Klumme: Krænker internationale forpligtelser den danske retsfølelse, når det gælder kriminelle udlændinge?

Af Majbritt Maria Nielsen
Jurastuderende

Efter Institut for Menneskerettigheder i oktober 2017 har offentliggjort en undersøgelse om danske domstoles praksis i forbindelse med udvisning af kriminelle udlændinge, er debatten om et eventuelt brud med gældende, international ret blusset op. Kriminelle bandeledere, der på vej ud af retssalen griner ved udsigten til tre måneders frihedsstraf og en bøde på 12.000 kroner akkompagneret af en betinget udvisning, er Danmarks juridiske virkelighed, fordi Menneskerettighederne yder dem en særlig beskyttelse.

En betinget udvisning bliver først til en reel fængselsstraf i det øjeblik, den dømte begår ny kriminalitet og samtidig kan hjemsendes til et land, der ikke krænker vedkommende ifølge menneskerettigheder. Men er løsningen at anvise de danske domstole en strengere praksis, eller skal vi – på kant med internationale konventioner – lovgive os til et strengere udvisningsgrundlag? 

Kriminelle udlændinge behandles bedre, end der er belæg for
Opgørelsen fra instituttet viser, at Menneskerettighedsdomstolen indrømmer kriminelle udlændinge langt færre vilkår, end det er tilfældet for de danske domstole. Kriminelle udlændinge, der er født i Danmark eller er kommet til Danmark som børn, og som herefter ikke selv har fået børn eller ægtefæller i Danmark, behandles altså bedre af danske domstole – under henvisning til Menneskerettighedsdomstolens praksis – end der rent faktisk er belæg for. I Danmark følger domstolene det udgangspunkt, at der udvises så meget som muligt i det omfang, det ikke strider imod internationale forpligtelser. Landsretterne har, ifølge Jonas Christoffersen, formand for Institut for Menneskerettigheder, dømt flere til udvisning, end Højesteret har. Ifølge ham lægges der måske for meget vægt på eksempelvis varigheden af opholdet i landet. Dette sker særligt i domme, hvor der frihedsberøves i to eller flere år – altså i domme, der figurerer i “den tunge ende af skalaen”. 

Højesteret udviser først ved tre års fængsel
I løbet af de sidste 20 år har Menneskerettighedsdomstolen behandlet 17 sager i ovenstående, tunge kategori. I disse tilfælde har den dansk dømte altså ved den nationale domstol fået dom til udvisning og har derefter bragt sagen for den internationale domstol. I alle indbragte sager med over et års fængsel er den nationale afgørelse taget til følge; Menneskerettighedsdomstolen har altså givet den stat, den dømte har anklaget for krænkelse af menneskerettigheder, ret. Og dette altså i sager med et års fængselsstraf eller mere. Helt generelt har den internationale domstol i markant højere grad givet nationalstaterne medhold i domme til udvisning i løbet af det sidste halve århundrede. Menneskerettighedsdomstolen indrømmer altså nationalstaterne en langt større skønsmargen til at vurdere deres internationale forpligtelser over for den nationale lovgivning. 

Danmarks Højesteret udviser derimod først personer i samme kategori, når der er idømt tre års fængsel eller mere. Højesteret udviser altså ikke ved frihedsstraf på et år eller mere, men først ved tre års fængsel eller mere. Dertil kommer, at henholdsvis Østre og Vestre Landsret de sidste seks år har frifundet og altså ikke udvist anklagede i sager, der endte med dom på 1-3 års fængsel. For frihedsstraffe mellem 3-7 år er tallet af ikke-udviste syv. Og det er netop denne væsentlige divergens mellem de højeste domstole, der virker påfaldende. 

Den fremadrettede debat tager sig altså bedst ud, hvis den koncentrerer sig om at udskifte enten regelgrundlaget eller tilegne sig samme praksis som den internationale domstol i modsætning til at angribe den danske praksis, der ikke før nu har givet anledning til en kvalificeret undersøgelse eller opstand generelt. Og det er netop det, vores folkevalgte har mandat til.

Majbritt Maria Nielsen

Når Menneskerettighedsdomstolen ændrer praksis, må vi også
I november 2017 overtog Danmark formandskabet for Europarådet. Regeringen har i den forbindelse fremsat et ønske om at bruge den nye titel til at gennemlyse og ændre Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dennes domstols "dynamiske" praksis. Det er denne praksis, der ved Danmarks hidtidige praksis umuliggør udsendelse af kriminelle udlændinge. Ifølge regeringen er der "behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”. 

Dynamisk fortolkning vil sige, at man tolker en lov ud fra nutidens krav – på en måde, der er meningsfuld i et aktuelt lys.

Det er demokratisk forsvarligt, når politikere ikke kritiserer domstolen, der udgør en tredjedel af magtens tredeling. Hvis lovgiver problematiserer den dømmende magts skøn og fortolkning af både national og internationalt vedtaget lovgivning til det punkt, at domstolen indretter sig efter lovgivers anvisning, så ophører den grundlovsfæstede domstolsuafhængighed.

Hvad, der dog kan komme på tale, er, at Menneskerettighedsdomstolen har ændret praksis til det punkt, at nationale domstole også må gøre det samme. 

Udskift reglerne eller følg international praksis
Hverken skiftende justitsministerier, rigsadvokater, anklagemyndigheden eller vedkommende institutter har i 20 år anfægtet danske domstoles praksis, så det må antages, at domstolene har handlet efter bedste evne og efter den praksis, der indtil nu har været accepteret og anerkendt som juridisk korrekt. Den fremadrettede debat tager sig altså bedst ud, hvis den koncentrerer sig om at udskifte enten regelgrundlaget eller tilegne sig samme praksis som den internationale domstol i modsætning til at angribe den danske praksis, der ikke før nu har givet anledning til en kvalificeret undersøgelse eller opstand generelt. Og det er jo også netop det, vores folkevalgte har mandat til – at ændre reglerne, hvis de mener, de eksisterende er forældede.

Konventioner kan støde national retsfølelse
I det politiske landskab er det indtil videre alene DF, der på det nuværende retsgrundlag ønsker at bryde med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis og med Menneskerettighedskonventionen. Det sker i kølvandet på de domme, der omhandler bandeledere og herboende kriminelle uden dansk statsborgerskab, der altså rent praktisk ikke kan tvinges til at forlade landet, fordi deres hjemland, tilknytning dertil eller situation i Danmark ikke falder ind under kravene i Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Nye Borgerlige vil formentlig tilslutte sig DF’s udgangspunkt med deres potentielle mandater, da deres politik for nuværende er, at kriminelle udlændinge skal udvises ved første dom. Kritiske stemmer peger især på, at de underskrevne konventioner ikke må opfattes som hellige skrifter, men kun skal respekteres og følges i det omfang, det ikke støder den retsfølelse, en del af danskerne overvældes af i disse dage. 

Vi har været uopmærksomme
Spørgsmålet cirkulerer altså om nationale og internationale lovgiveres hensigt, og om fortolkningen i landsretterne og Højesteret følges loyalt og i retssikkerhedens øjemed. Mange mener, at retspraksis er blevet for barmhjertig i en lang, uopmærksom periode, hvor man har glemt at notere sig international praksis. Befolkningens retsfølelse angribes også i disse dage på et lovgrundlag, der stammer fra 1950, og Danmarks udfordringer har da også ændret sig siden 2. Verdenskrig.

Ret til privatliv og familieliv
Danmark inkorporerede Menneskerettighedskonventionen fra 1950 i 1992. Konventionen så dagens lys med fødselshjælp fra FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948 – en tid, hvor menneskers umistelige ret til liv og frihed definitivt var truet og blev ignoreret. Konventionens artikel 8 danner grundlag for ovenstående, nuværende diskussion. (Læs artiklens ordlyd i boksen til højre, red.)

Normalt muliggør udlændingeloven, at den dømte kan udvises allerede ved en ubetinget fængselsstraf. Har vedkommende været i landet i under fem år, er en betinget frihedsstraf nok i sig selv. Retten til at udvise efter en fængselsstraf gælder særligt ved personfarlig kriminalitet, så som vold, ved sædelighedsforbrydelser, svindel og narkokriminalitet.

Undtagelsen til dette er, hvis den dømte har opholdt sig lovligt i ni år og dommen lyder på et års fængselsstraf eller mere, eller hvis den dømte har opholdt sig lovligt i landet i alt fra fem til ni år, og dommen lyder på et halvt års fængselsstraf, så kan vedkommende også udvises.

“Privatliv og familieliv” i EMRK’s artikel 8 modsvares i udlændingelovens § 24 b jævnfør § 26, stk. 2, der siger, at udlændinge kun udvises betinget, hvis en ubetinget udvisning med sikkerhed vil være i strid med konventionens artikel 8. Det er den førnævnte dynamiske fortolkning, der med tiden har udviklet sig og nu jævnfør retspraksis kræver et proportionalitetskrav.

Og det er dét, der er årsagen til den mavepine, danskerne har fået i retsfølelsen.

Hvad gør vi nu?
Dynamisk lovfortolkning er nødvendigt i et globalt retssamfund, der har ændret sig så markant, siden Menneskerettighedskonventionen blev en del af de deltagende medlemstaters retsgrundlag. Det er stadigt sværere og sværere at finde gejsten til at demonstrere demokrati og frihedsrettigheder over for dem, der notorisk anvender deres til at gøre vold mod netop demokrati og frihedsrettigheder. Det kan forekomme som et spark på den demokratiske taburet, vi prædiker fra, hvis vi nøjagtigt afskærer bandeledere og andre kriminelle udlændinge fra at modtage den juridiske ret, vi har stillet os op på i de konventionsratificerende lande.

Omvendt er det klart for enhver, at landets forfatning i lyset af internationale forpligtelser efterhånden står på en meget lavbenet taburet. Dette er et retspolitisk spørgsmål, der formentlig vil optage lovgiver og befolkningen længe endnu.