Lars Tvede: Borgerløn kan lukke taberfabrikken

Kig lige på nedenstående skema. Og gæt, hvad det forestiller:

1). Vandrør mellem bygningerne på Juridisk Fakultet?
2). Den centrale kontrolenhed ved NASA raketaffyringer?
3). SKATs centrale opkrævningssystem for restancer?

BINGO, du gættede rigtigt! Det er SKATs centrale opkrævningssystem for restancer. Eller snarere oplægget dertil, for som jeg kommer til om syv sekunder, findes det stadig ikke.   

^{Diagrammet er fra Skats udbudmateriale, bl.a. anvendt i en artikel i Zetland.}

Velfærdsstaten, som den fungerer i dag, tror jeg derimod er en langsigtet dommedagsmaskine for vor kultur, økonomi og civilisation.

Lars Tvede

Nu viser diagrammet selvsagt en ekstremt forenklet udgave af dette system. Mega forsimplet, faktisk, for den fulde såkaldte ”kravsspecifikation”, da det skulle automatiseres, fyldte cirka 30.000 sider. Og det var blot en beskrivelse af, hvad det skulle opnå. Ikke hvordan.

Hvordan viste sig at være det største problem. Faktisk så stort, at opkrævningssystemet aldrig kom til at fungere. Projektet blev besluttet i 2004, startede i 2007 og opgivet 2014 med spildte udviklingsomkostninger, samt ikke-indrevet skattegæld til følge i 2015. Ups!

Når historien om hjælpeløshed først er solgt, har man stærke motiver for at bevise den i praksis ved intet at udrette.  

Lars Tvede

Ja, det er ikke helt simpelt at opkræve skat, og i USA har man beregnet, at cirka 15 procent af de samlede skatteindtægter går til statens og borgernes skatteadministration. Altså til inspektører, papirnussere, revisorer, programmører og advokater, etc. Hvad tallet er i Danmark, tør jeg ikke tænke på. 20 procent, måske?

Velfærdsjunglen

OK, det var hvordan pengene kom ind. Men så skal de jo fordeles ud igen (plus de milliarder, staten låner hvert år), og så går en gigantisk mekanisme i gang, som udover at finansiere offentlige services såsom Postnord, DSB og hospitalvæsenet, omfordeler borgernes penge via sygedagpenge.

- Nåh ja, og kontanthjælp.
- Samt almindelige dagpenge, ikke at forglemme.
- Og aktiveringsydelse, selvfølgelig.
- Plus barselsorlov. Og ”barselsydelse”, som er noget andet.
- Og boligsikring, selvfølgelig. Folk skal jo bo.
- Med varmetillæg (kulde bliver dog ikke støttet)
- Fleksydelse. Lidt i stil med flekslån, vil jeg tro, bare en ydelse.
- Plus Grøn Check, for hulen. Danmark er grønt, så folk skal have en check.
- Børnecheck også. To checks er det nu. Så vidt jeg ved, hedder det af en eller anden grund også familieydelse.
- Ledighedsydelse og ressourceforløb. Hvis dit job eksempelvis er blevet beskattet bort, hjælper staten dig på benene igen!
- Eller de giver dig job med løntilskud.
- Tilskud til enlige forsørgere. Dette kommer i ”ordinært” og ”ekstra” varianter.
- Og revalideringsydelse. Plus arbejdsmarkedsydelse og ledighedsydelse
- Og flexydelse, aktivitetstillæg, seniorjobordning, tilskud til daginstitutioner, SU …

… og der er mere endnu, som kun genier kan have fuldt overblik over.

Genier, fordi det er monster-indviklet. Alene dagpengereglerne omfatter nu tæt på 30.000 sider. Og det er alene dagpengereglerne, for bits sake! Hvor mange sider regler de andre ordninger omfatter, har jeg ikke kunnet finde ud af. Ingen har tilsyneladende opgjort det. Mon ikke vi er et pænt stykke nord for 200.000 siders vinkelskriveri?

Læs mere: Alternativet: Derfor skal vi have borgerløn

Og hvad administrationen tilsammen koster, kan jeg ikke finde svar på. Skal vi igen gætte på cirka 10% plus omkostningerne til lovskriveriet, samt klienternes tid med at forstå det hele? Så tilsammen koster indkradsning og omfordeling systemets og borgernes besvær dermed velsagtens i størrelsesordenen en tredjedel af dine skattepenge.

Hvordan får man fat i pengene?

Så det var lidt om reglerne og administrationen. Men hvordan får borgerne rent praktisk deres penge tilbage? Noget sker automatisk, og hvis der sker fejl, kan man snakke med en automatisk telefonsvarer, eller noget.

Et møde med en socialarbejder eller lignende kræver en stor indsats, hvor kunsten er at fremstille sig selv som svag nok til, at de vil slippe skillingerne. Det er der selvsagt nogle borgere, der faktisk er, såsom kronisk syge, hjemløse, samt udsatte børn.

Der er imidlertid et kulturelt problem forbundet med at skulle anmode om støtte, nemlig at fortællingen om ens egen svaghed kan få en selvforstærkende effekt. Jeg siger, jeg er svag, ergo føler jeg mig svag - og ergo bliver jeg svag. Sportstrænede og management coaches vil forstå, hvad jeg mener.

Men der findes endnu et kulturelt problem: Hvis du først har overbevist en sagsbehandler om, at du ikke kan klare dig selv, så vil din historie jo blive modbevist, hvis du alligevel engang imellem får udført noget arbejde. Så når historien om hjælpeløshed først er solgt, har man stærke motiver for at bevise den i praksis ved intet at udrette.  

Socialarbejderen skal så enten vælge rollen som redder eller krænker, hvilket tilsammen skaber det, psykologer kalder Karpmans Drama Triangel – et socialt nedbrydende spil mellem offer, redder og krænker, der forhindrer mange i tage det, de egentlig godt kunne, nemlig ansvar for sig selv.

Alternativet er borgerløn – en pæresimpel ordning hvor alle danskere får et standardbeløb, uanset hvad. Så kan vi fjerne endeløse ringbind med regler, forbud og påbud, frigøre en hærskare af vinkelskrivere og socialinspektører til mere produktivt arbejde, samt spare astronomiske beløb i administrationsomkostninger. Væk med Karpman-kulturen, med andre ord, stop for taber-fabrikken og slut med spildet af arbejdskraft.   

Argumenter imod borgerløn

Faktisk kan jeg tænke på to ret gode argumenter mod borgerløn.

Det ene er, at hvis der er jobs nok, hva' fa'en skal folk have en ydelse for? Godt nok siger mange, at fremtidens robotter og kunstige intelligens vil fortrænge folk fra arbejdsmarkedet, men det taler vore sidste 600 års erfaring med hastig teknologisk udvikling ikke for. Vi har jo set den ene radikale bølge af nye teknologier efter den anden, og der er stadig nogenlunde fuld beskæftigelse i alle liberale markedsøkonomier.

Så hvorfor mister vi egentlig ikke jobs til teknologi? Fordi ny teknologi forøger produktiviteten per ansat. Denne gevinst går til højere profitter og lønninger, hvilket alt sammen ender i højere forbrug. Samtidig gør teknologien, at en masse varer bliver billigere. Højere indtægter kombineret med billigere varer frigør overskud til at købe noget nyt. Og så … voila opstår der nye arbejdspladser til at lave det nye. Så jeg tror, der fremover er jobs nok. Så igen: Hvorfor borgerløn?  

Det andet argument imod borgerløn er, at amerikanerne forsøgte sig med det i det såkaldte Negative Income tax Experiment i 1968. Forsøget løb over 10 år og omfattede 8.700 personer.

Resultatet var nedslående, for gennemsnitligt faldt mænds ønske om at arbejde med 9 procent og kvinders med 20 procent. Og når de ikke arbejdede, bidrog de ikke med noget og lærte heller ikke noget. Det gjorde både samfundet fattigere og skabte en negativ social cirkel. 

Væk fra velfærdsmaskinen

Men jeg går alligevel ind for en borgerlønsmodel, og her er årsagen: Det nuværende system har en absolut maksimalt pacificerende effekt. Når du først er kommet ind i velfærdssystemet, vil ethvert forsøg på at komme ud igen betyde aftrapning af dine ydelser – måske brat og brutalt. I praksis betyder dette, at en betydelig del af befolkningen låses fast i velfærden og velfærdsmaskineriet bliver en social taberfabrik.

Læs mere: Borgerløn kan spænde ben for venstrefløjens projekt

Borgerløn vil overhovedet ikke have denne effekt. Med borgerløn vil enhver krone, man kan tjene via arbejde, straks og helt ukompliceret bidrage til bedre levestandard. Dette uanset, om det er microworks via crowdsourcing, deltidsjob, start af egen virksomhed, et halvstidsjob, heltid, eller hvad som helst.

Men, kan man så spørge, kan borgerløn ikke alligevel blive en pacificerende sovepude? For nogle vil det vel – verden er ikke perfekt. Men hvis beløbet er lavt nok til, at man kun lige kan holde snuden over vandet, vil selv dem med mindst skub i, før eller siden finde sig noget beskæftigelse. Fuldtid, deltid eller freelancing og microworks. Noget vil de gøre, for motivet for at arbejde vil altid være der. Til gengæld vil vort nuværende gigantiske socialbureaukrati være forsvundet.

Så ja, jeg går ind for borgerløn. Ikke fordi jeg elsker ideen, men fordi det er bedre end alternativet.

Men jeg ville ikke kalde det borgerløn, for ordet løn skal efter min mening fortsat knyttes til noget, man har fortjent. Friedman kaldte det negativ indkomstskat og var varm fortaler. Nye Borgerlige kalder det Basisydelse. Begge er fint med mig. Velfærdsstaten, som den fungerer i dag, tror jeg derimod er en langsigtet dommedagsmaskine for vor kultur, økonomi og civilisation.    

........

Lars Tvede er ingeniør, civiløkonom, serieiværksætter, finansmand og forfatter til 14 anmelderroste fagbøger. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.