Kommuner skal stemme om sammenlægning

FUSION: Borgerne i Holstebro og Struer skal stemme om at lægge de to kommuner sammen. Begge byråd har stemt ja til forslaget.

Hovedsædet for den nye kommune vil blive i Holstebro, som også er den største by i de to kommuner.
Hovedsædet for den nye kommune vil blive i Holstebro, som også er den største by i de to kommuner.Foto: Holstebro Kommune
Kasper Kaasgaard

3. december skal danskerne til folkeafstemning. Men for borgerne i Holstebro og Struer kommune vil der være to spørgsmål på stemmesedlen.

De to kommuners byråd stemte nemlig mandag aften begge for at godkende planen om at lægge kommunerne sammen.

Nu skal borgerne også sige god for planen ved en afstemning, der imidlertid kun er vejledende. De to kommuner har dog lovet at rette sig efter resultatet.

Det er social og indenrigsminister Karen Ellemann (V), der endeligt skal godkende den nye kommune, som vil komme til at hedde Holstebro Kommune.

Ministeren har meldt sig klar med støtte til processen, hvis sammenlægningen bliver endeligt vedtaget.

”Det er en virkelig spændende idé at lægge de to kommuner sammen, og jeg og Social- og Indenrigsministeriet vil selvfølgelig hjælpe til, at det bliver en smidig proces, hvis kommunerne og deres borgere vælger at lade sig smede sammen,” udtalte Karen Ellemann i den forbindelse.

Tæt afgørelse
Byrådet i Holstebro var delt i spørgsmålet, og det blev til et lille ja med 14 stemmer mod 12. Anderledes klar var afgørelsen i Struer, hvor 18 stemte for, og blot to var imod, mens en afstod fra at stemme.

I begge kommuner vil der nu blive arrangeret borgermøder frem mod afstemningen.

Den nye kommune vil have 31 sæder i byrådet og skal, hvis borgerne vil det, fungere fra 1. januar 2018.

Læs aftalegrundlaget her.

Der bor 57.680 mennesker i Holstebro Kommune, og 21.422 i Struer Kommune.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00