Konservative overvejer SU som lån

SU: Konservative overvejer omlægning af SU'en til lån for at dæmpe væksten i antallet af EU-borgere på SU. Et flertal af danskerne vil reservere SU'en til danske statsborgere.
Bendt Bendtsen opfordrer Folketinget til at omlægge SU'en til lån, for at værne om det danske SU-system. En løsningsmodel flere partier i Folketinget har overvejet.
Bendt Bendtsen opfordrer Folketinget til at omlægge SU'en til lån, for at værne om det danske SU-system. En løsningsmodel flere partier i Folketinget har overvejet. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/ PR-foto Konservative
Mads Bang

Konservatives EU-parlamentariker, Bendt Bendtsen, vil have Folketinget til at omlægge SU'en til lån, man får fradrag fra efter endt uddannelse.

Forslaget skal sikre, at de EU-borgere, som kommer til Danmark for at studere, også bliver i landet, når de er færdiguddannede.

Bendt Bendtsens partifæller på Christiansborg overvejer nu, om en omlægning af SU'en er en farbar vej. Det fortæller partiets nye forskningsordfører, Charlotte Dyremose.

"Hele problemstillingen er noget, vi har ret meget fokus på. Vi skal finde nogle langtidsholdbare modeller, så det er nødvendigt at gøre sig nogle overvejelser," siger Charlotte Dyremose.

Fakta
Sådan har vi spurgt

EU-borgere har i dag ret til SU, hvis de har haft arbejde i Danmark. Mener du, at Danmark bør ændre SU-systemet, så færre EU-borgere får ret til SU?

72,3 procent: Ja, Danmark bør arbejde for, at SU er til danske statsborgere
20,6 procent: Nej, alle EU-borgere, der opfylder kravene, skal fortsat have adgang til dansk SU
7,1 procent: Ved ikke

Målingen er gennemført af A&B Analyse for Altinget.dk i perioden 9/1 til 15/1 og bygger på 1016 besvarelser.


Der har de senere år været en stor vækst i antallet af unge fra andre lande, der tager en uddannelse i Danmark. Mener du, der skal være en grænse for, hvor stor en andel af studerende der må komme fra andre lande?

67,5 procent: Ja
25,8 procent: Nej
6,7 procent: Ved ikke

Målingen er gennemført af A&B Analyse for Altinget.dk i perioden 9/1 til 15/1 og bygger på 1020 besvarelser.


Kilde: A&B Analyse for Altinget.dk

Hun forklarer, at partiet overvejer, hvordan Danmark bedst kan sikre velfærdsydelserne. 

Samtidig viser nye tal fra uddannelsesministeriet, at 2.651 studerende fra EU har fået ret til SU som følge af en ny fortolkning af reglerne. Den nye fortolkning af SU-reglerne kom, efter EU-domstolen sidste år afgjorde en sag om arbejdstageres ret til dansk SU, som viste at Danmark havde tolket reglerne forkert.

I 2012 fik kun 256 studerende SU efter reglen om arbejdstageres ret til dansk SU. Uddannelsesministeriet peger i en orientering til Folketingets Forskningsudvalg på, at der har været en pukkel af sager, som betyder, at antallet af godkendte SU-modtagere formentlig er højere i 2013 end ellers.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) understreger i sin orientering til Folketinget, at tallet svarer til de prognoser, regeringen fremlagde i forbindelse med SU-reformen sidste år.

Flertal vil værne om SU'en
Altinget | Forskning & Innovation har spurgt et politisk repræsentativt udsnit af danskere om deres holdning til SU til studerende fra andre EU-lande. 72,3 procent mener, Danmark skal arbejde for at SU'en er til danske statsborgere.

Kun hver femte mener, man skal fortsætte som i dag, hvor alle EU-borgere, der opfylder kravene i den danske lovgivning, kan få SU.

Samtidig peger et næsten lige så stort flertal af danskerne på, at der skal sættes begrænsninger på, hvor stor en andel af de studerende, som kommer fra andre land.

67,5 procent svarer i målingen, at der skal være en begrænsning på andelen af studerende fra andre lande.

Venstre holder øje
Hos det store oppositionsparti Venstre er SU-orfører Mads Rørvig ikke klar til at omlægge SU'en til lån. Han forklarer, at Venstre vil følge udviklingen og se, om flere domme fra EU-Domstolen presser økonomien i det danske SU-system.

"Vi overvejer ikke en omlægning som situationen er nu. Men den aggressivitet, Domstolen lægger for dagen, kan tvinge os til at tænke i de baner," siger Mads Rørvig.

Han mener, Bendt Bendtsens forslag kunne være en model, der var værd at diskutere. Venstreordføreren understreger, at han ikke mener, der skal skæres i den ydelse, den enkelte studerende får.

DF: Relevant nødløsning
Dansk Folkeparti er klar til at se nærmere på Bendt Bendtsens forslag om at omlægge SU'en, hvis det bliver nødvendigt.

"Det er en nødløsning, som er i overvejelse. Vi vil først og fremmest gerne beholde systemet, som det er, og vi mener, man skulle få justeret de her regler," siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

"Det ligger i SU-aftalen, at hvis det er det omfang, vi frygter, er regeringen nødt til at tage det op i EU," siger Jens Henrik Thulesen Dahl. Han mener, at de nye tal for studerende, der kan få SU med henvisning til EU-dommen fra foråret, netop viser, at der er er hold i DF's bekymring.

"Der er tale om en tidobling fra 2012 til 2013, og 600 af dem er nytilkomne," konstaterer ordføreren.

Dansk Folkepartis ordfører fortæller, at netop en variant af Bendt Bendtsens (K) forslag blev overvejet i forbindelse med SU-reformen.

"Det er noget af det, vi rent faktisk diskuterede, da vi var inde og kigge på det i foråret. Det er absolut en af de modeller, som kunne komme i spil," siger Jens Henrik Thulesen Dahl, som dog mener, at det vil kræve, at en masse detaljer blev afklaret.

"Det er absolut en nødløsning," konstaterer han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

Jens Henrik Thulesen Dahl

MF (DD)
civilingeniør (Aalborg Uni. 1985)

Mads Rørvig

Administrerende direktør, De Danske Bilimportører
cand.merc. (CBS 2010)

0:000:00