Læs hele Morten Østergaards formandstale ved åbningsdebatten

Morten Østergaards formandstale ved åbningsdebatten i Folketinget 5. oktober 2017
Det talte ord gælder.

Det vakte stor glæde i den radikale lejr, at statsministeren i tirsdags både startede og sluttede med at tale om ungdommen. Om begejstrede unge med mod på fremtiden og lyst til at rejse ud i verden. Og jeg var enig, da statsministeren understregede, hvor letsindigt det er kun at tænke på nutiden. Vi må forberede os på fremtiden.

Men statsministeren glemte noget i sin tale. Han glemte at fortælle, hvad regeringens milliardbesparelser på uddannelse betyder for Danmarks ungdom.

Statsministeren havde mødt ungdommen på Esbjerg gymnasium. En skole med cirka 950 elever og 100 lærere. Her skal spares cirka 30 millioner kroner frem til 2021. Erhvervsakademier, universiteter, professionshøjskoler, erhvervsskoler og gymnasier. Ingen går ram forbi. Heller ikke de unge i Esbjerg. Næsten 15 milliarder kroner summer regeringens planlagte besparelser op til.

I en tid, hvor vi må forstå, at det går godt, endog ”ret godt”, i Danmark, er det så virkelig den bedste måde at ”forberede os på fremtiden”? Giver massive besparelser på uddannelse for tredje finanslov i træk opsvinget flyvelængde?

Svaret er nej. Men det er et godt eksempel på, at konsekvenserne af de beslutninger, som træffes i Folketinget, ofte først viser sig meget senere, og ofte bæres af dem, der kommer efter os, men ofte uden at deres stemme, deres drømme har været inddraget.

Havde man spurgt de britiske unge, ville de have foretrukket en fremtid som en del af EU, men de vågnede op til et Brexit. De skal leve med konsekvenserne af et valg, som de ældre generationer traf henover hovedet på dem. Tilsvarende skal de amerikanske unge leve med konsekvenserne af den amerikanske præsidents beslutning om at trække dem ud af den internationale klimaftale fra Paris, selvom de selv havde foretrukket en præsident, hvis mål var at styrke den grønne omstilling i USA.

Sådan er det i dag. Vi politikere taler og taler, men lytter for lidt til dem, vores beslutninger berører: den næste generation.

Forudsætningen er, at vi giver fremtiden en stemme. Derfor har jeg i dag valgt at give min taletid til ungdommen. Nærmere bestemt til Jens Philip, der blev student i sommer.

Jeg citerer:

---

”Da jeg blev student, var det sammen med et hav af andre unge. Vidt forskellige unge, med vidt forskellige baggrunde. Men alle som én, engagerede unge. Ambitiøse unge. Unge med en vilje og en lyst til at udvikle sig selv, udforske verden, blive klogere og gøre en forskel. Og samfundet gav os muligheden for netop dét, ved at åbne vores muligheder. Ved at give os plads og rum, til at danne og uddanne os, ved at skabe rammerne for os som unge. Til at udfolde os og udleve vores potentiale. Til glæde og gavn for os selv og for vores samfund.

Det var for øvrigt i sommer, da jeg dimitterede fra Langkaer Gymnasium i Aarhus - jeg, Jens Philip Yazdani. Nu er jeg formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Og jeg frygter, at samfundet er ved at bryde den generationskontrakt, som har givet os unge de muligheder, vi har.

Vi unge; vi er Danmarks fremtid. Vi er Danmarks suverænt største potentiale. Et potentiale, som samfundet ikke må spilde, ikke har råd til at spilde og ikke kan tillade sig at spilde.

For vi er det eneste, som samfundet har. Det er os og vores evner, I skal leve af, når I bliver gamle. Danmark har ikke store mængder olie i undergrunden. Danmark har de unge og den uddannelse, vi giver dem.

Men selvom vi unge er Danmarks råstof, kan I ikke blot behandle os som endnu en vare, der skal produceres, forarbejdes og klargøres til salg. Vi er også unge i vores egen ret. Som unge mennesker, der er nysgerrige og engagerede, og som skal afsøge, udforske og udfordre verden. Og vi skal have plads til netop dét.

For vi kan. Og vi vil. Vi har drømme for fremtiden, for os selv og for hinanden. For Danmark. Vi har ambitioner. Og det er vigtigt, at I som voksne politikere husker på det. At I er bevidste om jeres ansvar for den opvoksende generation. For os, ungdommen.

For ungdommen er Danmarks fremtid. Vi er Danmarks fremtid.

Det virker desværre som om, at I har glemt det. At I har glemt, hvilken værdi og hvilket potentiale vi rummer. Eller at I, værre endnu, måske er ligeglade.

I hvert fald fører I politik som om. Ved at indføre uddannelseslofter og karakterkrav, og dermed udelukke os fra uddannelse. Ved at indføre fremdriftsreformer og hurtigstarts-bonusser og derigennem piske os i gang og igennem. Ved at forringe vores SU, som er forudsætningen for vores uddannelse og alles mulighed for uddannelse. Og ved at gennemtrumfe massive milliardnedskæringer på vores uddannelser.

14,9 milliarder! Så meget vil I spare. På uddannelse. På ungdommen. På fremtiden. På os. På vores gymnasier mister vi fire millioner lærertimer. Og det er til det samme antal elever. Det betyder mindre tid til den enkelte elev, dårligere feedback og dårligere forberedt undervisning. Vi får dårligere undervisning.

Og det er samme historie på de videregående uddannelser og på vores erhvervsuddannelser. Overalt falder kvaliteten som følge af jeres kortsigtede og uambitiøse uddannelsesnedskæringer. De uddannelsesnedskæringer der er endnu et led i en uddannelsesfjendsk, ungdomsfjendsk og decideret fremtidsfjendsk politik. Som I fører.

I stedet mener vi, at vi som samfund bør prioritere ungdommen. Og investere i vores ungdom. At I bør lade os udnytte vores potentiale. Alt vi ønsker er, at I skaber rammerne. At I giver plads til ungdommen, til os. At I giver os muligheder. Til at udleve vores potentiale. Til glæde og gavn for os som unge – og jer som voksne.

Giv os plads. Drop fremdriftsreformen. Drop hurtig-i-gang-hurtig-igennem- tænkning. Drop karakterræset og præstationspresset.

Giv os muligheder. Drop karakterkravene. Drop uddannelsesloftet. Og drop de massive milliardnedskæringer.

Skab rammerne med plads og rum og med ordentligt finansiering. Det er vores ønske. Som elever og studerende. Og det er derfor, at vi lige nu i dette øjeblik står landet over, i Aalborg, i Aarhus, I Odense, I København og i Rønne, og demonstrerer. Det er med dét ønske. Ønsket om plads og tillid til ungdommen og ordentlige rammer.

Og hvis I, som politikere, kan opfylde det ønske, hvis I åbner mulighederne, hvis I viser tillid til os, så lover vi, at vi nok skal leve op til det ansvar, der påhviler os. At vi nok skal udnytte og udleve vores potentiale. Til glæde og gavn for os alle - og for vores fælles samfund.”

---

Citat slut.

Det var Jens Philips ord til os. De var knubbede. Både til den nuværende og den forrige regering. Også beslutninger, som jeg har været med til at forme og fremme, står for skud. Mit mål er ikke at pege fingre, men at kalde til samling.

I år fødes cirka 60.000 børn i Danmark. Eller 335 menneskeskæbner for hvert medlem af Tinget. Vores beslutninger i år former disse børns fremtid: Vi har ikke arvet Danmark af vores forældre. Vi har det til låns af vores børn. Så hvad vil vi bruge vores kræfter på?

Skal vi mure os inde og være os selv nok, eller skal vi gribe den globale udviklingsplan, FN's 17 verdensmål, og gøre den til vores fælles kompas for fremtidens Danmark og for vores engagement i verden? Selvom det går godt, er der stadigt meget at gøre. Og vi kan lede med vores eksempel, som vi har gjort med velfærdsstaten, den grønne omstilling og forskning, innovation og uddannelse.

Skal vi stikke hovedet i busken eller tage alvorligt, at de vigtigste dage i et barns liv er de første 1.000 og træffe beslutninger, der gør os i stand til markant at løfte vores indsats for de børn, der får en svær start på livet, så de sociale problemer ikke går i arv fra generation til generation?

Det kan vi gøre med en generationsgave. Hvis vi deler bare lidt af den forventede højere levetid med kollegerne på arbejdsmarkedet, så kan vi til gængæld kan gøre mere fra første færd i sundhedsplejen, daginstitutioner og senere i bedre uddannelse. Det er da ægte solidaritet.

Skal vi køre test, trit og retning, eller skal vi sætte skolen og lærerne fri til at få folkeskolen til at sprudle? Tage et opgør med de opdelte skoler, så vores særkende – en folkeskole, hvor vi mødes på kryds og tværs og dannes og uddannes sammen – bliver virkeligheden alle steder i Danmark.

Skal vi vende strømmen, så vi ikke skal se at syv ud af ti nye studiepladser på korte og mellemlange uddannelser havner i landets fire største byer, men skaber muligheder i et UddannelsesDanmark uden kanter?

Skal vi tage et gennemgribende selvopgør med en uddannelseskultur, hvor målet ikke er, at vores børn og unge skal udfordre sig selv og hinanden til at bryde rammerne for det, vi troede muligt, men blot huske mest og præstere bedst inden for de rammer, der var givet på forhånd.

Skal vi lade formørkede mindretal kaste deres skygger over det store flertal af medborgere – nye som gamle – som holder af vores samfund, bidrager og indgår i fællesskabet? Skal vi bruge vores tid på at grave grøfterne dybere og yppe kiv mellem befolkningsgrupper, som så ofte før? Eller skal vi lade integration handle om hvad vi vil og hvad vi gør – fremfor hvor vi kom fra og hvem vi beder til? Statsministeren har ofte mærket min kritik – en i dag letter jeg på hatten og erklærer mig enig: Integration handler ikke om hudfarve og religion, men om at vælge Danmark til.

Skal vi lade mosset gro på grænsebommene eller åbne Danmark for den arbejdskraft, vi har så hårdt brug for. Fra EU via den fri bevægelighed, som bidrager til produktion i Danmark og job til danskere, som ellers ville forsvinde. Fra resten af verden med en garanti mod flaskehalse for virksomheder, der ikke kan finde de folk, de skal bruge.

Alt det kan vi. Hvis vi vil.

Så lad os samles om at bruge de gode tider klogt.

For som statsministeren så rigtigt sagde - et modigt folk fortjener et modigt Folketing.
Et modigt folketing skal turde se virkeligheden i øjnene. Turde se fremtiden gennem øjnene hos dem hvis hoveder og hænder, skal forme den. Turde blive klogere.

Kort sagt - et modigt folketing skal gøre Danmark større. Jeg glæder mig til samarbejdet herom.