"Jeg tror ikke på filantropi"

“Du må undskylde, det er lidt kaotisk”.

Simon, den ældste søn i familien, møder mig på en bagende hed tirsdag foran Absalonkirken på Vesterbro i København. Han ligner ikke en søn af en rigmand, som han står der i joggingbukser og kondisko midt i mylderet af mennesker, der er stimlet sammen til folkekøkken under åben himmel. Men hans far er Lennart Lajboschitz, som blev milliardær, da han i 2012 solgte 70 procent af aktierne i Tiger-koncernen til en kapitalfond.

På papiret er der ikke meget civilsamfund over vores mødested. Lajboschitz-familien har brugt en del af formuen på at købe og restaurere Absalonkirken, som de nu driver som en forretning med blandt andet et folkekøkken som væsentlig indtægtskilde. Og det er hverken udvekslingsstuderende, velmenende frivillige eller førtidspensionister i løntilskud, som orkestrerer, at der er stegt kalkun og rødkål til en flad 50’er. Det er almindeligt ansatte.

Alligevel emmer det af civilsamfund, når man ser rundt på de alenlange rækker af bænke, hvor folk må sidde tæt for at gøre plads til alle. Det vender vi tilbage til.

Vi har ingen interesse i at tage patent på idéen, og jeg håber sådan set, at den vil blive kopieret en masse steder.

Simon Lajboschitz
Medstifter af folkehuset i Absalonkirken

Red verden på markedsvilkår
Først skal jeg have svar på det spørgsmål, som egentlig er anledningen til, at jeg har inviteret mig selv på middag med Simon Lajboschitz på Vesterbro.

“Jeg tror ikke på Filantropi,” sagde han på Frivilligrådets årsmøde på Docken i efteråret. Og han gentog det, da Ungdommens Røde Kors arrangerede en paneldebat på Christiansborg i april.

Så da vi har gnasket lidt på den saftige kalkun, rykker jeg rundt på et par tallerkener og et vandglas, tænder diktafonen og spørger Simon Lajboschitz; hvorfor tror du ikke på filantropi?

“Jeg tror, der er nogle muligheder for at lave nogle skalérbare ting uden for filantropien. Hvis man kan skabe noget, der gør noget godt i verden, som ikke er afhængig af donationer, kan man få det til at vokse. Og det kan virkelig få en stor impact på verden i stedet for, at man hele tiden prøver at søge donationer for at vokse,” siger han.

Logikken er, at man ikke redder verden ved at etablere ustabile projekter, der konstant er på jagt efter glade givere hos stat, kommuner og fonde.

“Det er bare mere langtidsholdbart, hvis det kan leve videre på markedsvilkår”, siger han.

Simon Lajboschitz står langt fra alene med sin analyse. De senere år vi internationalt set en bølge af såkaldt venturefilantropi. Og Bestseller Foundation har også lagt strategien om og giver ikke længere klassiske donationer. I stedet for at score et skyhøjt afkast på traditionelle investeringer, skruer man i stedet ned for forventningen til indtjeningen. Man vælger at investere i projekter, som kan give et mindre afkast, samtidig med at man hjælper verdens fattigste.

”Det, vi investerer i, skal være kommercielt bæredygtigt. Er det ikke det, kommer det ikke op at flyve, og så får vi ikke det impact, vi skal have. Og så er det spild af folks tid og kræfter,” sagde fondsdirektør Kristian Sloth Petersen til Altinget i foråret.

Lajboschitz-familien forventer heller ikke at skulle kapitalisere voldsomt på deres millionivestering i Absalons Hus, der udover folkekøkken også rummer aktiviteter som yoga, banko og bordtennisturnering. De er egentlig tilfredse, hvis bare det løber rundt.

“Det er jo ikke kommercielt i den forstand. Vi har ingen interesse i at tage patent på idéen, og jeg håber sådan set, at den vil blive kopieret en masse steder,” siger Simon.

 Se Simon Lajboschitz  fortælle om Absalons Hus.

Må ikke blive normalt
Det nye Absalon har sloganet: "din udvidede dagligstue." Og konceptet er at skabe et fællesrum, hvor lokale, turister, høje, lave og ensomme kan mødes over et måltid mad eller et slag bordtennis.

“Vi ønsker at bringe mennesker sammen. Når du sidder tæt med folk og spiser, falder du automatisk i snak med folk, som du aldrig har mødt før. Og så går du måske ind i kirken senere og spiller et spil. Det er den stemning, vi gerne vil skabe,” siger han og fortsætter.

“Hvis du er meget privat anlagt, er det her ikke stedet for dig. Men der er folk, som kommer alene, og selvom der måske går lidt tid, før folk løsner op, så plejer de at falde naturligt ind i samtalen.”

Og det gælder også for mig, som finder det en smule grænseoverskridende at skulle gennemføre et interview, mens jeg smalltalker med en kvinde, der snart skal være med til at lancere en turist-app. Samtidig overvejer jeg konstant, hvordan mit tekniske gear skal overleve i virvaret af vandkander og madfade, der ikke bliver båret ud af rappe tjenere, der arbejder for at score lidt drikkepenge.

“Det her sted skal ikke være normalt. Det er ikke en klassisk restaurant med tjenere. Du henter selv din mad og bliver anbragt sammen med mennesker, du ikke kender. Alt muligt kan ske, og det er det smukke ved det,” siger Simon.

Gennem de senere år har de større byer set talrige eksempler på cafér og restauranter, som med forskelligt værdigrundlag er drevet af frivillige. Men den vej valgte Lajboschitz-familien ikke at gå, da de slog dørene op i august 2015.

“Vi er ikke vant til at arbejde med frivillige, så jeg skal ikke kunne sige så meget om, hvad det kunne have betydet at have frivillige med. Men vores tanke var, at vi gerne ville skabe en identitet med en gruppe mennesker og få den til at vokse videre til vores gæster. Og for at lave en sammentømret gruppe mennesker, så vi det som en nødvendighed at ansætte dem,” forklarer han.

Civilsamfund i kommercielle klæder
Og projektet ser ud til at være lykkedes. Især folkekøkkenet er en dundrende succes, og der er stuvende fuldt mere eller mindre hver aften.

Noget af det, som glæder Simon mest er, at der eksempelvis er en hel opgang i lokalområdet, som kommer fast og spiser sammen en gang om ugen. De lidt introverte danskere har det nemlig til tider svært ved at komme hinanden ved i det velsmurte velfærdssamfund.

“Du må ikke være i tvivl om, at jeg er en stor tilhænger af velfærdsstaten. Det er jeg virkelig. Selvfølgelig skal skoler, hospital og plejehjem være gratis. Det er fantastisk, som staten tager sig af de svageste i Danmark. Men bivirkningen er måske bare, at det bliver mindre naturligt for os at være sociale med fremmede mennesker,” siger han.

Han nævner en bus som eksempel. I udlandet spørger folk høfligt, om personen på yderpladsen vil rykke sig, så man kan komme ud. I Danmark stiller vi os anstrengt med vores taske og signalerer med vores krop, at personen gerne må flytte sig.

“Vi opfatter os jo ikke selv som uhøflige, men vi har det svært ved at interagere socialt med folk, vi ikke kender,” siger Simon.

Og så er vi tilbage ved, hvorfor folkehuset på sin egen måde emmer af civilsamfund.

“Jeg tror, vi har behov for forskellige initiativer, som binder os sammen. Og det kan ikke altsammen være styret af staten. Den offentlige sektor ville aldrig kunne skabe den her kaotiske og uforudsigelige stemning, som også er med til at gøre det til noget særligt. Og som måske gør, at folk i lokalområdet rykker tættere sammen,” siger han.