Kommunerne om nye chikane-tal: Chokerende stort omfang

Q&A: Kommunernes Landsforening var klar over, at lokalpolitikere blev chikaneret og truet. Men slet ikke omfanget, lyder reaktionen på Altingets kortlægning af omfanget.

Foto: Pressefoto/KL
Kristoffer Kvalvik

Arbejdet i lokalpolitik har for 40 procent ifølge en ny rundspørge fra Altinget blandt byrødderne budt på trusler, chikane og hærværk på eget hjem.

Og det er et overraskende højt tal, lyder det fra Kommunernes Landsforening (KL). 

Var I klar over, at fire ud af ti lokalpolitikere havde modtaget trusler eller været udsat for chikane?

”Jeg er godt klar over, at der har været nogle sager. Men jeg var ikke klar over, at tallet var så stort. Det er voldsomt, og det er alt for højt – og jeg bliver provokeret af, at det er sådan,” siger Solvejg Schultz, sekretariatschef i KL.

Hvordan kan det være, at I ikke har været klar over problemets omfang?

”Det samlede tal er chokerende, når man hører, at det er så udbredt. KL har haft fokus på det og har blandt andet tidligere i 2006 lavet en vejledning sammen med PET til kommunalpolitikere om lige præcis trusler og chikane. Vejledningen er udmærket, men måske er tiden inde til at få det på dagsordenen igen."

Gør I noget for at hjælpe kommunalpolitikere yderligere, udover pjecen fra 2006?

”Jeg er ikke sikker på, at det er KL, en politiker starter med at ringe til. Jeg tror, man tager det op lokalt. Det er meget naturligt, at det er sådan. KL er jo heller ikke en myndighed. Men bliver vi kontaktet, så guider vi på bedste vis blandt andet gennem vores jurister."

Har I modtaget noget information på området fra de enkelte kommuner?

”Jeg er stødt på det i drøftelser med politikere om det at være politiker, og hvad det kræver."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00