Elberth: #kv17 og #rv17 begynder nu

Villy Søvndal er tilbage i dansk politik og potentielt på stemmesedlen til det regionsrådsvalg, vi skal have 21. november 2017. Det betyder samtidig, at omkring 96.000 Facebook-følgere ikke længere er hjemløse på Villy Søvndals Facebook-side.

De kan bruges som afsæt til en valgkamp, selvom Søvndal reelt ikke behøver dem. Stiller han op, bliver han valgt. Spørgsmålet er, om han skal bruge dem til at sikre en regionsformandspost.

Resten af regions- og kommunalkandidaterne kan kigge misundeligt efter Søvndals rækkevidde på Facebook. Mange af dem skal til at bygge kampagnen op fra bunden, og det er der helt bestemte veje til. Blandt andet sociale medier, hvor de dygtigste og klogeste kandidater kigger sig meget længe i spejlet og tager en fornuftig beslutning, om de overhovedet skal satse hårdt på at hente stemmer med Facebook, Twitter med videre, eller om de skal satse på at give det varmeste håndtryk ude på gågaden, hvor det er væsentligt nemmere at få fysisk fat på vælgerne.

Genlæs som inspiration min egen hygge-e-valg-bog fra 2013, som allerede er forældet og gnasket i stykker af tidens tand, fordi vi har et helt andet mediebillede og helt andre platforme til rådighed.

Hvad er der på spil?
For kandidaterne længere nede på listen kan det være et spørgsmål om en eller to stemmer, der afgør, om de får en byrådsplads. Der er rent faktisk set eksempler (fra Odsherred), hvor tre kandidater med 42 stemmer fra samme parti måtte ud i lodtrækning om en byrådsplads, mens en enkelt kandidat fik 41 stemmer. Prøv at spørge Jesper Kock i Sønderborg, hvordan det føltes at blive valgt ind med to stemmer ned til næste kandidat på listen i 2013.

Og det er primært det, sociale medier kan. Det kan trække stemmer mellem listefæller, så kandidaten fra for eksempel Socialdemokratiet overhaler kandidaten, der står højere på Socialdemokratiets liste, fordi de bruger sociale medier bedre.

Genlæs mine ”hovedet på blokken”-forudsigelser fra 2013, hvor jeg vovede det ene øje og halvdelen af begge skuldre inden valget og påstod, at de dygtigste sociale medier-kandidater ville sprænge listerne. Det var et fast mønster.

Kandidat, du skal i gang nu
Fælles for kandidaterne er, at det tager lang tid at lave valgkamp, at komme i gang, at bygge platforme og kampagne og at flytte vælgere. Blandt andet fordi der er en række svære afgørelser, der kan betyde valg eller fald. Derfor er flere kandidater allerede i gang, har trykt foldere og er offensive - også kandidater, der endnu ikke er formelt opstillet af deres parti.

Her er de ting, kandidaterne skal tage stilling til nu, hvis de skal hente de helt afgørende få stemmer - og enkelte af dem allerede nu, selvom de endnu ikke ved, om de overhovedet er på opstillingslisterne:

Mærkesager
Allerede her glider de fleste af kandidaterne, når de skal vælge de mærkesager og politiske tiltag og løfter, de vil gå til valg på.

Der er en gigantisk forskel på at stikke fingeren op i luften og prøve at fornemme, hvad der kan aktivere vælgerne og flytte dem ned i en stemmeboks, eller rent faktisk gøre en indsats for at finde ud af, hvad der aktiverer vælgerne.

Genlæs lige Elberth: Enhedslistens venstrefløjsaktivister - hvor pointen er, at nogle kandidater og partier laver et enormt stykke forarbejde og finder ud af, hvad vælgerne bekymrer sig om, inden de kommunikerer.

Niclas Bekker fra Greve og Christian Haugk fra Kolding (begge borgmesterkandidater fra S) har en indiskutabel fordel, når de skal i gang med valg, fordi de siden 2013 har brugt sociale medier til at tale med vælgerne og lære, hvad der bekymrer dem helt ude i dagligstuerne. Og du skal vælge mærkesager, du rent faktisk mener. Ellers er det designerpolitik, som vælgerne gennemskuer.

Går du som kandidat til kommunalvalg på overordnede floskler om vækst, sammenhængskraft, tillid eller mangfoldighed, får du med stor sandsynlighed tæsk af de kandidater, der kan tale vælgernes sprog, når de ønsker sig ”bedre bemanding i vuggestuerne”, flere jobs eller at bevare byens stolte torv.

Kommunalkandidaterne skal helt derned, hvor de taler målrettet til vælgerne, og prøver de at tale i store landspolitiske termer, går det som regel hen over hovedet på vælgerne.

De fleste floskel-kandidater har allerede flosklet sig i gang. De kommer til at floskle en helt valgkamp og kigge forundret på stemmesedlen, når de ikke tidligt spotter på (manglende) tilbagemeldinger fra vælgerne, blandt andet på sociale medier, at der er noget galt i kommunikationen. Får du ingen likes, er det for eksempel bare en god indikator på, at du ikke kan slå en flue ud af kurs ved valget. Bliver du overrasket herefter, når stemmerne er talt op i november 2017, er det din egen skyld. For så har du ikke spurgt godt nok.

Målgrupper
De bedste kandidater ved, hvor mange stemmer de skal have, og hvilke målgrupper de skal have dem hos. Og de ved, hvor de finder de målgrupper med de rigtige budskaber. Det skal du også ku’ ku’.

Og blandt andet sociale medier giver dig mulighed for at ramme den forlovede 28-årige mand, der interesserer sig både for familie, karriere og det lokale idrætsliv og spekulerer i, hvordan han får tingene til at gå op. Han skal synes, at du kan spejle ham og hans udfordringer, hvis du skal vinde hans stemme. De bedste kandidater ved også, hvilke målgrupper der ikke kan fanges og flyttes på sociale medier, men kun i det virkelige liv.

Slogan
Nej. Det er ikke ligegyldigt, om man går til valg på ”Bent, ham du kender” eller ”Din stemme i kommunen”. Vi så flere kandidater i 2013, der fik lavet flotte afsæt ud fra fine kampagneoverliggere. For eksempel Gunvor Holm Wibroe på Frederiksberg, der lammetævede flere etablerede kandidater på Frederiksberg med ”De store skal passe på de små”-kampagnen.

Brug noget tid her, og få det testet af folk, der tør sige dig imod.

Platforme
Med stærke mærkesager, målgrupper og slogan på plads skal der vælges platforme. Alt fra valgplakater til hjemmeside til sociale medier.

Er du ung kandidat og vil appellere til de unge vælgere, skal du for eksempel kunne føre en Snapchat-kampagne, som mediebilledet ser ud lige nu, eller du skal sørge for at stille op til den vigtigste debat på gymnasiet. Tjek Pia Olsen Dyhr og Anders Samuelsen ud, før du går i gang med Snapchat.

Det er her, kandidaterne analyserer for dårligt generelt. Alt for mange kandidater har historisk troet, at de kunne favne alt fra Facebook til Myspace, Second Life og Twitter, og har glemt, at det er professionelle markedsføringsværktøjer, der skal bygges rigtigt og bruges professionelt, mens de i virkeligheden kunne have fanget 50 gange så mange stemmer på byens torv.

Vi vil se kandidaterne hoppe ind på Facebook som automatreaktion. Men vi vil se ganske få, der overhovedet kan flytte noget med mediet. Kan du ikke finde ud af at bruge medierne, så skal du enten sætte dig ind i det, købe rådgivning eller fravælge det. For du er i konkurrence med dem, der kan.

Det er her, der skal bygges hjemmeside, vælges ordentlige billeder til valgplakater og skrives foldere og tekster. Købes balloner og flag til uddeling.

Men pas på – også den verden er blevet professionaliseret i de seneste valgkampe: Der er en forbandet god grund til, at Dansk Folkeparti til torvefester uddeler vindmølle-merchandise ud til byens unger, mens Socialdemokraterne giver et flag. Ungerne vælger jo nok det, der er sejest, hvis de alligevel skal være din reklamesøjle, ikke? Find dine egne dødssyge flag i en skraldespand nær dig, efter du har talt, at du har fået det stukket i hånden på 500 unger, der nu alle render rundt og leger med DF-vindmøller i efterårsblæsten.

Kampagne og flow
Så skal der føres kampagne. Og det er en lang plan for at møde så mange potentielle vælgere som muligt og flytte dem til et punkt, hvor de har dig i baghovedet, når de går ind i stemmeboksen. Det kræver, at du kan flytte dem. Fra et nulpunkt til kendskab til lysten til at stemme på dig.

Du skal ramme din kernemålgruppe på det, der interesserer dem, nok gange til, at de bliver interesserede og synes, du er tiltalende nok til, at du skal have deres stemme og tale med den, fordi de har deponeret deres mandat hos dig. Det er en kæmpe tillidssag, og det kræver, at du gør en kæmpeindsats.

De bedste kandidater har på dette tidspunkt fundet mærkesager og et afsæt, der appellerer til en bestemt målgruppe, der er stor nok til at blive valgt, og så går de i gang med at påvirke dem på alle flader, hvor målgruppen er.

Går du omvejen i din kampagne og fyrer løs på Twitter her og tror, at vejen til himmerig er at komme i lokalsprøjten, som ingen potentielt læser, så har du måske spildt de kræfter, der skulle have gjort, at du havde overskud til at tale dem varme på gågaden.

Ramte du lokal-tv i 2004, var du valgt. Ramte du lokal-tv i 2017, var du ham, der som … nå, ja, er der noget fedt ovre på Netflix, skat?

Har du frivillige, kampagnekoordinatorer med videre, er det væsentligt nemmere at ramme de gode plakatpladser, når valget går i gang – men husk, at november er blæsevejr. Hvor mange plakater er flotte og indbydende på det tidspunkt? Sidder folk inde i varmen i deres stuer, mens dit over-photoshoppede portrætbillede Karen Jespersen-style hænger regn-ødelagt i laser i lygtepælen, og du selv står småfrysende på torvet og taler med ingen?

Find nogen, der har prøvet det før, og lur dem af eller spørg om deres råd her. Eller kig i valgbogen ovenfor, og se, hvordan Gunvor holdt regnskab på sin Post-it-tavle.

God fornøjelse! Må den bedste kandidat vinde hæder og ære - og en byråds- eller regionsplads.