LA om flygtningekrisen: Vi skal ikke være Europas prop

INTERVIEW: Når lande syd for Danmark ikke registrerer flygtninge og migranter, skal Danmark heller ikke gøre det, mener Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll. "Vi kan ikke gøre os til den prop uden at ende med et utroligt antal asylansøgere i Danmark," lyder det.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget.dk
Kasper Kaasgaard

Altinget spørger i en interviewserie Folketingets udlændinge- og integrationsordførere, hvad Danmark skal gøre i den aktuelle flygtningesituation.

Her er det Liberal Alliances integrations- og politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll.

Hvad skal vi gøre ved flygtningesituationen?

”Det internationale samfund er nødt til at gribe fat om nældens rod og sørge for at få etableret sikre zoner i Syrien, hvor flygtninge kan bo og hjælpes. Og øge hjælpen i nærområderne – det er det væsentligste at komme i gang med.

Derudover skal vi hjælpe dem, der er her lige nu. Vi bliver nødt til at hjælpe de mennesker, men så i øvrigt holde fast i, at hele verden ikke kan bo i Danmark eller Europa.

Danmark bør omlægge sin udviklingsbistand, så den primært beskæftiger sig med at hjælpe i nærområderne til internationale brændpunkter. Der skal være langt større fokus på det og på nødhjælp.”

Bør Danmark tage del i en fælles europæisk kvotefordeling af flygtninge?

”Danmark har jo et forbehold, og selv uden et kvotesystem har Danmark ikke noget at skamme sig over. 

Jeg synes, det er vigtigere at få sikret, at folk kan leve et bedre liv i nærheden af, hvor de kommer fra, end at man fordeler dem heroppe. Så vores umiddelbare svar er et andet. Fordelingen kommer til at foregå mellem de lande, som ikke har forbehold. Danmark tager stadig sin del, uden vi har en bestemt kvote.”

Hvad skal der ske med de mennesker, som ikke ønsker asyl og vil videre til eksempelvis Sverige?

”Når alle lande syd for os tydeligvis har suspenderet reglen om at gøre dem til asylansøgere i deres eget land, så kan vi ikke gøre os til den prop uden at ende med et utroligt antal asylansøgere i Danmark. Derfor tror jeg også, en del af dem kommer til at blive asylansøgere i lande, der ligger nord for Danmark.”

Hvor mange flygtninge skal Danmark tage?

”Vores udgangspunkt er, at man skal etablere sikre områder i Syrien, hjælpe massivt med flygtningecentre i nærområderne og hjælp til nogle af nabolandene. Vi skal have stoppet den enorme flygtningestrøm, der er i øjeblikket.”

Men nogen skal jo tage imod?

”Det gør vi også. Der er 686, der har søgt asyl siden i søndags. Det er et meget højt tal og et tal, som på dagsbasis er højere, end hvad Danmark vil kunne klare, hvis man ser det over et længere perspektiv.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Radiovært, 24syv, fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA)
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)

0:000:00