LA spænder ben for blå blok: Ingen urørt skov i naturpakken

NATURPAKKE: Der er ikke råd til, at urørt skov kommer med i regeringens naturpakke, mener Liberal Alliances Carsten Bach. V og K undrer sig – og fastholder, at urørt skov skal være med i pakken.

Frederik Tillitz

Ny urørt skov er for dyrt for statskassen og kommer ikke med i den kommende naturpakke.

Sådan lyder det fra Carsten Bach, miljøordfører for Liberal Alliance, to uger inden miljøminister Esben Lunde Larsen (V) fremlægger regeringens naturpakke.

”Da naturpakken kun er et engangsbeløb, kommer vi ikke til at kunne finansiere urørt skov. Det er der ikke midler til i pakken,” siger han.

Før valget foreslog en samlet blå blok af udlægge 20 procent af statens skove til urørt skov. Det svarer til cirka 25.000 hektar. Men ifølge Carsten Bach er der i naturpakkens budget på 89 millioner ikke tilstrækkelige midler til at finansiere det.

Da naturpakken kun er et engangsbeløb, kommer vi ikke til at kunne finansiere urørt skov. Det er der ikke midler til i pakken

Carsten Bach
Miljøordfører for LA

”Vi skal ud og lave konkrete engangsprojekter med naturpakken. Ikke en årlig udgift for staten i mistede indtægter,” siger han.

Hvert år tjener staten 50 millioner på skovdrift i statsskovene. Ifølge Carsten Bach vil en udlægning af 20 procent føre til en årlig mistet indtægt på 10 millioner, og beløbet kan komme op på 40 millioner om året, da der er stor forskel på indtægterne fra de forskellige skove.

Han slår dog fast, at LA stadig arbejder for mere urørt skov. Det kan blot ikke lade sig gøre inden for naturpakkens budget.

V: Urørt skov giver mest for pengene
I Venstre vil man dog blive overrasket, hvis ikke der kommer urørt skov med i naturpakken.

”Urørt skov er i forhold til biodiversitet et af de virkemidler, hvor man får mest for pengene. Det vil undre mig meget, hvis ikke urørt skov kommer med i pakken,” siger Anni Matthiesen, naturordfører for Venstre.

Hun kan slet ikke nikke genkendende til Carsten Bachs syn på urørt skov.

”Vi var jo sammen med LA om at fremlægge forslaget, da vi var i opposition. Det husker Carsten måske stadig. Jeg glæder mig til at høre, hvad han så vil foreslå for at opnå biodiversitet,” siger Anni Matthiesen.

Hun slår fast, at det ikke er sikkert, hvor meget urørt skov der vil blive udlagt, da de 89 millioner i pakken skal gå til mange forskellige projekter. De kommende forhandlinger med resten af blå blok vil afgøre, hvor mange hektar der bliver udlagt.

”Jeg kan ikke sige præcis, hvor mange hektar urørt skov der kommer i pakken. Det kommer helt an på forhandlingerne. Vi vil prøve at forfølge de 25.000, men man kan aldrig vide, hvor det ender,” siger Anni Matthiesen.

K: Penge en udfordringer
Søren Pape Poulsen (K) har tidligere nævnt 50.000 hektar urørt skov som et langsigtet mål for Konservative.

Mette Abildgaard, miljøordfører for Konservative, kan ikke forstå, hvorfor LA nu har ændret holdning til urørt skov.

”Jeg er ikke enig i Carsten Bachs bombastiske udmeldinger. Der kommer helt sikkert urørt skov i naturpakken,” siger hun.

Mette Abildgaard pointerer dog også, at det vil være begrænset, hvor meget urørt skov man kan få for 89 millioner.

”Det handler lige nu om at få så meget ny natur som muligt for de penge, der er i naturpakken,” siger hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anni Matthiesen

MF (V), børne- og undervisningsordfører, handicap- og turismeordfører
HH (Esbjerg Handelsskole 1985), diplomuddannelse (Danmarks Forvaltningshøjskole 2003), Studentereksamen STX (Grindsted Gymnasium 1983)

Carsten Bach

MF (LA)
cand.scient. i anvendt kvartærgeologi (Aarhus Uni. 2003)

Mette Abildgaard

MF og politisk ordfører (K), formand for Statsrevisorerne
cand.soc. i offentlig forvaltning og kommunikation (Roskilde Uni. 2013)

0:000:00