Kommentar af 
Jens Christian Grøndahl

Jens Chr. Grøndahl: Lutheranske muslimer?

KOMMENTAR: Uffe Østergaard har ret. Men Danmarks fremtid afgøres heldigvis ikke i en luftig debat om muslimernes tro kontra det danske samfunds kulturelle præmisser, men i hverdagslivet, i et frem-og-tilbage af selvudfoldelse og tilpasning. Og ingen ved, hvor det ender, skriver Jens Chr. Grøndahl.

FORBEDRING: Muslimsk Ungdom i Danmark mener ikke, at de skal give afkald på deres værdier, men i stedet at disse værdier kan bidrage til et bedre Danmark.
FORBEDRING: Muslimsk Ungdom i Danmark mener ikke, at de skal give afkald på deres værdier, men i stedet at disse værdier kan bidrage til et bedre Danmark.Foto: Polfoto/Anthon Unger
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg har endnu til gode at møde en lutheransk muslim. Det lyder lidt som en fisk på cykel, men jeg kan tage fejl. Verden er fuld af overraskelser, og vi overrasker ikke mindst os selv, når tingene udvikler sig anderledes, end vi havde forestillet os.

Sådan er det gået for historikeren professor emeritus Uffe Østergaard. I et interview med Jyllands-Posten 13. september fortæller han, hvordan han er kommet til at se anderledes på spørgsmålet om integration og muslimsk liv i Danmark. Integration er ikke nok, mener han. Muslimerne skal assimilere sig, ligesom jøderne har gjort:

”Jeg tænkte i mange år, at vores samfunds sammenhængskraft sagtens kunne holde til indvandringen. Men jeg har erkendt, at vores samfundsmodel er mere skrøbelig, end jeg troede. Vi skal ikke være så beskedne. Det er ikke nok, at de mennesker, der kommer til Danmark med en anden kultur og religion end vores, overholder landets love. De skal gå ind for vores samfund, og de skal assimilere sig, ellers kan vi ikke opretholde sammenhængskraften. Vi skal turde tale om, at vi kræver assimilation.”

Uffe Østergaard mener, at det er en fejltagelse, når man sammenligner med amerikanske forhold, for i modsætning til indvandringsnationen USA er Danmark en homogen nationalstat, hvor ”vi i dag alle er blevet sprogligt assimileret, idet vi har lagt vores dialekter fra os for at leve op til kravet om at tale rigsdansk. Det er den samme bevægelse, vi har brug for, at der sker med indvandrere i dag … Muslimer må blive lutheranere, ellers er vi på den.”

Vi går jo ikke rundt mellem hinanden som borgere, der høfligt løfter på hat, kalot eller turban, idet vi samdrægtigt istemmer ”An die Freude” fra Beethovens Niende.

Jens Chr. Grøndahl

Det betyder ikke, at muslimerne skal konvertere, præciserer han, men de ”må indse, at de har pligt til at bidrage til samfundet og fællesskabet – de har ikke kun rettigheder – og at de ser arbejdet som livets mening. De skal tro på staten og på folket.”

Ifølge Uffe Østergaard er Luther en forudsætning for velfærdsstaten, og han ser Socialdemokratiet som en sekulariseret form for lutheranisme. Udgangspunktet er Luthers betoning af pligten og hans afvisning af, at man med en from livsførelse gør sig fortjent til Guds nåde. Man kunne tilføje, at Luther desuden banede vejen for den adskillelse mellem det religiøse og det politiske liv, der ligger til grund for et verdsligt samfund.

Jeg kan godt følge Uffe Østergaards tankegang. Jeg har også oplevelsen af, at samfundsudviklingen sætter spørgsmålstegn ved mine hidtidige antagelser. Der er voldsberedskabet og fanatismen i de radikaliserede miljøer, hvor fremtidens terrorister rekrutteres. Der er ghettoernes parallelsamfund, hvor man nyder godt af de danske velfærdsgoder uden at deltage i det danske liv med alt, hvad det indebærer af medansvar, ligestilling, ytringsfrihed og tolerance over for andre mindretal som for eksempel jøder og homoseksuelle.

Vi er ikke fremmede indvandrere i Danmark, men født og opvokset her, på lige fod med etniske danskere, og har derfor retten til at definere landets værdier på lige fod med ikke-muslimer.

Organisationen Muslimsk Ungdom i Danmark

Integrationsproblemerne er reelle nok, dem kan man ikke afvise, blot fordi de forstyrrer ens humanistiske sindelag. Og de bliver ikke mindre, når nogle af de flygtninge, der beder om vores beskyttelse, viser sig uvillige til at anerkende værdierne i det samfund, hvor de har søgt tilflugt.

Til gengæld har det nok lange udsigter med de muslimske lutheranere, som Uffe Østergaard efterlyser. I et åbent brev til professoren gav Muslimsk Ungdom i Danmark i hvert fald sit klare og utvetydige svar: ”Assimilation er fuldstændig udelukket. Den muslimske ungdom vil ikke gennemgå en lutheransk kompromisløsning i Europa, på samme måde som du i indlægget nævner, at jøderne i Danmark har gjort. Det nægter vi af den simple årsag, at vores efterliv ikke er noget vi tør satse, for en midlertidig anerkendelse i det verdslige liv … Islam er et komplet livssystem, hvor samfund og spiritualitet er to sider af samme mønt og ikke til at adskille.”

Det er klar besked. Muslimsk Ungdom i Danmark taler nok ikke på vegne af alle danske muslimer, men for diskussionens skyld må vi her gå ud fra, at synspunktet er forholdsvis udbredt. Allervigtigst er dog tilføjelsen længere nede i de unge muslimers brev: ”Vi er ikke fremmede indvandrere i Danmark, men født og opvokset her på lige fod med etniske danskere, og har derfor retten til at definere landets værdier på lige fod med ikke-muslimer. Vi mener ikke, at succeskriteriet for muslimer i Danmark er, at de skal give afkald på deres værdier, men mener tværtimod, at disse værdier kan bidrage til et bedre Danmark.”

Her vil nogle spidse ører. Hvordan, sådan mere konkret, forestiller brevskriverne sig, at muslimske værdier vil kunne forbedre det danske samfund? Frem for straks at slippe paranoiaen løs med skrækvisioner om sharia på Christiansborg, foreslår jeg, at vi afventer de unge muslimers eget svar.

I mellemtiden skylder vi at anerkende deres danske identitet. Her er de født, her har de hjemme. Her har de rod, herfra deres verden går. Det må i sig selv være fremmedgørende at blive betegnet som ”andengenerationsindvandrer”, når man ret beset er førstegenerationsdansker.

Selv om vi stopper al indvandring til Danmark, inklusive kvoteflygtninge, vil der stadig være et stort mindretal af danskere, der ikke kan identificere sig med den lutherske danskhed, som Uffe Østergaard taler om. Dem er flertallet nødt til at komme overens med, og det samme gælder selvfølgelig den modsatte vej.

Indtil for kort tid siden ville min egen løsning have været, at vi alle sammen, etniske danskere såvel som muslimer, må lære at skelne mellem samfundet som politisk fællesskab og de kulturelle eller religiøse fællesskaber, vi i øvrigt indgår i. Alle er forpligtede af fællesmængden, der til gengæld må kunne rumme forskellige kulturelle delmængder, når blot de respekterer hinanden i pluralismens og demokratiets navn.

Det handler ikke kun om at overholde landets love, men også om at agte og ære de demokratiske principper, der gør folkestyret muligt, selv når principperne strider imod éns religiøse værdier. Det handler med andre ord om verdslighedens primat i forhold til enhver religiøs doktrin.

Sådan er det i Frankrig, som Uffe Østergaard også kommer ind på i interviewet med Jyllands-Posten. Her har man ”krævet kulturel assimilation, for eksempel må man ikke bære religiøse symboler i skolen. Ulykken for Frankrig var så, at man fik isoleret indvandrerne i forstæderne.”

Nu er Frankrig jo en republik baseret på Oplysningstidens idealer om verdslighed og frihedsrettigheder til forskel fra Danmark, der som nationalstat fandt sin selvforståelse i den grundtvigianske romantik. En forestilling om folket som en organisk, énstænkende helhed med rødder i den samme fælles historie.

Fordi vi er sådan nogle uforbederlige romantikere, blander vi danskere begreberne ”folk” og ”borgere” sammen i stedet for at skelne, som franskmændene gør, og sige, at enhver kan blive dansker, når blot man kan tilslutte sig – nej, ikke de danske værdier, men de demokratiske principper.

Problemet er nok bare, at den skelnen simpelthen er for abstrakt for de fleste almindelige mennesker, hvad enten de har fransk eller dansk pas. Det går da heller ikke bedre i Frankrig end her, tværtimod, når det handler om at assimilere eller bare integrere de trøstesløse forstæders muslimske underklasse.

Det skal retfærdigvis nævnes, at Frankrig gennem mere end hundrede år tog imod millioner af polakker, portugisere, italienere og nordafrikanere fra de tidligere kolonier, der alle lærte at ranke ryggen til Marseillaisen.

Dén succeshistorie kunne indtil for nylig have fået mig til at konkludere, at Uffe Østergaard med sin snak om Luther og sammenhængskraften gør sig skyld i den romantiske fejlslutning at sammenblande ”folk” og ”samfund”.

I den bedste af alle verdener ville jeg også have haft ret, men demokratiet er nu engang ikke først og fremmest en filosofisk idrætsgren. Det er til hverdag såmænd bare den mindst ringe styreform i en verden, der er alt andet end perfekt.

Vi går jo ikke rundt mellem hinanden som borgere, der høfligt løfter på hat, kalot eller turban, idet vi samdrægtigt istemmer ”An die Freude” fra Beethovens Niende. Vi går omkring med hele bagagen af værdier, skikke, følelser og tro eller tvivl. I et stadig mere multietnisk samfund betyder det, at vi derfor bestandig færdes i en tvetydig zone mellem fortrolighed og fremmedgørelse.

Igen og igen løber vi ind i det store, græsselige spørgsmål, om et multietnisk samfund også kan være multikulturelt uden at gå i stykker.

Uffe Østergaard fortjener alles respekt for, at han konfronterer os med spørgsmålet. Han er endda hæderlig og menneskeligt rummelig nok til at indrømme sin usikkerhed. Han mener ikke, der kan rokkes ved, at man her i landet bader nøgne efter sport, men han er uafklaret, når det drejer sig om de forkætrede tørklæder.

Selvfølgelig har han ret i, at Folkekirkens lutherske kristendom er virksom overalt i det danske samfund, også hvor vi ikke drømmer om det, i vores arbejdsmoral, i vores foreningsliv, i vores tillid til hinanden og i vores forståelse af den enkeltes forhold til fællesskabet. Og med samme selvfølgelighed måtte det virke som en rød klud på de unge muslimer, da han sagde det så tydeligt.

Hvis vi skiller tingene lidt ad, kan man godt argumentere for, at Uffe Østergaards krav om at deltage og bidrage har mere med socialpolitik end med religion at gøre. Alle er vel enige om, at man ikke skal kunne sidde i Vollsmose og putte sig under sit tørklæde med en sukkersyge som undskyldning for hverken at lære dansk eller stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Men hvad med de socialt velfungerende, skattebetalende muslimer, der også nægter at assimilere sig, og som tværtimod insisterer på, at ”Islam er et komplet livssystem, hvor samfund og spiritualitet er to sider af samme mønt”?

Dén indstilling til forholdet mellem tro og samfund er jo ikke bare diametralt modsat lutheranismen. Uanset hvor tolerant og multikulturel man er, må man se i øjnene, at de to synspunkter også er gensidigt udelukkende.

Uffe Østergaard har ret, vi er på den. Derfor er det også godt, at Danmarks fremtid ikke afgøres i en mere eller mindre luftig debat om integration kontra assimilation og om, hvorvidt muslimernes tro er kompatibel med det danske samfunds kulturelle præmisser.

Det er jo i hverdagslivet, at vi formes og former hinanden i et frem-og-tilbage af selvudfoldelse og tilpasning. Hverken Uffe Østergaard eller hans pennevenner i Muslimsk Ungdom kan vide, hvordan dén proces vil spænde af, eller hvor grænserne kommer til at gå. Det kan vi andre heller ikke, men vi er midt i processen.

Et næste skridt kunne være, at indfødte, muslimske medborgere spørger sig selv og hinanden om forholdet mellem deres efterliv og ”en midlertidig anerkendelse i det verdslige liv”.

Vil det være at sætte sit efterliv over styr, hvis en uledsaget, muslimsk kvinde lader sig undersøge af en mandlig læge? Vil efterlivet være på spil, hvis en muslimsk far lader sin datter gå med til klassefest – med de samme formaninger, som vi andre ville sende vores døtre afsted med?

Vil efterlivet være aflyst for muslimer, der afholder sig fra virale hadkampagner mod trosfæller, der kritiserer omskæring af drenge? Afhænger efterlivet af fordomsfuld modvilje mod jøder og homoseksuelle?

Jeg kunne blive ved, men vil stoppe her. Danske muslimer er selv de bedste til at stille de relevante spørgsmål, dér hvor det gælder. I hverdagens møde med det samfund, der ganske rigtigt lige så fuldt er deres. Deres ansvar, deres udfordring, deres skæbne.

-------------

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. Jens Christian Grøndahl holder en lille pause som skribent for Altinget, men vender tilbage igen med sin skarpe pen 12. november.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00