Kettel til kamp for kolleger

MANDAGSTRÆNER-SPECIEL: To tidligere departementschefer tager i ny bog fejl i deres kritik af systemet, siger Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, i dette interview med Susanne Hegelund og Peter Mose.

Foto: Erik Refner / Scanpix
Susanne HegelundPeter Mose

Ikke færre end ti nye departementschefer på bare fem år. Så mange nye topfolk har indtaget ministerierne, siden regeringen besluttede at indføre en ny, mere formaliseret proces, når der skulle ansættes nye departementschefer.  

Christian Kettel, Statsministeriets departementschef siden 2010, har været involveret i samtlige af disse ansættelser.

Men er den nye generation af 'DC’ere' tilstrækkeligt kvalificeret til at beherske lederjobbets mange facetter? Kan de lede et helt ministerium inklusive skarp her-og-nu ministerbetjening, politik-udvikling, faglighed og drift? Er holdet fagligt tungt nok på substansen – eller opkomlinge, der ikke kan meget andet end at skæve over mod Finansministeriet?

Ex-departementscheferne Peter Lofts og Jørgen Rosteds nys udkomne 'Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem' kaster ikke blot et kritisk blik på den danske embedsmandsmodel, men også på den øverste embedsmands-bestykning på Slotsholmen.

Christian Kettel er som departementschef-kredsens førstemand ikke blevet opmuntret af læsningen, der efter hans opfattelse på en række stræk ikke udlægger forholdene på Slotsholmen korrekt.

”Det fremstilles, som om den nye generation af departementschefer er letvægtere. Det er jeg ked af. Bogen giver et billede af, at departementschefer i gamle dage – i modsætning til nu – var modne mænd med høj dømmekraft og stor erfaring med ledelse af større organisationer og i øvrigt besad meget stor faglig indsigt på deres eget område,” konstaterer Christian Kettel.

Det er ikke ofte, Statsministeriets førstemand siger ord. Christian Kettel er ikke kendt som en mand, der ligefrem opsøger rampelyset. Så hvorfor er det væsentligt at markere sig oven på Lofts og Rosteds skriverier?

”Der står så mange ting i bøger, men jeg er ked af det billede, denne bog efterlader. Jeg synes ikke, det er rimeligt i forhold til generationen af yngre departementschefer.”

Professionel rekruttering
Loft og Rosted skriver om udvælgelsesprocessen af nye departementschefer, at det spiller ”en mindre rolle, om vedkommende har kompetencer fra og erfaring med at få en stor organisation til at fungere effektivt – både i forhold til kvalitet og sikkerhed i opgaveløsningen og i forhold til økonomisk effektivitet.”

Her står Kettel af, netop fordi der i de seneste fem år er blevet arbejdet med den ny, mere tidssvarende rekrutteringsmodel, der har skullet afløse tidligere tiders angiveligt mindre professionelle old boys-netværk.

”Forfatternes påstand er ikke rigtig, tværtimod. Erfaring fra ledelse af større organisationer er blevet helt central i udvælgelsen af nye departementschefer. Da man ændrede rekrutteringsprocessen, gik man netop ind og satte fokus på, at departementschefer skulle have egentlig driftsmæssig erfaring, og det er i høj grad lykkedes,” mener Christian Kettel.

Han peger på, at ni ud af de ti senest udpegede departementschefer har indgående erfaring med driftsledelse. ”Det – er jeg sikker på – var ikke tilfældet tidligere. Det var i hvert fald ikke tilfældet for mig selv og for så vidt heller ikke for de to forfattere.”

Han blev selv departementschef  i 2005 i Finansministeriet efter en årrække samme sted, mens Jørgen Rosted blev udnævnt til departementschef i Erhvervsministeriet i 1993 efter flere år i Finansministeriet. Peter Loft blev den foreløbig sidste departementschef af svundne tiders skole, hvor embedsmanden støt og roligt arbejdede sig op i et enkelt fagministerium og ikke sjældent nåede at fejre 40-års jubilæum, inden pensionen ventede.

Loft blev ansat i Skatteministeriet i 1980, blev departementschef samme sted i 1993, hvor han siden i 19 år nåede at betjene otte skatteministre. ”Nogen vil måske nok sige, at jeg ikke kunne andet end skat. Og det er måske også rigtigt. Men så kunne jeg også skatten bedre end nogen udefra,” forklarer han i et interview med Altinget.

Christian Kettel fastholder imidlertid, at også nutidens departementschefer er fagligt kompetente og ikke udelukkende skarpe på ”policydelen”. Han peger på, at seks ud af de ti senest udnævnte har været ansat i ressortministeriet tidligere, og at flere af de øvrige har en anden fortid inden for ministeriets faglige felt. Det gælder eksempelvis Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, der har årtiers erfaring med sundhedsvæsenet fra sin tid som direktør i amter og regioner.

Føler du din ære beklikket?

”Ikke min egen ære, for jeg er vel netop af den gamle skole, forfatterne omtaler som den fornuftige med god dømmekraft, der kan lede store organisationer og har indsigt på ressortområdet.  Det, jeg derimod er ked af, er billedet af den nyere generation af departementschefer, der fremstilles som letvægtere. Det står i modsætning til, at der netop fra ledende politisk hold både nu og tidligere er blevet lagt stor vægt på at få faglige, ledelsesmæssige profiler frem, altså helt modsat det, bogen beskriver.”

Christian Kettel peger på, at de nye rekrutteringskrav derimod ikke gør det nemt for den afdelingschef, der i tidligere tider – som han selv – støt og roligt kunne stige opad i hierarkiet i sit eget ministerium og ende som departementschef. I dag er det en klar forventning, at man for at kunne indtage en toppost på Slotsholmen har været rundt i systemet og har forskellige andre ledelseserfaringer bag sig end blot den rent faglige. At være skatteekspert kvalificerer ikke nødvendigvis i sig selv til, at man bliver departementschef i Skatteministeriet, hvor hovedfokus i disse år ligger på det organisationsmæssige.

Faglighed og politik er integreret
I diskussionen om faglighed peger forfatterne på, at nutidens departementschefer har en bredere, politisk orienteret profil på bekostning af den faglige kasket. Den adskillelse mellem faglighed og politik køber Statsministeriets departementschef ikke, og han vil heller ikke sætte procenter på, hvordan en nutidig departementschef kan og bør fordele sin tid mellem ”det faglige” og ”det politiske”.

”Jeg har det mærkeligt med at sige, at så er der ”policy” og så er der ”faglighed”. Jeg anerkender det ikke og genkender det ikke. Al god policy har et fagligt udgangspunkt med den hensigt at løse en udfordring ude i samfundet. OK, der kan så findes forskellige måder at løse udfordringen på, men det stammer altid fra et eller andet fagligt sted. Så er det lige med at finde ud af, hvilke løsningsmuligheder man tager fat i. Der kommer policy så ind, men det er ikke et eller andet påklistret – det er fuldt integreret.”

Centralisering
Mandagstræneren har i flere omgange beskæftiget sig med den stigende centralisering på Slotsholmen: Statsministeriet og Finansministeriet minder om Solen, hvorom de andre ministerier drejer som kloder og drabanter. 

Det vil Christian Kettel ikke direkte afvise, omvendt peger han på, at der jo koordineres mange steder i samfundet – og mere end for 15 år siden. Det handler om kompleksitet – at beslutningerne griber ind i hinanden.

”Så der foretages en forholdsvis stærk koordination af regeringsarbejdet, for man kan i stadig mindre grad dele verden op i 15 ressort-enheder, der så i øvrigt kan passe sig selv,” siger Kettel med henvisning til Venstre-regeringens 15 ministerområder.

Den koordinering skal man så kunne rumme som departementschef eller fagminister i vore dage?

”Helt klart. Plus at der er flere folk, der har en mening om de ting, man går og laver, eller som man skal tage i ed for at gøre nogen ting. På samme måde bliver man så også selv draget ind i flere ting end tidligere, for man har så også interesser på andre felter. ”

Hvis klimaministeren eksempelvis vil sætte CO2-udslippet ned med yderligere 10 procent, har han ikke selv redskaberne, påpeger Kettel. ”De ligger i Skatteministeriet og i Transportministeriet; det koster også penge, så det skal på finansloven og dermed forbi Finansministeriet. Erhvervs- og Vækstministeriet har også en mening, fordi det påvirker konkurrenceevnen, og Miljøministeriet mener noget, fordi det har noget med miljø at gøre. Og måske skal nogen af tiltagene også tages på landbrugsområdet.”

Derfor ender det ofte med, at også statsministeren skal indblandes. Christian Kettel mener dog ikke, det kan udlægges som topstyring, men snarere skal ses som koordinering.

Næsen mod Finansministeriet
I ”Hvem har ansvaret?” beskrives det, hvordan departementscheferne i stadig større udstrækning agerer som bindeled mellem Finansministeriet og fagministeriet og i mindre grad som fagministerens rådgiver og repræsentant. Det kan betyde, at man som topembedsmand kigger opad i systemet frem for på sin egen minister.

Rekrutteringsmæssigt går tendensen ligeledes mod, at en fortid i Stats- eller Finansministeriet præmieres i form af gode stillinger andetsteds. Af de ti seneste departementschef-rekrutteringer har de seks på et tidspunkt været ansat i Statsministeriet og de fem i Finansministeriet. Det kan give det indtryk, at de ledende departementschefer og deres ministre sætter folk ind, de kender i forvejen – altså en ny form for old boys-netværk.

Men det afviser Kettel: ”Det fremgår i bogen, at det er os, der indstiller. Det er det ikke. Det er ressort-ministeren, der siger til ansættelsesudvalget, hvem han eller hun vil have.”

Men der er jo nogen, der har inspireret fagministeren?

”Ja, der er gået en proces forud, og vi har været med til at interviewe nogle folk, men det er fagministeren, der beslutter, hvem han eller hun vil have”.

Men ministeren er jo blevet fodret med nogle ideer?

”Han eller hun kan også have sine egne ideer, taler med rekrutteringsbureauer og er med til at drøfte, hvem man kunne snakke med. Vi har ikke monopol på, hvem der kommer ind i gryden.”

I forhold til de discipliner, der er herskende på Slotsholmen i disse år med stigende koordinering under ledelse af Finans- og Statsministeriet, er det vel en fordel at kende og underlægge sig dette mindset?

”Man går ikke bare over og plukker én. Mange af departementscheferne har også været andre steder. Jeg tror, at ministrene lægger vægt på, at man kan begå sig på Slotsholmen og få tingene igennem, men at departementschefer med fortid i Finansministeriet har en bedre dialog med netop dette ministerium end andre, det tror jeg ikke på. Nærmest modsat, måske.”

Driftsproblemer
At få tid til den daglige ministerielle drift er en kæmpe udfordring for stort set alle departementschefer, bekræfter Kettel, som derved er helt enig i sine forhenværende kolleger Lofts og Rosteds betragtninger.

”Jeg oplevede det selv som departementschef i Finansministeriet, at jeg brugte alt, alt for lidt tid på styrelserne. Der er ingen tvivl om, at her er der et issue, som er meget væsentligt.”

Kettels efterfølger, David Hellemann, gav direktøren for Moderniseringsstyrelsen et tværgående driftsansvar for de øvrige styrelser, og en ny organisering i Skat oven på de mange skandaler peger på samme ledelsesmodel. Var Kettel blevet i Finansministeriet, ville han formentlig selv have været nødt til at finde en ny måde at gøre tingene på.

”Personalestyrelsen, som det hed dengang, burde jeg have brugt meget mere tid på. Det samme gælder nogle af Økonomistyrelsens opgaver.”

Hvad var det, der gjorde, at du aldrig nåede i gang med den del af jobbet?

”Koordinationsopgaver fyldte meget. Forhandlinger fyldte meget. Man var en nøgleperson. Ingen tvivl om, at hvis jeg var fortsat der, skulle jeg have fundet en anden løsning på det. Driftsmæssigt mener jeg, styrelserne gjorde det fint, men de manglede noget opmærksomhed, også policymæssigt.”

Det er vel ikke lige sjovt at sidde i en styrelse, hvis man ikke føler sig set?

”Nej, helt klart. Derfor er løsningen heller ikke helt simpel. I Finansministeriet, hvor de nu har et tværgående ansvar hos en af direktørerne, bliver du set mindre, helt oppe. Så du får både mere prioritet og mindre prioritet. Det er en balance, og jeg tror, at rigtig mange af mine kolleger er optagede af, hvordan kan man få givet styrelserne lidt større fokus.”

Politiske embedsmænd
Nye styringsmodeller med politisk udpegede sekretariater rundt om ministeren, som Loft og Rosted foreslår, er Kettel ikke meget for at forholde sig til, ligesom han ikke vil ind på en række aktuelle sager. Men han anerkender, at udfordringerne er mange for en moderne departementschef.

”Der er ingen tvivl om, at der er en dagligdag, hvor der skal prioriteres stærkt. Medier, kommunikation og policy fylder nok mere end for 15 år siden. Men om det gør, at man skal lave det grundlæggende om, det er jeg ikke sikker på. Jeg synes, der er nogle styrker i den måde, vi har indrettet os på i Danmark, som man vil miste.”

 

Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. Se www.hegelundmose.dk 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Kettel Thomsen

Nationalbankdirektør
cand.polit. (Københavns Uni. 1991)

Peter Loft

Advokat, fhv. departementschef, Skatteministeriet, fhv. folketingskandidat (LA)
cand.jur. (Københavns Uni. 1980)

0:000:00