Jens Chr. Grøndahl: Vive la vie!

Jeg begyndte på min klumme tirsdag formiddag. Vi skulle have børnefødselsdag senere på ugen, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte være i god tid. Jeg gav mig til at skrive om Emmanuel Macron og Marine Le Pen, selvfølgelig, det er jo i dag. En skæbnestund for Europa? Det skrev jeg for nogle klummer siden, og det er vel sandt nok. Eller også er det ikke. Midt i en sætning om globaliseringen og de europæiske højrefløjspartier gik jeg i stå. En uovervindelig træghed kom pludselig over mig, en følelse af modstand og lede, som jeg først forstod senere på dagen.

Heldigvis blev jeg distraheret. Efter skoletid skulle vi med vores piger og deres bedstemor til Lund. Det er blevet en tradition, at vi tager derover 1. maj. De sidste to gange har vi skullet have pas med. Mærkeligt, når man er vokset op med at krydse Sundet, som om det var en grøft, man sprang over.

Min svigermor havde glemt både pas og kørekort hjemme i Skagen, så hun måtte først hen på politistationen i Kastrup Lufthavn for at få udstedt et nødpas. Endelig kunne rejsen begynde. Da vi stod i kø på perronen med legitimationen parat, lagde min ældste datter mærke til, at alle paskontrollørerne var af anden etnisk herkomst end dansk. Det var ikke lige sådan, hun formulerede sig. Jeg ved heller ikke, hvad man skal lægge i det. Ingenting, måske.

Solen skinnede som bladguld i de urolige bølger under broen, og før vi fik set os om, stod vi på det asiatiske fastland. Man skal ikke længere end til Skåne, så er alting anderledes, selv i vores tabte landsdel. Herskabelige beboelsesejendomme i jugendstil med noget, der minder om løgkupler på toppen. Findes ikke i DK. Eller et hvidt, klassicistisk hus med en renfærdig, frostklar aura af Sankt Petersborg.

Traditionen vidner om, at svenskerne ikke ser nogen uforenelighed mellem den brede befolkning og den akademiske elite.

Jens Chr. Grøndahl

Læs mere: Dan Tschernia: LA PRESIDENTE

Jeg kan ikke besøge Lund uden at tænke på Dostojevskij, men jeg tænker også på Strindberg. Mens han skrev Inferno boede han i et af de kønne huse omgivet af haver og malede plankeværker ligesom det hos Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla. Idyl og eksistenskvaler, høj sol og dybe skygger. Tradition og modernitet, kunne man også sige, men i dag holdt vi fri. Vi slog et smut indenfor i den overvældende domkirke af granitkvadre, hvor selveste Valdemar Sejr lod sig krone.

På torvet udenfor stod en lille gruppe trofaste og rullede de røde faner ud. De markerede hundredeåret for den russiske revolution. En højgravid pige i tyverne baksede med et banner. I det mindste vil hendes søn eller datter vide, hvem Lenin var. Et stykke fra dem fjollede nogle arabiske drenge rundt på deres mountainbikes. En af dem fulgte interesseret med i demonstrationsforberedelserne, mens han tog sig i skridtet.

Vi var kommet for at høre studentersangerne synge foråret ind. Vi var ikke de eneste. Da klokken nærmede sig seks, begyndte en stadig tættere folkemængde at sive bag om domkirken i retning af haven foran universitetet.

Studentersangerne består ud over det faste kor af gamle studerende, der kommer rejsende fra hele Sverige for at være med denne dag. Nogle af de hvide huer er noget falmede efterhånden, men ikke humøret. Sangerne havde sædvanen tro taget opstilling på trappen foran hovedbygningen. Folk stod tæt i den skrå sol, der fik de blomstrende magnolier til at lyse. I år var de på grund af kulden i april knap nok sprunget ud. De lignede flammer, tænkte jeg, da mandskoret stemte i, hver af stemmerne som en oprakt magnolieblomst.

Et kor af blomster, et orgel af stemmer. Og så den særlige lyd af Sverige, en folketone, der både er blid og melankolsk, rundet af skærgård og dybe skove, knagende hårde vintre og forårets glasagtige klarhed. En indgroet viden om, at sommeren er kort:

Sjung om studentens lyckliga dag,
låtom oss fröjdas i ungdommens vår!
Än klappar hjärtat med friska slag,
och den ljusnande framtid är vår.

Noget andet var heller ikke som derhjemme. Universitetet og byen virker uadskillelige. Efter sigende udgør de studerende 80 procent af Lunds befolkning, men alle aldersgrupper var repræsenteret i mængden, der lyttede til de mere eller mindre gråsprængte studentersangere. Det var en folkelig begivenhed. Det var også noget så sjældent for en dansker, som foreningen af folkelighed og alt det elitære, et universitet symboliserer.

Læs mere: Kun et clean cut til fascismen giver indflydelse

Det hele blev som sædvanlig transmitteret af STV. Det ganske land følger med, og traditionen vidner om, at svenskerne ikke ser nogen uforenelighed mellem den brede befolkning og den akademiske elite. Fra folkelig side en kærlig veneration over for de skøre studenter. Fra trappen et flor af løftede huer. Hurra!

I magnoliernes genskær var ”eliten” ikke et skældsord, men et synonym for blomstring. Hvor langt man kan nå, hvis man er ung, kvik og videbegærlig. Vi var langt fra al politik, det var befriende. Jeg fik helt dårlig samvittighed, da jeg kom til at tænke på Macron og Le Pen. I dag måtte de klare sig uden mig, men hånden på hjertet: Det bliver også forår i Frankrig, uanset hvem der skal være præsident.

Jeg kom til at tænke på min franske oversætter, Alain, der desuden har oversat både Karen Blixen og Astrid Lindgren. Som ung studerede han i Lund, og han taler stadig om den tid som sine lykkeligste dage. Han tog en lille bid af Sverige og Norden med sig hjem til Frankrig, hvor hans viden om os og hans evne til at gengive vores litteratur bliver værdsat af forlæggere og læsere.

Sådan hænger Europa sammen trods krisestemning og bruxellofobi. Når de politiske kanaler tilstoppes, er der stadig de personlige historier om møder, kontakt og menneskelig berigelse.

Fotografen Viggo Rivad, der døde sidste år, fortalte mig engang, hvordan han i årene efter krigen tog til Paris og boede der i månedsvis. Da han ikke længere havde penge til hotelværelset, gik han ned til Seinen og spurgte de hjemløse under en af broerne, om han kunne sove hos dem. De anviste ham beredvilligt en plads og blev hans nye venner.

Rivads pariserbilleder fra de tidlige 50’ere er blevet en skat i vores fotografiske kulturarv, og sådan er indtryk og tanker i tusind år rejst op og ned på kontinentet tillige med rav og guld, sådan som Lars Mikkelsen fortæller om hver søndag. Vi var europæere, før nogen begyndte at tale om Europa.

Da jeg engang besøgte litografen Peter Bramsen i hans parisiske værksted, tog han mig med hen på sin lokale café i Maraiskvarteret. Peter har boet i Paris det meste af livet. Han har trykt litografier for kunstnere som Asger Jorn og Pierre Alechinsky og er med sin historie det bedste eksempel på, hvad jeg taler om.

Der var trængsel ved zinkdisken, og vi hilste på en lille, gråhåret mand i læderjakke, en af ”les habitués”. Han fortalte, at han havde boet i Danmark som dreng. Efter krigen sendte man blegnæbbede, skrantende franske børn op på gårde i Jylland, så de kunne få huld på kroppen. Han talte med varme om, hvordan han havde kørt i hestevogn og hjulpet med at malke. Den tyske besættelse var hans første erindring, men hos en jysk familie havde han fået mod på livet.

Lykkelig er den, der kan se tilbage på sin ungdom som tiden, hvor ”den ljusnande framtid är vår,” som studentersangerne synger i Lund. Og skam få det samfund, der ikke lader sine unge komme til, så de kan skabe sig et liv efter deres eget hoved.

Læs mere: Per Stig til Krarup: Et EU i opløsning truer freden

Det er jo problemet i Frankrig, hvor ungdomsarbejdsløsheden skriger til himlen, og behovet for reformer gør det samme. Hvis Emmanuel Macron, som det ser ud til, bliver Frankrigs næste præsident, vil hans største opgave blive at overbevise franskmændene om, at det er muligt at forene social tryghed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet.

Han siger, at han er inspireret af den skandinaviske model, men vil det lykkes i et land, hvor lønmodtagerne aldrig har glemt Pariserkommunen? Hvor gaden og barrikaden gennem generationer har været horisont for arbejderklassens politiske orientering?

Dét var spørgsmålet, jeg havde givet mig i kast med, da jeg klappede computeren sammen for i stedet at tage til Lund med min familie. Godt det samme, jeg har jo ikke noget svar. Hvis en tur til Lund giver indblik i, hvor forskellige selv danskere og svenskere er, hvordan skulle vi da kunne gøre os kloge på franskmændene?

Vi har kun den gensidige inspiration mellem nord og syd, der har stået på i århundreder. Vi har kun foråret og den urolige forårsfornemmelse, at fremtiden tilhører de unge, uanset hvor svært man gør det for dem.

Politik og bagklogskab vil altid komme til kort sammenlignet med deres utålmodige livslyst. Erindringen om dén kan få selv en hvidhåret studentersanger til at løfte stemmen, når magnolierne blomstrer.

........

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.