Larrain: Vi skylder balterne - ikke Trump - et stærkere forsvar

Ja, der er meget godt, som vi ellers kan bruge vores penge på, men den internationale situation lige nu kalder på, at vi kigger seriøst på det militære beredskab, vi har i Europa. De to procent af vores budget, som Donald Trump kræver, er et udgangspunkt, som bør diskuteres seriøst og ikke bare henkastes som nok en tosset idé fra USAs nye uortodokse præsident.

Og nej, det handler ikke primært om at beskytte vores eget territorium med soldater langs Køge Bugt, men om at være solidarisk med de lande, som vi har sværget at ville beskytte og som med rette føler sig utrygge.

Kun halvanden times flyvning herfra løb det koldt ned ad ryggen på balterne, da Putin "tog Krim tilbage" i 2014. De tre baltiske lande ved om nogen, hvad det vil sige at være nabo til et Rusland, der pludseligt får trang til at sikre sin "interessesfære". Frygten blev ikke mindre, da det lykkedes for Trump at blive præsident med en egennyttig dagsorden.

Hvis jeg var balter, ville jeg også være bekymret over, at både Putin og Trump har godt fat i europæiske højreekstremister. De er lige nu med til at mudre billedet af, hvad der er op og ned, ved at ophæve vores værdier indefra.

Der findes et rigtigt og forkert. Det vedtog vi efter både Anden Verdenskrig og efter Den Kolde Krig. Vi forsvarer en humanistisk, liberal verdensorden, hvor alle mennesker er født lige, hvor alle mennesker er lige meget værd og skal have lige muligheder under frihed til at vælge selv. Uanset herkomst og overbevisninger.

Det er ikke værdier, vi er kommet sovende til, og som vi kan tillade os at tage for givet. Heller ikke i pressen. Den frie presse hviler udtrykkeligt på disse værdier og kan som sådan ikke tillade sig at være neutrale på det punkt. At tilstræbe objektivitet handler om fairness, ikke neutralitet i forhold til grundlæggende frihedsværdier.

Rusland er ikke længere et demokrati, og selvom Putin så langt fra har den militære kapacitet, som et samlet NATO kan mønstre, så har Putin skruppelløsheden til at rage til sig af sine nærområder, når han finder det opportunt at markere sin modvilje over for vestlige frihedsværdier. Det har vi erfaret nu.

Krim-annekteringen var således ikke en dyr aktion, men den kunne lade sig gøre, fordi vores verdensorden ikke rummer mange sanktionsmuligheder, når først stærke mænd beslutter sig for at demonstrere deres styrke langt væk fra et forhandlingsbord. Det eneste middel, vi i sidste ende har, er afskrækkelse. Problemet med afskrækkelse er, at den også virker den anden vej. Der skal med andre ord meget til, før vi spænder de helt store muskler og truer med atomvåben.

Krim er det klareste eksempel på, hvordan konventionelle krigshandlinger kan smutte under "deterrence"-radaren, mens Syrien er det mest smertefulde. Det mest nærliggende eksempel ligger meget tæt på os, og her kan vi ikke blot vende ansigtet bort i håb om, at nogle andre træder i karakter med en forebyggelse.

Det gode er, at vi her stadig kan gøre noget. Vi kan holde skarpt øje med udviklingen, og vi kan være tilstede for at skabe tryghed i lokalbefolkningerne. Det gælder ikke kun forsvaret, men også for eksempel medierne, der ikke blot skal holde en neutral mikrofon for politikere, men også oplyse om, hvad der sker blandt mennesker i verden lige nu. For eksempel i de baltiske lande.

Jeg er vokset op som del af en generation, der blev overrasket over, at Letland, Estland og Litauen rent faktisk er tre selvstændige nationer med hver deres vidt forskellige sprog og kultur. Det gjorde man ikke meget ud af at fortælle i 1970'ernes folkeskole. Således møder jeg stadig danskere, som er oprigtig overraskede over, at de baltiske landes fællesskab mest var geografisk og først blev tvunget sammen under Sovjetunionen, med russisk som obligatorisk fællessprog efter målrettede russiske bosættelser.

Når man i dag læser beretninger fra livet under Moskvas skygge, hvordan landenes ledere og intellektuelle blev myrdet eller sendt til Sibirien, føler jeg skam over, at vi i Danmark - især fra midten og ud i den yderste venstrefløj - i efterkrigstiden - blot accepterede annekteringen. Fordi vi under FN og den nye verdensdeling ikke kunne gøre andet. Vi accepterede det under en terrorbalance, som hvilede på, at territorierne allerede var fordelt, og vi herefter skulle holde hinanden skak med truslen om gensidig udslettelse via atomvåben.

Den Kolde Krig vandt vi som bekendt, Sovjetunionen brast og en ny liberal verdensorden så dagens lys. Estland, Letland og Litauen blev endeligt frie, og belært af historien bad de straks om at komme under NATOs og EUs beskyttelse. Rusland var godt nok et demokrati dengang, men med Rusland ved man aldrig, lød det fra de bekymrede, traumatiserede baltere.

Og de fik ret. Nu er Rusland ikke længere et demokrati, og Putin holder sig øjensynligt ikke tilbage med at opnå sine mål med ulovlige, militære midler. Fra Georgien over Tjetjenien over Krim til Syrien.

Meget tyder nu på, at vi skal til at lytte lidt mere koncentreret til de baltiske landes advarsler. Den liberale verdensorden er i opløsning, og magten koncentrerer sig igen om de stærke, narcissistiske mænds logik og deres løfter om at gøre lige netop deres nationer store igen. Derfor er territorier nu igen, igen i spil. Og det er altså historisk set ikke religioner, der har ført til flest krige i verden, men kampen for kontrol af territorier ført an af krigsparate ledere.

Det er en rædselsfuld, men nødvendig erkendelse, at man ikke kan forsvare sig med blomster, når andre står med en automatriffel. Det er som syre i øjnene på pacifister at sige det højt. Vi kan ikke altid tale os ud af tingene og da slet ikke med mennesker, der ikke ser døden som det værste scenario, og som ikke vægter alle individer lige. Derfor er det nødvendigt at være bevæbnet, når andre er det - og ja, det fører stort set altid til et kapløb om, hvem der har mest krudt. Desværre.

Vi kan sagtens diskutere, hvordan det var en provokation for Moskva, at Ukraine nærmede sig EU. Men hold nu fast i værdierne: Også lande i nærheden af Rusland skal have lov til frit at vælge deres egne allierede og handelspartnere. Så længe Rusland er et udemokratisk kleptokrati, vil fornuftige styrer i deres umiddelbare nærhed søge noget andet. Selvfølgelig. Ukraine nærmede sig Vesten på en fredelig facon, men måtte betale en høj pris, fordi Putin valgte at bruge våben for at markere sin interessesfære.

Hvordan vi svarer på en ulovlig annektering er ikke ligegyldigt. Sanktioner er en fredelig måde at markere sig på, men det kræver, at man holder fast, og at de gør ondt. Hvis de anses for at være ligegyldige, skal de ikke ophæves, men strammes. Alternativet er, at man allerede nu accepterer annekteringen af Krim og dermed selv undergraver den verdensorden, vi forsvarer. Og hvor klogt er det, når så meget er på vippen?

I en verden med stigende magt til stærke, narcissistiske mænd, er alliancer ikke overflødige, men netop nu helt og aldeles nødvendige. Især for små lande.

NATO er en forsvarsalliance, ikke en angrebspagt. NATO har ikke "angrebet" Ruslands interesser ved at sige ja til medlemskab af Ruslands naboer. Hvis Rusland opførte sig ordentligt og ikke mindst demokratisk over for egen befolkning, ville vi ikke have den situation, vi har i dag.

Den liberale verdensorden er i opløsning og magten koncentrerer sig igen om de stærke, narcissistiske mænds logik og deres løfter om at gøre lige netop deres nationer store igen.

Paula Larrain

Det er ikke Estland, Letland og Litauen, der var tarvelige, fordi de søgte beskyttelse i NATO. At Rusland opfatter det som en provokation og truer sig fornærmet frem, er typisk for en bully og bekræfter sådan set kun, at mistilliden er berettiget. Havde verden udviklet sig ideelt, ville Rusland i dag have været et demokrati med fri presse og frie valg. Sådan gik det ikke. Desværre. Og det er ikke vores skyld eller balternes skyld.

Er flere våben en "bully's" middel til kontrol? Ja, desværre. Det ville være fedt med samtale, samhandel og blomster. Men Krim blev taget via våben, ikke med samtale eller bare rimelighed.

Det er en rædselsfuld, men nødvendig erkendelse, at man ikke kan forsvare sig med blomster, når andre står med en automatriffel.

Paula Larrain

Vi skylder vores naboer i øst at være beredt med andet end god vilje, hvis samme metode forsøges anvendt i Baltikum. Med Trumps klare signaler om, at han ikke har tænkt sig at komme rendende, når østlandene føler sig truet, er den vesteuropæiske forpligtelse kun blevet forstærket. Nu må vi selv til lommerne for at holde sammen på det Europa, vi har.
....

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidl. jourhavende på Berlingskes udlandsredaktionen, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.