Kristendemokraterne klar til Folketinget

KORT NYT: Kristendemokraterne afleverede mandag 21.000 vælgererklæringer i Indenrigsministeriet, og partiet er dermed klar til at gøre endnu et forsøg på at komme i Folketinget ved næste valg.
Anne Justesen

Ved valget i september 2011 lykkedes det ikke Kristendemokraterne at komme i Folketinget, men partiet er nu klar til at gøre endnu et forsøg ved næste folketingsvalg. 

De 21.000 vælgererklæringer skal godkendes i Indenrigsministeriet, inden partiet formelt er opstillingsberettiget. Det kræver minimum 20.000 underskrifter at stille op til folketingsvalg.

Kristendemokraterne fik ved sidste valg kun 0,8 procent af stemmerne og lå dermed et stykke under spærregrænsen på to procent. Partiet røg ud af Folketinget i 2005, men var dog repræsenteret i Folketinget fra juni 2010 frem til valget i 2011 af løsgænger og tidligere medlem af Konservative, Per Ørum Jørgensen.

Efter interne uenigheder forlod Per Ørum Jørgensen formandsposten i efteråret 2012. Han blev afløst af nuværende landsformand Stig Grenov. 

Dokumentation

Kristendemokraterne, KD (indtil 2003 Kristeligt Folkeparti) blev stiftet i 1970 som en direkte reaktion på vedtagelsen af loven om legalisering af billedpornografi i 1969 og indførelsen af abort på social indikation i marts 1970.

KD kom første gang i Folketinget ved Jordskredsvalget i december 1973 under ledelse af Jens Møller, og partiet var repræsenteret i Folketinget frem til 1994. Vælgertilslutning svingede mellem 5,3 procent (ni mandater) og 2,3 procent (fire mandater). Partiet sad fra 1982-88 i den konservativt ledede Firkløverregering (K, V, CD, KD) og fra 1993-94 i den socialdemokratisk ledede flertalsregering (S, R, CD, KD). 

Ved valget 1994 kom KD ikke over spærregrænsen, men i 1998 vendte partiet tilbage til Folketinget med fire mandater, stadig med Jann Sjursen som leder.

I oktober 2005 blev Jann Sjursen afløst som landsformand af Marianne Karlsmose. Partiet kom ikke i Folketinget ved valget i 2005, og Marianne Karlsmose blev afløst af Bodil Kornbek som landsformand.

Ved valget i 2007 fik partiet kun 0,9 pct. af stemmerne, og på partiets landsmøde i 2008 blev Bodil Kornbek afløst af Bjarne Hartung Kirkegaard på formandsposten. Da løsgænger og tidligere konservative partimedlem Per Ørum Jørgensen i juni 2010 meldte sig ind i KD, fik partiet et enkelt mandat i Folketinget.

Kilde: Den Store Danske - Gyldendals åbne encyklopædi.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Ørum Jørgensen

Byrådsmedlem (løsgænger), Herning Kommune, stifter og seniorrådgiver, Ørum Advice, forperson, Mental Talk, fhv. MF (K og KD)
HH (Herning Handelsskole 1988)

Stig Grenov

Fhv. landsformand, Kristendemokraterne, folketingskandidat
lærer (Hellerup Seminarium 1986)

0:000:00