Klimaslagsmål skudt i gang i Bonn

"Der er små fremskridt. Vi har en god dialog og der stilles de rigtige spørgsmål. Så vi taler ikke forbi hinanden, som der lidt har været en tendens til tidligere," fortæller Dewi Naidu Dylander, kontorchef i Klima- og Energiministeriet.

Hun er chef for den lille danske deligation af embedsmænd, som er sendt til Tyskland for at tage første spadestik til det næste topmøde på ministerniveau. Det, der finder sted i Warszawa i november og december 2013.

Her har Danmark, der forhandler gennem EU, to målsætninger: At der skabes en synlighed og anerkendelse af de mange ting, der bliver gjort for klimaet allerede; og at der bliver taget en seriøs diskussion om klimafinansering.

"Det er et kæmpespørgsmål, hvordan vi skal nå de 100 milliarder dollars om året fra 2020. Hvordan vi opgør de her penge, og hvad private bidrag betyder, bliver temaer. Det er en kæmpe diskussion, om ulandene vil anerkende private midler, for de vil helst have offentligt initierede penge," siger Dewi Naidu Dylander.

Det, kritikerne peger på, er, at Europa ikke længere er det foregangsland, det har været.

Jens Ladefoged Mortensen
Lektor i statskundskab ved Københavns Universitet

Afgørende for troværdigheden
EU og de rige lande har givet håndslag på, at klimastøtten til ulandene skal nå 100 milliarder dollars om året i 2020. Derudover skal der også findes klimapenge for 2013 og frem til 2020.

At de mest velhavende lande kan indfri udviklingslandenes forventninger til klimafinansiering, bliver afgørende for, om en ny stor aftale kan nås i 2015, som det er planlagt. Det vurderer John Nordbo, klima- og miljøchef i WWF Verdensnaturfonden.

"Klimafinanseringen er et nøgleaspekt i forhold til, om man kan opbygge tillid til, at den aftale, der helst skal indgås i 2015 også har noget substans i sig. Desværre må man sige, at EU og de rige lande gør et rigtig, rigtig dårligt arbejde i forhold til at opbygge den tillid. For dem handler det om at slippe så billigt som muligt," siger han.

Svækket EU-position
Et meget væsentligt problem er, at EU med klimakommissær Connie Hedegaard i spidsen selv møder svækket op til næste topmøde, vurderer Jens Ladefoged Mortensen, lektor i statskundskab ved Københavns Universitet. EU's rolle som bannerfører for en ambitiøs klimaindsats har nemlig lidt et knæk.

"EU-forhandlerne har nogle meget vanskelige arbejdsforhold. Krisen kradser, og der er problemer med EU's eget kvotesystem, der ikke fungerer effektivt. Det, kritikerne peger på, er, at Europa ikke længere er det forgangsland, det har været," siger han.

Den vurdering deler John Nordbo fra Verdensnaturfonden.

"Den økonomiske krise har i den grad gjort det svært for EU. Meldingen, som de kom med til i december i Doha, var, at enkelte EU-lande ville bidrage til klimafinansering, og kun for et år ad gangen. Hvis vi spoler tilbage til 2009, stod EU samlet, og der var en vis form for ambition i deres udmeldninger," siger han.

Frygter sort formandskab
Klimafinansiering er dog ikke den eneste knast, som venter i Warszawa sidst på året. Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, peger på, at værtslandet Polen kan blive en udfordring i sig selv.

"Det polske formandskab bliver et af de afgjort største knaster. De er meget fokuserede på, at en aftale i Warszawa i COP19 ikke skal begrænse Polens muligheder for at udvikle sig og have vækst. Med sådan en meget national tilgang til forhandlingerne giver det sig selv, at der nok ikke kommer til at ske meget på de områder, hvor Polen har noget på spil," siger Mattias Söderberg.

Jens Ladefoged Mortensen erkender ironien i, at det klimaskeptiske Polen skal være vært for COP19, men maner samtidig til besindighed. Så vigtigt er valget af formandsland ikke, mener han.

"Sidste topmøde blev afholdt i et olieland, og jeg tror, at stater tager det meget seriøst, når de er værter for sådan et topmøde. Måske vil det lægge en dæmper på Polens ellers meget højtprofilerede kritik af mange af de ambitioner, EU har haft," siger han.

Kina og USA rører på sig
Hvor EU altså vurderes til at stå i en svækket position i forsøget på at opnå resultater til COP19, er der andre tegn på den anden side af Atlanten. Midt i april udsendte CO2-mastodonterne Kina og USA en fælles udtalelse om, at den globale klimaindsats skal opprioriteres.

"Den tiltagende fare, som klimaforandringerne står for, sammenholdt med utilstrækkelig global handling, kræver et mere fokuseret og påtrængende initiativ," skriver de to lande i en fælles erklæring.

Ifølge Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp skal initiativet, der fra USA's side blev anført af den nye udenrigsminister John Kerry, ses som et klart tegn på, at USA er i bevægelse på klimaområdet.

"Man skal ikke juble, inden man faktisk har set resultaterene, men vi kan se, at USA begynder at bevæge sig lidt, og det er i sig selv jo positivt. Tidligere har de slet ikke engageret sig og i stedet blokeret forhandlingerne, men nu er det måske muligt med dialog," siger han.

Hos Verdensnaturfonden er John Nordbo mere forbeholden. Han anerkender, at signalet fra USA er positivt, men hæfter sig også ved, at den kinesiske udmeldning ikke nødvendigvis er godt nyt for de grønne kræfter i FN.

"Det er, som om at det er en tendens i Kina, der går mod, at de i højere grad kun vil gøre noget, hvis USA gør noget. Det håber jeg så sandelig ikke er tilfældet. Jeg håber ikke, at inaktivitet og manglende beslutsomhed fra EU's side mod at handle sammen med Kina nu har sendt dem i armene på USA," siger han.

Små skridt
Tilbage i Bonn understreger Danmarks klimaforhandler Dewi Naidu Dylander, at årets topmøde kun er et skridt på vejen i en lang proces.

"2014 er udråbt til året, hvor vi skal kigge på CO2-reduktion inden 2020. Får vi gang i den diskussion håber vi det kan være med til at skabe noget momentum frem mod en global aftale i 2015," siger hun.

Går alt efter planen, vil der i 2015 blive underskrevet en ny global aftale i Paris i 2015.

Alligevel er der meget på spil, allerede i november og december, hvor det næste store slag skal slås på ministerniveau, påpeger Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp.

"Debatten spidser til. Hvis der skal komme en ny aftale i 2015, er landene nødt til at blive enige om en byrdefordeling. Man er enige om, at der skal være en global aftale, men vil man have sådan en, må man også blive enige om, hvordan man skal fordele opgaverne," siger han.