Jeppe Kofod: Trump kan blive et mareridt for Europa

Af Jeppe Kofod (S)
MEP og næstformand for Europa-Parlamentets USA-delegation

Obama blev den uforløste drøm. Trump kan blive det gennemførte mareridt.

20. januar 2009 blev Barack Obama indsat som USA’s 44. Præsident. Problemerne var gammelkendte: racespændinger, millioner af amerikanere stod uden sygeforsikring, økonomien var dårlig og jobudsigterne værre – specielt for amerikanere af farve.

Men håbet var nyt. Hér var endelig en politiker, som de amerikanere, der havde følte disse problemer størst og nærmest, kunne identificere sig med direkte.

Og nu sad Obama altså i Det Hvide Hus. Håbet havde sejret. Den amerikanske drøm levede.

Gamle drømme, tidlige sejre
Året efter, i 2010, kunne præsident Obama skrive under på The Patient Protection and Affordable Care Act. En ny sundhedslovgivning ,som nok bedre kendes som ObamaCare. Det var en milepæl i nyere amerikansk historie. For første gang fik amerikanerne krav på sundhedsforsikring – også selvom de allerede døjede med sygdomme eller kroniske lidelser.

Med Trumps tidligere udtalelser om både Putin, Ukraine og NATO, så skal man ikke føle sig for sikker her i Europa på USA’s automatiske og ufravigelige støtte over for russiske provokationer.

Jeppe Kofod (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Som konsekvens af ObamaCare faldt antallet af ikke-sundhedsforsikrede amerikanere fra 16 procent i 2010 til 8,9 procent i 2016.

Dét var Obamas store sundhedsplan. En reform, som skiftende demokratiske spydspidser havde kæmpet for i årtier. Mest berømt nok Hillary Clinton, da hun var USA’s førstedame i 1990’erne.

Men hvedebrødsdagene blev korte. I 2011 mister Obama kontrollen over Kongressen. Først fik republikanerne flertal i Repræsentanternes hus, og fra 2015 blev også Senatet republikansk kontrolleret. Herefter havde Obama reelt set kun mulighed for at regere per præsidentielt dekret.

Sat skarpt op kan man sige, at Obama-reformernes tid endte kun to år inde i hans præsidentperiode. Fra da af var præsidentens magt ikke længere baseret på lovgivning, men på bekendtgørelser – og i stigende grad på blød magt.

Obamas tyngde lå i at gå foran med det gode eksempel, den velovervejede retorik, det saglige argument. Præsidenten havde nok både visionerne og planerne, men uden opbakning i Kongressen blev ObamaCare noget nær en enlig politisk reformsvale.

Hidsige Donald
Hvor Obama var den kølige, intellektuelle præsident med klare planer og mål, så vil Trump være den temperamentsfulde, utilregnelige præsident. I hvert fald, hvis man skal dømme ud fra hans optræden på kampagnesporet og i mellemtiden mellem hans valgsejr og hans indsættelse.

Præsidentvalgkampen viste en Trump, der mestrede taktikken i nuet, men fejlede på strategien igen og igen. De korte sejre – uovervejede bemærkninger, hurtige politiske udmeldinger og de øjeblikkelige reaktioner på sociale medier – gav nok reaktion hos egen vælgerbase: De pustede fænomenet Trump op og gjorde ham til en personlighed, man måtte forholde sig til.

Men de utallige uheldige bemærkninger, skingre angreb på handicappede journalister, faldne soldaters familie og kvindekønnet som helhed, skabte igen og igen store problemer for politikeren Trump.

Seriøse amerikanske medier måtte oprette sandheds-tjekker-hold, der kunne hitte rede i, om dét, den republikanske præsidentkandidat nu påstod, også reelt var sandt. Statsmandseffekten udeblev, for at sige det mildt.

Men fra fredag 20. januar sidder præsident Trump i Det Hvide Hus. Og hans præsidentperiode starter med flertal i begge kamre i Kongressen. Operationen lykkedes.

Det første slag er allerede annonceret. Obamas sundhedsreform skal afmonteres, og de første skuemøder med den republikanske kongres’ nøglespillere er allerede afholdt – for snurrende kameraer, vel at mærke.

Sidste nat med kliken
Uanset Trumps sejr er udviklingen i USA ikke til at tage fejl af. Demografien taler sit eget tydelige sprog. De vælgerbaser, som Trump byggede sin valgmandssejr på, udgør en stadig mindre del af den amerikanske befolkning.

Fremtidens sejre skal hentes ved at appellere til flere end blot hvide, republikanske arbejdere. Her skal særligt tales til – og med – sorte amerikanere og den store latino-amerikanske befolkningsgruppe.

Med andre ord: Trumps sejr kan – og bør være – de republikanske good ol’ boys’ sidste hurra.

Og netop dét faktum – at republikanerne også selv kan se enden på deres traditionelle demografiske dominans – gør Trump-administrationen til et farligt bekendtskab for alle andre end de republikanske kernevælgere. De har meget, de skal nå – og de har kort tid.

Europa kan ikke vide sig sikker
Men også vi, på den anden side af Atlanten, bør tage bestik af den nye virkelighed, der rammer os fredag 20. januar.

For mens Danmarks og Europas vigtigste allierede kan bringes ud af fatning af mere eller mindre tilfældige tweets, så lægges der planer af en helt anden kaliber i Moskva. Og med Trumps tidligere udtalelser om både Putin, Ukraine og NATO, så skal man ikke føle sig for sikker her i Europa på USA’s automatiske og ufravigelige støtte over for russiske provokationer.

Vores baltiske venner har for længst gjort deres velbegrundede bekymringer klare. Vi gør klogt i at lytte til dem og stå fast på, at det europæiske samarbejde fortsat, og uden bæven, er garant for sikkerhed og fred i Europa – med eller uden Trumps støtte til NATO.