Kritik af ny model for prioritering af medicin

MEDICIN: Regionerne lægger op til en skarpere prioritering af medicin-indkøb, hvor prisen kommer til at spille en rolle. Den nye model bliver mødt med kritik fra patientforeningerne og Lægemiddelindustriforeningen.

Foto: Colourbox
Emma Qvirin HolstOle Nikolaj Møbjerg Toft

Skal man fravælge ny medicin, hvis medicinen er alt for dyr? Eller har patienter altid krav på den bedste medicin på markedet? Det var et af de store spørgsmål i valgkampen, fordi udgifterne til medicin stiger og stiger.  

Nu lægger regionerne op til at lave en decideret prioritering af medicin. Danske Regioner fremlægger fredag en ny prioriteringsmodel, der som noget nyt vil inddrage prisen i vurderingen af lægemidler. Det viser et notat, som Altinget er kommet i besiddelse af.

Ifølge notatet skal regionernes indkøbsorganisation, Amgros, beregne en omtrentlig makspris på de enkelte medicinprodukter. Det skal ske efter, at et nyt medicinråd på en sekstrins-skala har vurderet, hvor stor en gavn patienterne har af medicinen.

Modellen bliver mødt med hård kritik fra Danske Patienter, der kalder indholdet af den nye prioriteringsmodel for "storslemt".

Danske Patienter er tilfreds med, at der lægges op til, at det nye medicinråd skal granske medicinen bedre. Men foreningen er stærkt kritisk over for Amgros' rolle:

”Rådet står jo til at skulle aflevere vurderingerne af medicinen til nogle økonomer i Amgros. Det er så dem, der i realiteten bestemmer, om medicinen er for dyr eller ej. Det er et rent djøf-regime,” siger Lars Engberg, der som formand for Danske Patienter er talerør for de største patientforeninger i Danmark.

Medicinalindustrien er skeptisk
Lægemiddelindustriforeningen er også skeptisk over regionernes planer.

”Den skitserede model er helt uprøvet, og den er kompliceret. Vores frygt er, at den vil forsinke patienternes adgang til ny medicin,” siger Ida Sofie Jensen, der er koncernchef hos Lægemiddelindustriforeningen.

Modellen får dog ikke kun negativ feedback. Lægeforeningen har i årevis efterspurgt en hårdere prioritering af lægemidlerne, hvor man blandt andet inddrager de økonomiske omkostninger.

Vag reaktion fra Christiansborg
Politikerne på Christiansborg vil nu se nærmere på den nye model.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, kan endnu ikke sige klart ja eller nej til modellen. På den ene side vil hun ikke fravælge bedre medicin på grund af prisen. Men samtidig skal man ikke købe dyrere medicin, hvis det blot er marginalt bedre.

Mest positiv i blå blok er Konservative, der længe har talt for, at medicinens pris inddrages i valget og fravalget af sygehusmedicin.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil ikke her og nu 'blåstemple' regionernes model, oplyser hun via Sundhedsministeriets presseafdeling.

Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), har dog så sent som i sidste uge sagt i Altinget, at regeringen løbende er blevet orienteret om planerne, så den kommende model ville være politisk spiselig.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00