Karakterkrav koster minister en tur i samråd

KARAKTERKRAV: Enhedslisten kalder uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i samråd, efter han har samlet et flertal i Folketinget, som vil lade universiteter indføre faste karakterkrav.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen må en tur i samråd, efter han har samlet flertal for karakterkrav på universiteterne.
Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen må en tur i samråd, efter han har samlet flertal for karakterkrav på universiteterne.Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Cecilie Gormsen

Det er en dybt skadelig udvikling, hvis der indføres et fast karakterkrav til universitetet. Sådan lyder reaktionen fra Enhedslistens uddannelsesordfører Eva Flyvholm, efter at regeringen har fundet flertal for at give Københavns Universitet grønt lys til at indføre et generelt karakterkrav på 6. 

"Regeringen overser, at pointen med at tage en uddannelse er at lære noget nyt og blive dygtigere i forløbet. Så er det jo ikke specielt smart at forhindre folk i overhovedet at komme i gang," siger Eva Flyvholm i en pressemeddelelse. 

Eva Flyvholm og Enhedslisten har nu kaldt uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i samråd. Her skal ministeren redegøre for, hvilke grupper der vil blive afskåret fra universitetet, og hvad det vil betyde for den sociale mobilitet og antallet af unge, der får en videregående uddannelse.

"Der findes masser af velbegavede unge mennesker, der måske ikke helt har lagt sig i selen i gymnasiet, men som vokser med opgaven i løbet af studietiden. De bliver nu afskåret fra at komme på universitetet, og det er der ingen, der vinder ved," siger Eva Flyvholm.

Lunde: En god ide
Ifølge Berlingske er regeringen og et flertal i Folketinget klar til at fremstille et lovforslag i slutningen af februar, som gør det muligt for universiteterne at indføre minimums­karakterkrav på bacheloruddannelser på kvote 1, uden at de samtidig skal stille samme krav på kvote 2.

Det sker, efter at Københavns Universitet har udtrykt ønske om at indføre krav, om at kommende studerende skal have mindst 6 i karaktergennemsnit for at blive optaget på kvote 1.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) kalder det ifølge Berlingske "rigtig, rigtig fint, at KU nu vil indføre adgangskrav".

"Det er nødvendigt med krav. Der er en bevidsthed, om at det kræver noget at komme ind," siger han til avisen.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Esben Lunde Larsen

Senior landbrugsspecialist, Verdensbanken, fhv. miljø- og fødevareminister, uddannelses- og forskningsminister og MF (V)
cand.theol. (Københavns Uni. 2008), ph.d. (Københavns Uni. 2013)

Eva Flyvholm

Fhv. MF (EL) og medlem, Dataetisk Råd
cand.scient.adm. i offentlig administration og internationale udviklingsstudier (Roskilde Uni. 2009)

0:000:00