin forgænger meget koreograferet, når hun optræder i offentligheden. Der bliver ikke sagt for meget, og hendes rådgivere er ikke kendt for at slippe hende løs blandt journalister. Mette Frederiksen virker påfaldende meget styret af sine rådgivere.

Er det ikke på tide, at Danmarks måske kommende statsminister med hendes trods alt lange parlamentariske erfaring begynder at træde i karakter og vise offentligheden, at hun kan selv, og at det er Mette Frederiksen og ikke hendes løjtnanter og rådgivere, der sidder for bordenden?

------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.