LA blokerer Støjberg-forslag: Det er uanstændigt

STATSBORGERSKAB: Liberal Alliance vil ikke lægge stemmer til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs forslag om at tage 2750 sager om statsborgerskab op igen.

Liberal Alliances Leif Mikkelsen vil ikke være med til at sende omkring 2.500 allerede afgjorte dispensationssager om statsborgerskab tilbage i Indfødsretsudvalget. 
Liberal Alliances Leif Mikkelsen vil ikke være med til at sende omkring 2.500 allerede afgjorte dispensationssager om statsborgerskab tilbage i Indfødsretsudvalget. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget.dk
Cecilie Gormsen

”Jeg er helt uforstående over for den udmelding.”

Sådan lyder den kontante udmelding fra Liberal Alliances indfødsretsordfører, Leif Mikkelsen, efter udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har foreslået en tidobling af antallet af allerede behandlede statsborgerskabssager, der skal sendes tilbage til genbehandling i Indfødsretsudvalget.

”Det er for os politisk utroværdigt, og derfor medvirker vi selvfølgelig ikke til det,” siger Leif Mikkelsen.

I første omgang skulle Indfødsretsudvalget genbehandle 255 sager, hvor der op til folketingsvalget var skrevet et forbehold ind i det brev, som Justitsministeriet sendte til dem om, at de havde fået dispensation og dermed udsigt til snarligt statsborgerskab. Forbeholdet gik på, at de kunne risikere ikke at få dispensation, hvis retningslinjerne på området skiftede efter valget.

Tegner sig flertal mod Støjberg
De 255 sager er nu ved at blive genbehandlet i Indfødsretsudvalget, og dem er Liberal Alliance med på at tage op, da der var skrevet et forbehold ind i bunden af brevet.

Men de resterende 2495 sager vil Leif Mikkelsen ikke genbehandle – heller ikke selv om Liberal Alliance oprindelig stemte nej til en del af de dispensationer, der er givet.

”Udvalget har vedtaget, at vi ikke vil genbehandle sagerne. Det løber man så fra nu, og det kalder vi politisk uanstændighed,” siger han og fortsætter:

”Vi mangler at få afklaret, om ministeren kan tvinge det igennem, når nu udvalget har vedtaget det modsatte. Men det får vi afprøvet på mødet i morgen (torsdag, red.), vil jeg tro.”

Leif Mikkelsen vil ikke udstede garantier for, hvad andre partier gør – men Liberal Alliance kommer ikke til at stemme for at genoptage sagerne. Men der tegner sig allerede nu et flertal for at tildele statsborgerskab til de cirka 2500 personer. Oppositionspartierne er nemlig også stærkt kritiske over for genoptagelserne af sagerne og dermed indstillet på, at de skal have statsborgerskab.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00