Kronik

Larrain, Sayers & Theils: Giv os journalistikken tilbage

KRONIK: Objektivitet, kildekritik og helt basal research er klassiske journalistiske dyder, der i stigende grad er gledet i baggrunden på grund af travlhed og en presse, der halser efter de seneste og mest ekstreme meninger. Det er blevet til pseudonews for zombier og vilkårligt mikrofonholderi.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Paula Larrain, Susanne Sayers og Lone Theils
Journalister og forfattere

Europarådet lever i en drømmeverden, den danske udlændingeminister befinder sig i den virkelige verden. Det får udlændingeminister Inger Støjberg (V) lov at sige fuldstændig uimodsagt i et Ritzau-telegram, som en række nyhedsmedier bragte tirsdag, og hvor hun blandt andet forholder sig til den hårde kritik af de danske forhindringer på familiesammenføringsområdet, som Europarådet har offentliggjort.

Artiklen er det skæreste mikrofonholderi uden ét kritisk spørgsmål. Blandt andet kunne man jo have spurgt om, på hvilken måde andre lande med mere lempelige regler for familiesammenføring ikke regerer i virkelighedens verden, ligesom det burde være en journalistisk pligt at bede ministeren forholde sig til, at Danmark selv har skrevet under på de internationale konventioner, som sikrer retten til familiesammenføring.

Ministerens holdning er naturligvis legal, og den passer glimrende til et uredigeret socialt medie som Facebook eller Twitter, men af de traditionelle medier med en redaktion, bør vi kunne forvente mere. Ikke mindst en forudgående analyse af kildens interesser samt selvstændig research af de faktiske forhold, som man kan bede kilden om at forholde sig til.

Medierne gør sig i accelererende grad skyldige i pseudonews for zombier og vilkårligt mikrofonholderi.

Eksemplet er desværre kun det seneste. Vi ser dagligt fuldstændig ukritisk mikrofonholderi og 'synsninger' brede sig ind på det område, som før var forbeholdt researchet og kritisk journalistik.

For ikke så længe tiden lod BT kernesunde Ninka-Bernadette Mauritson påstå, at hun med kost havde fjernet sin søns autisme. Journalisten stillede ikke spørgsmål ved den påstand, den fik blot lov til at stå som en kendsgerning på trods af, at fagkundskaben på baggrund af en række studier afviser påstanden. BT undskyldte sig med, at det var til et hyggeformat i en søndagsavis, hvor konceptet ikke var at være kritisk. Det holder selvsagt ikke – kontroversielle og tvivlsomme påstande skal følges op af spørgsmål, uanset hvilket journalistisk format de bringes i.

Vi har ikke brug for flere meningsdannere i medierne, vi har brug for flere vidensdannere.

Paula Larrain, Susanne Sayers og Lone Theils

Senere fulgte Politiken trop ved at give Ninka spalteplads til at forklare sig yderligere i et debatindlæg. Men heller ikke Politiken behandlede påstanden efter journalistiske kriterier. Hvordan skal læserne bliver klogere på et kompliceret emne, hvis enhver kan slippe af sted med at fremsætte udokumenterede påstande?

Vi ser lignende eksempler hver eneste dag. Kontroversielle emner dækkes i stigende grad ved blot at holde mikrofonen eller stille spalteplads til rådighed for de forskellige parter, og så må læseren selv vurdere, hvem der har ret. Eller kilderne får lov at udtale sig uforstyrret om problemer og emner, som de ikke umiddelbart har særlig forudsætning for at mene noget om, hvis bare det er sensationelt nok. Som f.eks. en succesrig iværksætter, der i et interview taler for diktatur, uden at journalisten stiller et eneste kritisk spørgsmål.

Det er ikke journalistisk objektivitet, det er journalistisk magelighed og journalistisk makværk.

Man kan naturligvis diskutere, om journalistik kan være objektiv. Men den kan i hvert fald være saglig og fagligt kompetent, når den er velresearchet, når journalisten har vurderet kilderne og deres baggrund og kan stille de relevante og kritiske spørgsmål undervejs.

Vi minder om, at journalistikkens opgave ikke er hverken at holde med eller være imod de implicerede parter, hvad enten det er en politiker, en ekspert, en fortvivlet far eller en succesrig erhvervskvinde. Journalistikken skal stille sig på sandhedens side i det omfang, at den findes. Det handler om at oplyse og viderebringe nyheder sat ind i en sammenhæng. Hvis det blot handlede om at sætte en mikrofon op i øst og vest, kunne vi lige så godt overlade faget til robotter.

Hvordan er det sket, at vi er kommet så langt væk fra den oprindelige kerne, som de fleste af os er uddannet i? Som vi ser det, er der flere årsager, som tilsammen har skabt noget nær den perfekte storm.

Først og fremmest er journalistikken blevet ramt af ubegrænset plads. Det begyndte med internettets muligheder og blev siden boostet af TV 2 News. Umiddelbart en god ting, hvis pladsen blev brugt til perspektivering. Det gør den langt fra altid. Pladsen og trangen til konstant at fodre sendefladen har medført, at store dele af det ellers ædle væsentlighedskriterium er kastet overbord.

Der er plads til det hele, der er brug for det hele. Og derfor giver medierne plads til selv det mindste og mindst væsentlige, nogle gange i et omfang så det fortrænger ægte væsentlige historier, som til gengæld ville kræve mere research.

Det fører os til det næste problem: Der er for travlt og for få krav til den nødvendige research og kildevurdering, og dermed griber journalisterne til den nemme løsning: Spørg en masse forskellige kilder om deres holdning uden forudgående research. Det betyder, at journalisten ikke er klædt på til at stille de relevante, opfølgende spørgsmål. Objektiviteten bliver forsøgt opretholdt ved at spørge forskellige, men hvis man stiller en inkarneret ryger op mod en ekspert i lungesygdomme og giver dem 50 procents taletid hver, har man jo ikke givet en objektiv fremstilling af betydningen af for eksempel loven om rygeforbud.

De to forhold i sig selv er problematiske nok, men samtidig er mediernes forretningsmodel under pres. Printmediernes annoncekroner er blevet vekslet til håndører på internettet, og medierne har for længe troet, at koden til indtægter lå i at få digitale klik. Det har fået medierne til at satse på overskrifter, meninger og vinklinger, som er blevet stadig mere hysteriske og konfrontatoriske i stedet for at fremme historier, kilder og vinkler, som tilfører nuancer, perspektiv og reel viden.

Meninger er gratis, debattørerne og overskrifterne bliver valgt ud fra deres sensationspræg. Selv avisernes egne lederskribenter holder sig ikke tilbage, men udgiver holdninger uden hold i virkeligheden, f.eks. Berlingskes leder fra 2. juni, hvor lederskribenten ikke holdt sig tilbage fra at beskylde oppositionen for at forfølge Inger Støjberg urimeligt og at beskytte ‘dem, der tvangsgifter små piger’. Dansk lov har ikke givet mulighed for hverken godkendelse af tvangsægteskaber, eller giftemål med unge kvinder under den seksuelle lavalder. Med andre ord leverer lederen decideret fake news og baserer en holdning på andre omstændigheder end de faktiske.

Samme tendens ses i stribevis af debatindlæg fra debattører, som er rene holdningsmaskiner uden særlig respekt for, hvad der er faktuelt.

I modsætning til holdningsmageriet koster ordentlig journalistik penge og ender ofte med ikke at kunne blive særlig absolut, fordi virkeligheden har det med at være nuanceret.

Hvis medierne vil konkurrere med Facebook og Twitter, vil de tabe. Ukvalificerede automatholdninger kan vi få alle steder og til overflod og gratis. Medierne kan kun vinde ved at tilføre selvstændigt perspektiv og research.

Der er flere komponenter til det journalistiske forfald, men de tre ovenstående faktorer er efter vores mening de vigtigste.

Der er ikke noget at sige til, at mange læsere har svært ved at skelne mellem falske nyheder, tvivlsomme nyheder, og hvad de læser i de etablerede medier, for meninger har fået lov at snige sig ind overalt, selv i nyhedsjournalistikken, hvor de burde udfordres.

Der er ikke et fundamentalt problem i at spørge kilder, hvad de synes. Men vi mangler i høj grad, at det journalistiske led spørger: Hvorfor? På hvilken baggrund? Og hvad siger du til de her fakta? Eller bare: Hvor ved du det fra?

Journalistik skal ikke stille sig i vejen for virkeligheden. En af dens fornemste opgaver er at finde en mening i virkeligheden. At kunne fremlægge fakta frem for meninger. At underbygge og sætte i sammenhæng. At give perspektiv frem for at søge sensationen og den vinkel, der giver størst mulig polarisering.

Der er i de senere år kommet en tendens til, at man forveksler perfide skænderier på sociale medier med en nødvendig samfundsdebat. At man dyrker polerne i stedet for at have en voksen samtale om hvor vores samfund befinder sig lige nu, og hvor vi er på vej hen.

Det er en debat, der i dag i alt for høj grad styres af aktører med politiske dagsordener, der får frit løb til at synes, uden at blive konfronteret med kendsgerninger.

Der findes stadig fremragende undersøgende journalister, der arbejder hårdt med at afdække det, man kan kalde den objektive sandhed. De, der i ugevis venter på at få aktindsigt, og som holder de, der til enhver tid sidder på magten i vores samfund, til ansvar for, hvordan de forvalter den magt. Et aktuelt eksempel er Politikens vedholdende arbejde med at afdække, hvordan asylsøgende ægtepar ulovligt blev skilt fra hinanden.

Man gør deres opgave desto sværere ved at råbe fake news og kalde journalister, der udfører grundigt journalistisk arbejde for politiske aktører. Eller ved på lederplads i konkurrerende medier at underkende de faktiske forhold og dermed den kritiske journalistik.

Man baner på den måde vejen for, at der bliver færre og færre, der kan, tør og får de nødvendige ressourcer stillet til rådighed for opgaven. Det er ressourcer, som er blevet mere nødvendige i en virkelighed, hvor offentlighedsloven har sat aktindsigten under pres og spindoktorer løber i ringe rundt om en nyhedsdækning, der er forvirret af selvskabt mangel på tid, stof og eftertanke.

Hvad kan vi gøre selv for at modvirke den udvikling?

Vi kan støtte kvalitet. Vi kan respektere journalistisk arbejde, når det bliver udført. Og vi kan som forbrugere begyndte at vælge fra og til. Vi kan stoppe med at klikke på de sensationelle overskrifter, vi kan kræve bedre information. Vi kan klage, når vi ser endnu en dårligt underbygget historie med en kilde, der 'bare lige synes noget' frem for at udtale sig på et oplyst grundlag.

Vi kan kræve oplysning frem for burhønsejournalistik. Akkurat som forbrugernes vedvarende krav om at kunne få adgang til æg, der er produceret under tålelige forhold, så kan vi forlange kvalitet, når det gælder journalistik.

Vi kan kræve dybere indsigt i stedet for overfladisk forargelse. Vi har ikke brug for flere meningsdannere i medierne, vi har brug for flere vidensdannere.

Hvis vi er mange nok og vi kræver det konsistent, så kan det være, at medierne begynder at levere en bedre vare. Der er brug for det.

Kilderne kan stille krav til sig selv og hinanden om at insistere på at løfte niveauet. Særligt politikere og debattører bør i medierne løfte sig over de billige point i magtspillet og i stedet gøre sig til kvalificerede deltagere i en demokratisk debat, som respekterer de faktiske kendsgerninger. Og forlange af journalisterne, at de gør det samme. Så kan de hurtige holdninger gemmes til Facebook og Twitter, hvor de såmænd har rigelig gennemslagskraft.

Indimellem dukker en perle op. Som Berlingskes fortjente Cavling-vinder om gyllegate. Havde journalisterne her blot nøjedes med at stille en mikrofon til rådighed for de forskellige parter, var de mange problematiske forhold naturligvis ikke kommet frem.

Eller i mindre målestok som forleden i Berlingske, hvor en journalist havde besluttet sig for at gå ud i virkeligheden og undersøge en forarget historie om en muslimsk kioskejer, der angiveligt ikke ville sælge alkohol i sin kiosk af religiøse årsager.

Den sande historie var, at der ikke var en historie. I hvert fald ikke den historie, som flere medier havde forsøgt pustet op, og som kostede kioskejeren dyrt.

Hvis journalister er nysgerrige, som de skal være, skal der nok være rigeligt med historier at fortælle, men det skal foregå med åbenhed og ikke mindst med en indstilling om, at der findes faktuelle forhold, og at nogle kilder har mere forstand på dem end andre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Paula Larrain

Journalist, ordstyrer, foredragsholder, forfatter
journalist (DJH, 1994)

Susanne Sayers

Forfatter, journalist og projektleder, fhv. nyhedsredaktør, Børsen
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1981)

Lone Theils

Journalist, forfatter, fhv. korrespondent i London
Journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1996)

0:000:00