Debat: Vi skal erkende medicinens mangler og usikkerheder

Af John Brodersen
Professor ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet

Hvor er det glædeligt at læse, at både en tidligere og nuværende hospitalsvicedirektør, en tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen, og to formænd; én for Dansk Selskab for Almen Medicin og én for de Lægevidenskabelige Selskaber, alle er enige om, at der forekommer betydeligt overforbrug, overbehandling og overdiagnostik i det danske sundhedsvæsen, og at dette er skadeligt for borgerne, patienterne, sundhedsvæsenet og samfundet.

Mine fire meddebattører: Else Smith, Henrik Ullum, Torben Mogensen og Anders Beich er også alle inde på nogle årsager og virkningsmekanismer til, hvorfor der forekommer overforbrug, overbehandling og overdiagnostik.

En årsag er for eksempel urealistiske høje forventninger hos borgerne, patienterne og politikerne til sundhedsvæsenet, som alle må siges at være post-faktuelle i deres illusioner om sundhedsvæsnets gavnlige og skadelige konsekvenser.

En anden vigtig årsag er økonomiske incitamentstrukturer, der fremmer flere undersøgelser, mere behandling og hyppigere diagnoser, eksempelvis DRG-takster, privat sundhedsvæsen, og andre honoreringsformer, hvor man som læge bliver betalt for at gøre mere.

En tredje afgørende årsag er en nulfejlskultur inden for sundhedsområdet og en illusion om, at vi mennesker skal leve et langt liv uden risici. Dette driver læger til at udføre defensiv medicin, overundersøge, overbehandle og overdiagnosticere, fordi lægerne er bange for at få klager, bange for mediemaskinen, og underlagt en forfejlet lægelig kultur om at være fejlfrie.

Jeg vil derfor glæde mig til at se Kræftens Bekæmpelse bakke de praktiserende læger op i ikke at tage PSA-prøver på raske mænd.

John Brodersen, professor ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet

Men diagnostik er uundgåeligt fejlbehæftet, både som underdiagnostik, fejldiagnostik og overdiagnostik.

Vi skal begynde med os selv
Så der er rigeligt at tage fat på, og vi læger kunne begynde med os selv. Det er derfor prisværdigt, hvis de Lægevidenskabelige Selskaber sammen med Danske Patienter vil påbegynde et arbejde kaldet ”Vælg Klogt”, hvor målet er at fravælge det, som ikke har konsekvenser for kvaliteten af behandlingen.

Jeg vil derfor glæde mig til at se Kræftens Bekæmpelse bakke de praktiserende læger op i ikke at tage PSA-prøver på raske mænd. De praktiserende læger har brug for denne opbakning fra landets mest magtfulde patientforening.

Lad os derfor håbe på, at vi i den næste ‘Knæk Cancer’ på TV 2 kommer til at møde mænd, som er overdiagnosticeret med prostatakræft, og som står frem og fraråder andre mænd at lade sig PSA-teste. Det kunne for Hjerteforeningen være et godt eksempel at følge.

Hjerteforeningen kunne eksempelvis fraråde raske at få taget deres kolesteroltal. Vi kan også håbe på, at Danske Patienter sammen med de Lægevidenskabelige Selskaber kunne lægge et pres på Lægemiddelindustriforeningen, så deres direktør ikke længere gik i medierne med et ønske om, at alle raske skal tilbydes generelle helbredstjek.

Men desværre løser vi ikke problemerne med overforbrug, overbehandling og overdiagnostik hverken i dag eller i morgen. Overforbrug, overbehandling og overdiagnostik kan aldrig helt fjernes. Men der er betydeligt potentiale for at mindske det - og heldigvis inden for visse områder stort set at undgå skaderne.

Der skal lovændringer til
Men hvis vi som samfund for alvor vil gribe fat om disse problemer, vil det også kræve lovændringer, ændringer af vores syn på hvad sundhed og sygdom er, og ændringer af den måde sundhedsforskning belønnes og fremmes på.

Helt ind i den videnskabelige litteratur kan det konstateres, at der mangler viden om, hvordan overforbrug, overbehandling og overdiagnostik mindskes eller undgås. Ser man eksempelvis på, om overdiagnostik afrapporteres i videnskabelige artikler om screening for kræft, så er svaret: Stort set ikke.

Og ser man på, om overforbrug, overbehandling og overdiagnostik er naturlige emner, der belyses i diverse kliniske guidelines, så er svaret igen: Stort set ikke.

Min opfordring til os alle skal derfor være: Lad os alle erkende medicinens mangler, usikkerheder og potentielle skadelige virkninger og med denne ydmyghed in mente begrænse overforbrug, overbehandling og overdiagnostik, der hvor vi allerede har en viden om, at vi gør mere skade end gavn.