”Vel er danske kvinder umulige. De er krævende, besværlige, selvbevidste, hysteriske, usikre og meget andet,” skrev blogger Christoffer Arzrouni i Berlingske. Og skulle han have fulgt mønstret i den forudgående debat, havde han fortsat i samme spor. Men det gjorde han ikke. Det vender jeg tilbage til.

Overskriften på debatindlægget var ’Jeg vil vaske min kærestes undertøj’ og var en reaktion på, at radiovært, forfatter og debattør René Fredensborg satte skred i debatten, da han nogle dage forinden meddelte, at ”danske kvinder simpelthen er umulige at have med at gøre”. I stedet kunne han præsentere sin filippinske kæreste, Shine, der blandt andet giver kærlighed og omsorg ved at vaske hans beskidte underbukser i hånden, hvilket han gengælder ved at fikse andre praktiske ting for hende. Begge dele er et udtryk for kærlighed, som har trange kår i Danmark: ”Det er et ufravigeligt princip – at være konstant kærlig. Man begriber det nærmest ikke, når man er vant til dansk kærlighed, hvor denne evige omsorgsfuldhed og fysiske nærhed og fravigen af egne interesser til fordel for den anden kun eksisterer i forelskelses-fasen.”

Umiddelbart efter kom et andet blogindlæg fra en anden ditto radiovært, forfatter og debattør Geeti Amiri, der konkluderede lige så skråsikkert, at danske mænd er umulige: ”De mangler alle sammen ganske enkelt manerer. Alt for mange mænd i dag er ganske enkelt kæmpe egoer, som gerne vil behandles som rigtige mænd, men som i virkeligheden er endnu værre hystader end kvinder, der lider af PMS.”

Så er der lissom balance i kosmos: Alle er umulige, men det er de andre, den er gal med. Og haspen bliver ikke bare er taget af mulighedsvinduet. Det er tilsyneladende lukket helt i. De to kønsdebattører har begge givet op på hhv. danske kvinder og mænd og beskriver sig selv eksplicit som to observatører, der står udefra og iagttager noget, der er gået til grunde eller i al fald er ved det. Denne ene med sin kikkert fra filippinerne, og den anden med sin faglighed fra sociologi. Fredensborg konkluderer, at ”omsorg mellem køn ser ud til at være gået af mode i Danmark”, og Amiri ”må desværre konstatere, at hvis jeg vil gøre mig nogle forhåbninger om at møde en fyr på det danske datingmarked, må jeg vælge imellem pest eller kolera.”

’Brug for’ er kodeordet her. For hvornår har det nogensinde været et godt udgangspunkt for et kærlighedsforhold at have ’brug for’ den anden?

Kristan Danholm

De hævder begge, at det er det andet køns opfattelse af ligestilling, der har aktiveret faldlemmen. Ifølge Fredensborg, fordi at ”i Danmark er kvinden den nye mand, den nye magtfaktor, og disse kvinder bryder sig ikke om at blive udfordret på deres kønskamp.” Ifølge Amiri, fordi ”Mænd i dag har forvekslet ligestilling af kvinder i samfundet med, at de behøver at gøre mindre og mindre.”

Det pudsige er, at der ud af den klare modsætning i de to kønsdebattørers opråb om, at hhv. danske mænd og kvinder er umulige, vokser et billede af, at netop Amiri og Fredensborg er et 'match made in heaven'. De længes begge efter det samme; nogle mere klare og tilsyneladende konservative kønsidealer. Ikke at jeg tror, at Geeti Amiri nogensinde kommer til at vaske René Fredensborgs beskidte underbukser eller vice versa (udfordring hermed givet videre), men de binder begge fundamentet for at kunne leve i et parforhold med en dansk mand eller kvinde op på forventningerne til det modsatte køn. Eller rettere; skuffede forventninger til det modsatte køn; hvordan de andre agerer i forhold til egen idé om, hvordan de skal agere.

Det pudsige er, at der ud af den klare modsætning i de to kønsdebattørers opråb om, at hhv. danske mænd og kvinder er umulige, vokser et billede af, at netop Amiri og Fredensborg er et 'match made in heaven'.

Kristian Danholm

Fredensborg og Amiri er i den her sammenhæng naturligvis bare symboler på noget i tiden, og som allerede antydet, oser det hele af en større længsel mod noget andet, der får de to ellers potente rants til et fremstå som en offer-fortælling, fordi konklusionen er, at det er de andre, der er umulige. Hvis man nu i stedet vender kikkerten indad, er man tilbage ved Arzrouni, der efter sin beskrivelse af, hvor umulige danske kvinder er, konkluderer nærmest det stik modsatte: ”Trods min egne fejl og mangler gider hun mig alligevel. Hvilken lykke.” Godt for ham. Og godt for hans kæreste, hvis han kan efterleve det næste, han skriver: ”Men det imponerende er faktisk ikke at elske det perfekte, men at elske det uperfekte. Det perfekte elsker alle jo, helt af sig selv.”

Nobody’s perfect, så det er måske lidt svulstigt formuleret, men selve pointen er inde at røre ved selve kærlighedens DNA: at elske nogen på trods af, og ikke på grund af. Det er let nok, at elske nogen for det, der gør dem elskelige, og nogle er helt sikkert mere elskelige end andre, men når først der åbnes op for sluserne, møder man også de mindre elskelige sider, som alle mere eller mindre bevidst slæber rundt på, ligesom – og dét er nok det vigtigste – at man møder de mindre elskelige sider af sig selv. Også dem, man ikke er bevidst om.

Set derfra er det fesent at fralægge sig ansvaret for egen umulighed ved at binde det op på, at det er de andre, det er galt med – lidt i familie med den gode gamle ’det er samfundets skyld’. Går man ned ad den vej, vælger man selv at gå ind i en pileregn af skuffelser, krænkelser og dårlig sex, for vi er alle mere eller mindre umulige, når bagscenen bliver blottet.

Og selv hvis den ikke gør, skal vi nok finde hullerne i osten. Ikke for at spille hellig, for vi gør det alle sammen. Det er blandt andet det, der gør os så umulige.

Vel er der forskel på kønnene, og vel er kønsrollerne i opløsning. Det er forvirrende, og der er ingen vej tilbage, hvilket Berlingskes artikelserie ’Mandens Sidste Dage’ har forsøgt at indkredse over sommeren.

Her kunne man blandt andet læse, at manden har mere brug for en kvinde, end kvinden har brug for en mand, og måske er det dét, de to debattører og mange andre tumler med. Men ’brug for’ er kodeordene her. For hvornår har det nogensinde været et godt udgangspunkt for et kærlighedsforhold at have ’brug for’ den anden? Så er man jo allerede bagud fra start.

Hvis en (potentiel) partner bliver reduceret til en funktion eller én, der skal levere en bestemt kønsrolle eller identitet, eller whatever man har brug for, er der nærmest ingen saglige argumenter for at være partnere, for alle er umulige, krævende, besværlige, selvbevidste, hysteriske, usikre og meget andet, hvilket man hele tiden glemmer, man også selv er.

Så op med humøret; det ser ikke så sort ud, hvis man indstiller sig på, at de andre er lige så umulige som én selv, og når det nu er sådan, stoler jeg hellere blindt på den rå tiltrækningskraft end på mine forestillinger om, hvordan jeg godt kunne tænke mig, det skulle være. Det er ikke let. Det er bare et vilkår. Det er det umuliges kunst. Og dén har man brug for.

--------

Kristian Danholm er redaktør på Radio24syv, som han også var med til at starte op. Hans faglige baggrund er akademisk, men karrieren har udspillet sig i det journalistiske – herunder en årrække i DR, hvor de fleste af dem foregik på DR2 Deadline. Han er desuden foredragsholder, musiker og klummeskribent.