Josephine Fock: 2025-plan udstiller Finansministeriets handicap

Kristian Jensen spørger Adam: ”Hvordan øger vi beskæftigelsen i Danmark?” Adam svarer: ”Kære finansminister, det gør vi med økonomiske incitamenter som kontanthjælpsloftet, en lavere integrationsydelse og en reform af SU-systemet”. Kristian Jensen smiler og takker Adam for hans skråsikre og præcise svar, for nu ved han, hvad der skal med i 2025-planen for at få flere mennesker i job.

Ovenstående dialog er selvfølgelig fiktion, for ADAM er en regnemodel og kan slet ikke tale, og finansministeren er uden tvivl langt mere grundig og velovervejet, end min lille anekdote måske fremstiller ham. Det, der ikke er fiktion, er imidlertid, at det netop er ADAMs løsninger, der er endt i den nye 2025-plan, som regeringen præsenterede i sidste uge.

For hvis man sænker ydelserne til de folk, der ikke er i arbejde, så kommer de i arbejde – ikke? Det er den forsimplede antagelse, som Finansministeriets regnemodeller bygger på. Myten om homo economicus, det evigt rationelle og forudsigelige menneske, der opfører sig som en maskine og kun drives af penge. Et menneske uden følelser, uden socialitet og uden værdier.

Sådan er vi mennesker naturligvis ikke. Og det ved jeg, at finansministeren også udmærket er klar over. Men regnemodellerne bliver nødt til at forholde sig til en forsimplet udgave af mennesket, en robot-udgave, fordi vi er alt for komplekse væsner til, at de kan forstå vores adfærd. De kan ikke rumme, at vi også er sociale og moralske væsner, der drives af andet og meget mere end bare penge.

Derfor er det forunderligt, men desværre ikke overraskende, at 2025-planen slet ikke indeholder noget afsnit om hverken klima, miljø, natur eller grøn omstilling. Faktisk er ordet ’klima’ ikke nævnt én eneste gang på planens 147 sider.

Josephine Fock

Det gør ikke regnemodellerne ubrugelige, men det gør det nødvendigt, at vi ikke lader dem styre hele vores samfundsudvikling. Og at vi forholder os kritisk til, om deres beregninger faktisk afspejler virkeligheden.

For eksempel har tidligere vismand, Nina Smith, flere gange været ude og sige, at der ikke er mange lavthængende frugter at hente med arbejdsmarkedsreformer, og hun bakkes op af flere topøkonomer.

For de fleste af de mennesker, der i dag er på kontanthjælp, har regeringens økonomiske incitamenter ingen betydning. Hvis de kunne arbejde, gjorde de det allerede. Den eneste effekt, de lavere ydelser har for dem, er øget ulighed og potentielt mindre selvværd og mening i tilværelsen. 

Frem for et snæversynet fokus, der skaber dårligere vilkår for mennesker, som har brug for en hjælpende hånd, skal vi fokusere på kvaliteten af vores velfærdssamfund.

For nylig påpegede Det Økonomiske Råd, hvordan normeringen i dagtilbud kan have positive effekter på forældrenes arbejdsudbud, og hvordan kvaliteten af børnepasning kan øge børnenes fremtidige arbejdsdygtighed. Sådanne positive effekter af offentlige sociale tiltag ignoreres fuldstændig i den måde, der i dag regnes på i Finansministeriet.

Regnemodellerne kan heller ikke forstå, at vores natur har værdi i sig selv. For modellerne vil investeringer i miljø og klima altid være en udgift, som aldrig betaler sig. På den bekostning har man det seneste år sløjfet PSO-afgiften, lagt afgifter på elbilerne og indgået Nordsøaftalen med Mærsk og Dansk Undergrunds Consortium – alt sammen fordi man sætter den økonomiske bundlinje over den miljømæssige.

Derfor er det forunderligt, men desværre ikke overraskende, at 2025-planen slet ikke indeholder noget afsnit om hverken klima, miljø, natur eller grøn omstilling. Faktisk er ordet ’klima’ ikke nævnt én eneste gang på planens 147 sider. Ja, du læste rigtigt – ikke en eneste gang. For regnemodellerne kan ikke forstå, at det er bydende nødvendigt, at vi sætter gang i en massiv, grøn omstilling. Man kan ikke fortælle dem, at der ingen job er på en død planet.

Det ville være et stort skridt mod et mere realistisk grundlag for politiske prioriteringer, hvis vi kunne tilpasse de anvendte regnemodeller i Finansministeriet, så de kunne operere med en langt mere kompleks virkelighed, end tilfældet er i dag. Og hvis de sikrede, at der var balance på ikke bare den økonomiske, men også den sociale og den grønne bundlinje. Men indtil det lykkes, skal vi så ikke stoppe med at give Finansministeriets regnemodeller så meget indflydelse på hele indretningen af vores velfærdssamfund?

.......

Josephine Fock er medstifter af partiet Alternativet. Hun er gruppeforkvinde i partiet, ordfører for finans og økonomi, samt flygtninge- og integrationsordfører. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.