Khader får toppost hos Konservative

COMEBACK: Naser Khader er udnævnt til De Konservatives integrations- og udenrigsordfører.
Christian Juhl Mølgaard

Naser Khader får nu sit politiske comeback hos De Konservative.

Det skriver bt.dk.

Siden han trådte ind i regeringspartiet i marts, har han været uden ordførerskaber, men fremover skal han være både integrationsordfører og udenrigsordfører.

"Det er to områder, der interesserer mig meget. Her kan jeg kombinere den nationale værdikamp med den globale," siger han og fortsætter:

"Det er drømmeordførerskaber for mig, og jeg er glad og beæret over, at Det Konservative Folkeparti har taget så flot imod mig. Det er en tillidserklæring, og det er her mine hovedkompetencer ligger."

Khader overtager posten som integrationsordfører fra Helle Sjelle og udenrigsordførerskabet fra gruppens næstformand, Tom Behnke. Naser Khader beholder sin plads i Udenrigspolitisk Nævn, som han havde, allerede inden han kom til De Konservative.

Udnævnelsen til integrationsordfører kommer i øvrigt på dagen, hvor Marianne Jelved (R) indtager samme post for sit parti. Dermed er der lagt op til konfrontation mellem de to, der, mens Khader var radikal, ofte tørnede sammen om linjen. De Radikales kurs på integrationsområdet var en medvirkende årsag til, at Khader forlod partiet.

Helle Sjelle ny kulturordfører
Helle Sjelle bliver ny kulturordfører og får også et delt udenrigsordførerskab med Naser Khader, som hun tabte integrationsområdet til.

Helle Sjelle kommer til at sidde i Udenrigsudvalget med fokus på blandt andet udviklingspolitik.

Det sker som et led i De Konservatives nye konstellation, hvor også Bendt Bendtsens afløser Jørgen Lundsgaard får en række poster.

Foto: Ole Toft/Altinget.dk

Helle Sjelle fortsætter som medlem af Udlændinge- og integrationsudvalget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Naser Khader

Ejerleder, rejseselskabet Palmyra Rejser, senioranalytiker ved Middle East Forum
cand.polit. (Københavns Uni. 1993), master i teologi (Københavns Uni. 2015)

Helle Sjelle

Public affairs-konsulent, Hjerteforeningen, rådmand (M) og næstformand, By- og erhvervsstrategisk udvalg, Frederiksberg Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

0:000:00