Kritik: Fordeling af forskningsmillioner er rent Hjallerup Marked

Efter et åbnende møde fredag før efterårsferien tager Folketinget i denne uge for alvor fat på fordelingen af årets forskningsreserve.

I alt 555 millioner kroner skal politikerne blive enige om at udlodde på tværs af en række forskningsrelaterede felter.

Og selv om man skulle tro, at udlodningen af de ekstra midler, som stammer fra reformen af førtidspension og fleksjob fra juni 2012, var som en ekstra juleaften for de berørte interessenter, forholder det sig langt hen ad vejen stik modsat.

En række aktører, som Altinget har været i kontakt med, ser fordelingen af forskningsreserven som udtryk for mange af de negative aspekter af det politiske spil. Man kalder den en studehandel, som giver partierne anledning til at prale af deres vigtige fingeraftryk, men som i bund og grund ikke fungerer efter hensigten.

Politisk studehandel
En af dem, som er kritisk over for reservens udmøntning, er administrerende direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard. Han mener, at forliget oftere afspejler aktiviteterne på Hjallerup Marked, end hvad man kunne forvente af seriøse politiske forhandlinger.

“Det kan godt være, at der kommer ekstra penge til EUDP (Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram, red.) som følge af forskningsreserven, men det kan også være, at der ikke gør. Det ender hurtigt som Hjallerup Marked med alle mulige aktører, som hver især forsøger at få penge til deres eget forskningsområde,” siger han.

Direktøren anerkender, at hele finansloven i det perspektiv kan ses som et gigantisk hestemarked. Hvad han dog ikke forstår er, hvorfor forskningen er mere udsat end en lang række andre områder.

“Ideen med at forskningsreserven var, at den skulle bruges til at tilføje ekstra midler til særligt udvalgte områder. Og det kan jeg ikke kritisere. Problemet er, at regeringen så samtidig skærer ned på de faste bevillinger til eksempelvis EUDP, og så ender pengene fra reserven pludselig med at udgøre hovedparten af støtten,” siger Lars Aagaard.

Fra krydderi til fundament
I 2016 blev EUDP tildelt 184,4 millioner kroner. Heraf kommer de 127 millioner – altså mere end to tredjedele – fra forskningsreserven. Og netop det forhold betyder, at de virksomheder, som skulle bruge den energiteknologiske udviklingsstøtte til nye fremadskuende projekter, ikke har tilstrækkelig tid til at planlægge arbejdet.

“Energiforskning egner sig enormt dårligt til at bevæge sig i økonomiske bølgedale. Projekterne involverer ofte parter fra forskningsmiljøerne, og det kan sagtens tage op til to år at forberede et projekt,” siger han.

Alternativet, som han – og formentlig også alle andre – drømmer om, er at få pengene afsat som flerårige poster på finansloven eller gennem andre forlig. Og faktisk er ønsket om stabilitet så stærkt, at han er villig til at gå ned i støtte.

“Jeg så hellere, at man fastlagde rammerne flere år frem, og så kunne man i princippet skære 20 millioner af budgetterne, hvis det kunne være en gulerod for Finansministeriet,” pointerer direktøren.

Går glip af visionære projekter
En anden kritiker af gængs praksis er direktør i Dansk Miljøteknologi Jørn Jespersen. Han understreger i tråd med Lars Aagaard, at problemet ikke er forskningsreserven i sig selv, men den måde, som den bliver udmøntet på.

“Når vi står i den ulykkelige situation, at MUDP (Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, red.) og EUDP beskæres så drastisk på Finansloven, er forskningsreserven naturligvis ekstra vigtig. Men det er en uholdbar løsning med etårige bevillinger, som oven i købet fordeles sidst på året,” siger han.

Netop det problem har forskningsordfører i SF Jacob Mark forsøgt at løse. Han har flere gange over for sine kolleger i Uddannelses- og Forskningsudvalget foreslået, at forskningsreserven kun uddeles hvert fjerde år.

“Alle ved, at det er lettere at lave investeringer, hvis man kender budgetterne flere år frem. Jeg har derfor foreslået ministeren og de øvrige partier, at vi nøjes med at uddele reserven hvert tredje eller fjerde år,” siger han.

Hans indtryk er dog, at der blandt ordførerne er tilfredshed med den nuværende model, som giver mulighed for “hvert år at give gaver ud”.

Afskaf ikke cigarkassen
Helt at afskaffe forskningsreserven ved eksempelvis at lægge midlerne ind under finansloven ville dog være hovedløst, mener han.

“Jeg ser forskningsreserven som en slags cigarkasse, som gør, at en sort regering som den nuværende ikke kan skære miljø- og klimaområdet helt ned,” siger Jacob Mark.

I sidste måned bad SF Lars Christian Lilleholt (V) forholde sig til, hvorvidt han mener, at flerårige budgetter er at foretrække på energiforskningsområdet.

Uden at svare konkret på spørgsmålet skriver ministeren, at midlerne til EUDP overvejende fastlægges som en del af forhandlingerne om forskningsreserven. Og at de “årlige forhandlinger om forskningsreserven understøtter, at der er en årlig politisk drøftelse blandt alle Folketingets partier af, hvilke forskningsområder der er vigtige at prioritere”.

“Der har i mange år været bred enighed om at prioritere energiforskning i forskningsreserven og på finansloven. Den prioritering, håber jeg, vil fortsætte flere år frem,” skriver Lars Christian Lilleholt.

Reserve som damage control
Her er der dog ifølge socialdemokratisk energiordfører Jens Joel både tale om ansvarsfralæggelse og politisk spin.

“Man fralægger sig sit politiske ansvar ved ikke at stå på mål for sine prioriteringer, men i stedet sige, at det nu er op til de øvrige partier at løfte eksempelvis energiforskningen,” siger han.

Og på den måde mudrer man billedet omkring finansloven, forklarer Jens Joel. Ministrene på de relevante fagområder kan under en bred kam henvise til forskningsreserven, når de bliver kritiseret for, at netop deres ministerium får skåret i midlerne.

“Nu kan Lars Christian Lilleholt gemme sig bag forhåbningen om, at reserven tilfører ekstra midler til EUDP, så puljen i det mindste ikke bliver mindre end sidste år. Og hvis det viser sig, at man ikke får så mange penge, som man havde håbet på, så har man kunnet holde pressen hen i nogle måneder, og på den måde kan forskningsreserven bruges som en slags damage control,” siger han og fortsætter:

“Hensigten med forskningsreserven var aldrig, at den skulle fungere som lappeløsning. Og meget tyder på, at det er der, vi er havnet i dag. Men igen må jeg understrege, at vi er bedre stillet med en lappeløsning end ingen løsning.”