Kun de stærkeste klarer sig i konkurrencestaten

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og redaktør af bogantologien ”Et liv i andres hænder”

Et liv med alvorlig sygdom eller handicap indebærer som grundvilkår en afhængighed af det omgivende samfund.

Først og fremmest er man som borger prisgivet den førte politik på området. Dernæst har det stor indflydelse på tilværelsen, hvem man møder, når man er afhængig af andres hjælp.

Altinget | Social har i den seneste måned bragt vægtige debatindlæg med spot på den sociale retssikkerhed i kommunerne – og tak for det. Det er meget værdifuldt, for emnet trænger til opmærksom iagttagelse.

Venter på ændring i incitamenter
Debatten har fra en lang række sider fastslået, at retssikkerheden reelt er truet. Blandt andet har næstformand i Dansk Socialrådgiverforening Niels Christian Barkholt direkte indrømmet og beklaget, at kommunernes ledelser presser på for at få sagsbehandlere til at prioritere økonomi over socialfaglighed og borgernes individuelle behov i den sociale sagsbehandling.

Og advokat Sanne Møller har skrevet om de økonomiske fristelser, som kommuner jævnligt ligger under for i forbindelse med den sociale sagsbehandling på grund af den økonomiske incitamentsstruktur i systemet.

Hvis vi skal ændre ved den manglende sociale retssikkerhed, så skal menneskesynet og holdningerne hos vores politikere og i vores offentlige forvaltninger til nærmere eftersyn, for hvad hjertet er fuldt af, løber hænderne over med.

Lisbeth Riisager Henriksen
Redaktør af bogantologien ”Et liv i andres hænder”

Den analyse har mange borgere længe haft, men nu er det altså officielt erkendt fra systemets egen repræsentant, at det faktisk forholder sig sådan.

Men kommunernes adfærd kan ikke helt adskilles fra Folketingets ditto. Derfor opfordrer Sanne Møller såvel som ledende socialrådgiver i Scleroseforeningen Nadia Buchard til, at Folketinget med socialminister Manu Sareen (som også er den øverst ansvarlige i forhold til Handicapkonventionen) griber ind og ændrer på de økonomiske incitamentsstrukturer i kommunerne, så det ikke kan betale sig for dem at bryde loven.

Den indgriben venter vi stadigvæk på, selvom mange mennesker gennem de seneste år har henvendt sig til de seneste socialministre og kritiseret, at der tilsyneladende foregår noget, der ligner systematiske brud på retssikkerheden i kommunerne.

Borgere med behov for hjælp mødes i stigende grad med mistillid og mistænkeliggørelse, ligesom hjælpemulighederne er blevet væsentligt forringet. På få år har vi fået et på mange måder ubarmhjertigt samfund, hvor det er blevet legitimt for blandt andet politikere og kommuner at svigte mennesker, der beder om hjælp i forbindelse med sygdom eller handicap. Det sætter mange borgere under et stort pres. Og det er en stærkt bekymrende og asocial udvikling.

Jeg står bag en ny bogantologi, som er affødt af bekymring over denne asociale udvikling. ”Et liv i andres hænder” belyser den politiske retning mod en konkurrencestat og mediernes medvirkende indflydelse på denne udvikling. Og den fortæller om, hvordan det kan se ud, når mennesker med kroniske lidelser eller handicap i lyset af denne udvikling møder sundhedsvæsenet, det sociale system, uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.

Den nyliberale tidsånd og konkurrencestatsparadigmet stilles op imod ånden i FN’s Handicapkonvention, og vi pointerer, at de to værdisæt er uforenelige.

”Survival of the fittest”
Social- og beskæftigelsespolitikken er et af de områder, hvor dette paradigmeskifte er slået igennem med store konsekvenser for syge borgere. Vi har set skelsættende social- og beskæftigelsespolitiske reformer af fleksjob, førtidspension, sygedagpenge, kontanthjælp med videre i de seneste par år; reformer, som skærer i kompensationen og dermed gradbøjer det ellers hævdvundne og grundlæggende handicappolitiske kompensationsprincip.

Ligeledes ser det ud, som om grundprincipperne om ligebehandling og solidaritet også er under pres i selve lovgivningen. Det vil sige, at der fra politisk hold lægges op til, at man ikke som tidligere skal kompensere mennesker med funktionsnedsættelser i et omfang, så de ligestilles med raske borgere.

Social- og beskæftigelsessystemet er et andet område. Her har mange udsatte borgere igennem de sidste par år erfaret, at det er så som så med retssikkerheden i mødet med systemets folk, og at man i forvaltningen af lovgivningen ofte går til grænsen – og nogle gange længere end dét. Det betyder, at borgere med funktionsnedsættelser står i en dobbelt sårbar position, og at systemet og forvaltningen kan uddybe den afmagt, som funktionsnedsættelserne i sig selv udgør.

Professor Katrin Hjort (som ikke har noget med min bog at gøre) bekræfter denne tendens i sin doktorafhandling ”Farvelfærdsstat” (2013). Hun påpeger, at den udvikling sætter muligheden for at få omsorg og velfærdsydelser under stærkt pres for den enkelte. Der sker en benhård, kynisk økonomisk prioritering af, hvem der skal have hjælp.

Prioriteringen går fra velfærdsstatens pligtetik: Den, der havde brug for hjælp, skulle altid hjælpes – til den fremvoksende konkurrencestats nytteetiske kalkule: den, der skal hjælpes, er den, det kan betale sig for staten at hjælpe!

Samtidig påviser Katrin Hjort, at den, som evner at sætte sig ind i systemet, som kan argumentere for sin sag, og som kan forhandle, opnår bedre hjælp i sin nød end den, som ikke har forhandlingsevne.

Med andre ord synes konkurrencestaten at gøre det endnu vanskeligere end under velfærdsstaten at få hjælp, når man ligger ned i livet, og selv som hjælpeløs skal man kunne noget for at opnå hjælp. Konkurrenceparadigmet gælder altså ikke ”kun” på arbejdsmarkedet og staterne imellem, men også i det sociale system. Det er blevet ”survival of the fittest”, hvilket ikke er særligt socialt!

Menneskesynet skal revideres
Jeg mener, at retssikkerhedsproblemet stikker dybere end i kommunernes økonomiske interesser alene, selvom de selvsagt er en del af problemet. Men problemet refererer grundlæggende til den politiske udvikling i retning af et konkurrencesamfund, som politikere fra de seneste års reformer under især SRSF- og SR-regeringerne har gennemtrumfet uden egentlig demokratisk diskussion af, om vi som borgere også ønsker at gå den vej.

Den udvikling bærer politikere hovedansvaret for, ligesom de bærer hovedansvaret for alle de borgere, der er kommet i klemme i det sociale eller beskæftigelsesmæssige kommunale system trods massive råb om hjælp. Det er ikke en vej, som tjener fællesskabet, men en udvikling i retning af et samfund, hvor man kun kan regne med retssikkerhed, hvis man er veluddannet, velstillet, magtfuld og kan argumentere for sin ret på systemets præmisser. 

Mange opråb til skiftende socialministre og Folketingets medlemmer om uretfærdighederne har ikke affødt anden reaktion end udsagn om, at socialministeren skam ”har tillid til kommunerne” og ellers henviser til ”det kommunale selvstyre”.

Således også i et indlæg her i Altinget | Social ved Manu Sareen. Men dermed blåstempler socialministeren politisk, at kommuner kan svigte mennesker i nød, og at det reelt kan betale sig for dem.

Hvis vi skal ændre ved den manglende sociale retssikkerhed, så skal menneskesynet og holdningerne hos vores politikere og i vores offentlige forvaltninger til nærmere eftersyn, for hvad hjertet er fuldt af, løber hænderne over med.

Men derudover er det nødvendigt at straffe kommuner og andre, der igen og igen svigter mennesker i nød. Når man er i andres hænder, er man dybt afhængig af, at myndighederne opfører sig hæderligt og tjener ens ve og vel. Det er stadig ikke for sent for samfundet at besinde sig på at gøre det rigtige, men det er politikerne, der i sidste ende har magten til at sikre borgerne retfærdighed i forvaltningen.