Lars Tvede: Er fascisme og nazisme reelt venstreorienterede ideologier?

(Bemærk: Læsetid cirka 10 minutter)

Vor tids borgerlige er nazister eller racister, mener mange på venstrefløjen øjensynligt. Eksempelvis har David Trads bl.a. kaldt Morten Uhrskov for ”fascist” og medvirket til uretmæssige anklager om, at den forhenværende lektor, Henrik Gade Jensen, skulle have forbindelser til "nazister eller nazistiske kredse". Masser af andre borgerlige politikere og debattører har fået samme prædikat, såsom da venstrefløjspolitikeren John Erik Wagner som overskrift på en valgvideo uddelte en dobbelt bussemand:

”Liberal Alliance er Fascister / Nazister = Saxo Bank”

Sociale medier er fuldt af dette; fra bløde sammenligninger til hårde beskyldninger, eksempelvis afbildningen af Henrik Dahl (LA) i nazi-uniform.

Jeg er og vil for altid være en socialist, og mine overbevisninger vil aldrig ændres! De er i mine knogler.

Benito Mussolini
Italiensk diktator (1883-1945)

Men hvor ligger nazister og fascister egentlig på det politiske spektrum? På den yderste højrefløj, selvfølgelig, mener mange åbenbart. Og LA og NB? Samme sted; lige dér ved siden af snotklatterne. Guilt by association, ha ha.  

Funny facts om fascismen
Ja, morsomt, men lad os lige kigge bag facaden, hvor vi kan starte med fascismen. Alle definitioner deraf, jeg har fundet, kredser først og fremmest om den meget magtfulde stat. I en artikel om fascismen i Enciclopedia Italiana fra 1932, redigeret af selveste Benito Mussolini, læste jeg eksempelvis følgende:

- ”Den fascistiske opfattelse af staten er altomfattende; uden for den kan ingen menneskelige eller åndelige værdier eksistere, endsige have værdi”.    
- ”Vi kontrollerer politiske kræfter, vi kontrollerer moralske kræfter, vi kontrollerer økonomiske kræfter, derfor er vi en fuldstændig korporativ stat“
- ”Alt inden for staten, intet uden for staten, intet imod staten.“
- ”I betragtning af, at privat produktion er et nationalt anliggende, refererer virksomheder til staten for produktionens retning.“

Fremhævningerne er mine, men det er altså staten 'über alles'.

Kast de jødiske kapitalister ned, hæng dem fra lygtepælene, træd på dem!

Ruth Fischer
Østrigsk kommunist (1895-1961)

Godt, men hvad siger Danmarks borgerlige partier egentlig om denne sag? Staten über alles?

Bestemt ikke; typisk borgerlige slogans er ”Mindre stat og mere privat”, ”Mindre stat, mere menneske” eller ”Pengene ligger bedst i borgernes lommer”.   

Så på den front er fascisme det diametralt modsatte af borgerlighed, hvilket Mussolini faktisk også selv pointerede: ”Fascismen er afgjort og absolut imod liberalismens doktriner, både på det politiske og økonomiske område (…)”

Så fik vi det på plads, men var manden virkelig socialist sådan dybt nede i sjælen? Var han Rød, rød, rød?

Jo da. Han meldte sig i hvert fald som 17-årig ind i socialistpartiet, og da han året efter tog til Schweiz, skrev han til en ven, at det eneste, der klingede i hans lomme, var et par mønter og en ”medaljon af Karl Marx“. I Schweiz blev han så skribent for bl.a. bladene Arbejdernes Fremtid, Socialisternes Avantgarde og Proletariatet.

Det lyder ret socialistisk. Og da han senere vendte tilbage til Italien, blev han partisekretær for … socialistpartiet, samt journalist for to socialistiske blade, nemlig Klassekampen og Socialisternes Avantgarde. Han skrev også bogen 'Trentino betragtet af en Socialist', og i 1912 til 1914 var han chefredaktør på det førende kommunistiske dagblad Fremad!

Det var jo et kommunistisk blad, så var han socialist eller kommunist? Det ved jeg ikke, men borgerlig, konservativ eller liberal var han i hvert fald ikke - tværtimod.

OK, socialist er nu nok den mest korrekte betegnelse, for han blev også en del af ledergruppen i det Italienske Socialistiske Parti. Her fik han en stadigt mere fremtrædende rolle, hvorfor en partifælle ved en banket udtalte: ”Fra nu af er du, Benito, ikke kun repræsentant for de romanske socialister, men lederen af alle socialister i Italien.“ Heraf kom hans kaldenavn Il Duce, der betyder lederen på italiensk. Men altså: Socialisternes leder.

Ja, socialisternes. I 1914 brød 1. verdenskrig ud, og da Mussolini her i modsætning til sit parti støttede Italiens deltagelse, blev han efter 14 års medlemskab smidt ud af sit elskede socialistparti. Det blev han sur over: ”I kan ikke slippe af med mig, fordi jeg er og vil altid være en socialist,” kommenterede han. ”12 år af mit liv i partiet burde være nok garanti for min socialistiske tro. Socialisme er i mit blod” Og for lige at udrydde den sidste tvivl, tilføjede han:

”Jeg er og vil for altid være en socialist, og mine overbevisninger vil aldrig ændres! De er i mine knogler.“

Ja, ”for altid socialist.” Men hvad med Hitler? Var han rød eller blå?

Racistiske marxister
I 1919 blev Hitler af militæret anmodet om at infiltrere det ekstremistiske venstrefløjsparti Deutsche Arbeiterpartei. Da han her overhørte en tale kaldet ”Hvordan og med hvilke midler kan kapitalismen ødelægges“, blev han imidlertid begejstret og meldte sig ind som medlem nummer 55. Senere blev han partiets leder, hvorefter han fik tilføjet ordet ”Nationalsozialistische” til dets navn, hvoraf betegnelsen ”nazi” kom. Altså fra det Tyske National Socialistiske Arbejderparti.  

Så socialisme igen. Og det var da også typisk marxister, der meldte sig ind. I 1934 indrykkede den amerikanske sociolog Theodore Abel en række annoncer i tyske medier, hvori han udlovede præmier til nazister, der ville beskrive årsagerne til deres politiske ståsted. Dette resulterede i ca. 700 essays, som blev grundlaget for bogen Why Hitler Came into Power. Det typiske svar fra disse nazister var, at de havde været marxister forinden, men her havde savnet en racefilosofi. Flertallet var racistiske marxister.  

Marxistiske racister
Da nazismen for alvor gik på strandhugst blandt kommunisternes vælgere, reagerede kommunisterne ved at spille på samme klaver som Hitler selv, såsom da den østrigske kommunistleder, Ruth Fischer, i en tale for nazistiske studerende i 1923 udtalte: ”De, der kræver en kamp mod jødisk kapital er allerede, mine herrer, klassekæmpere, selv om de ikke erkender det. I er imod jødisk kapital og ønsker at bekæmpe spekulanterne.” Så ja, ned med jøderne og kapitalisterne, og hun fortsatte i ret nazistisk stil: ”Kast de jødiske kapitalister ned, hæng dem fra lygtepælene, træd på dem!“

Her kan man jo tale om et værdifællesskab, og faktisk havde nazister og kommunister en betydelig udveksling af tilhængere. Frem til nazisternes totale magtovertagelse i 1933 stemte de typisk også for de samme love i det tyske parlament. Senere udraderede Hitler med særlig fryd kommunisterne, som jo konkurrerede om de samme stemmer som ham selv, men det er en anden sag.

Her har jeg i øvrigt lidt bonusinformation. Det svenske nazistparti Nationalsocialistiska Arbetarpartiet lagde ud med det nazistiske hagekors. Senere udskiftede de det med fascistisk neg, hvorefter de ændrede deres navn til Svensk Socialistisk Samling. Tre i én …

Ned med kapitalismen og liberalismen!
Hitlers afsky for kapitalismen og liberalismen var lige som Mussolinis og Stalins, betydelig. I sin bog Mein Kampf beskrev tyskeren således kapitalister som ”grådige“, ”kortsynede“, ”brutale“ og dividendesultne“ - og liberale som 'onde og slappe'. Faktisk brugte han ordet liberal hele 33 gange i bogen; men konsekvent negativt og nedladende, da han anså det for en ødelæggende filosofi.

Den førende nazileder Gregor Strasser beskrev bl.a. nazisternes politiske platform således: ”Vi er socialister, fjender, dødelige fjender, af det nuværende kapitalistiske økonomiske system (…)”.

Ja, ned med kapitalismen. Heinrich Himmler, en af Hitlers mest betroede hofideologer og ledere, forklarede partiets socialisme og antikapitalisme i en tale i 1926: ”Gennem historien har perioder med kapitalisme og socialisme vekslet med hinanden; kapitalismen er det unaturlige, socialisme det naturlige økonomiske system. Og videre:

”(…) Nationalsocialisterne og Rød Front har de samme ambitioner. Jøderne forfalskede revolutionen i form af marxisme og undlod at bringe opfyldelse.“

Så nazisterne skulle gennemtrumfe den rigtige form for socialisme, nemlig nationalsocialismen, og de benyttede derfor ofte sloganet ”Almennytte før Egennytte” på deres bygninger, dokumenter og medaljoner. Altså staten først og individet bagefter, ligesom hos fascisterne.  

Den rød-grønne alliance
Hvor nazister hadede kapitalismen, jødedommen og liberalismen, elskede de økologi og fortidsromantik og mente, at datidens konventionelle landbrug var urent. Derfor indgik de i en tæt alliance med Tysklands stærkt romantiserede Blud und Boden miljøbevægelse, som argumenterede for blandt andet økologisk landbrug, naturmedicin, selvforsyning, traditionel tysk bondekultur og senere homøopati.

Blud und Boden optog nazisterne meget. Rudolf Hess medbragte for eksempel sin egen biodynamiske og vegetariske mad til politiske møder, og Hitler blev sent i sit liv selv vegetar. SS-chefen Heinrich Himmler beordrede sågar produktion af økologisk naturmedicin, samt økologisk honning i koncentrationslejrene, og det var hans håb at få alle i SS til at leve af økologisk mad - og efter krigen at få hele det Tredje Riges befolkning omvendt hertil. Hen imod krigens afslutning leverede de godt 20 koncentrationslejre, han bestyrede, Europas største koordinerede produktion af naturmedicin.

Nazisterne indfangede let folk med tilsvarende natur- eller miljømentalitet under deres banner, og en opgørelse fra 1939 viste således, at hvor kun 10 procent af Tysklands befolkning var medlemmer af Nazipartiet, var tallet 60 procent for medlemmer af miljøorganisationer.

Nazisternes landbrugsminister Richard Darré holdt mange officielle partimøder under et logo, der kombinerede det nationalsocialistiske hagekors med Blut und Boden-bevægelsens sværd og neg. Biologen Ernst Lehmann, som var en af nazisternes hovedfilosoffer, forklarede følgelig essensen af ​​nazismen med disse ord:

”Denne søgen efter forbundenhed med livets totalitet, med naturen selv - en natur, som vi er født ind i - det er den dybeste betydning og den sande essens af den nationalsocialistiske tanke.“

Viljen til staten
Ideologisk set kombinerede nazisterne nationalisme, socialisme, racisme, økologi og fortidsromantik med en stærk ”vilje til staten“, som ideologen Arthur Moeller van den Bruck havde kaldt det. Staten skulle således bestemme, hvad der blev produceret, og hvordan folk skulle leve deres liv. Ja, den store, stærke stat; ikke civilsamfundet og slet ikke individet.  

Hovedfjenderne var omvendt borgerskabet, kapitalismen, jødedommen og liberalismen. Dermed undertrykte nazisterne, ligesom fascister og kommunister, også individuel frihed, selvstændighed, demokrati, tolerance og retsstat. Som hovedeksponenten for disse værdier så de Storbritannien og USA, som Hitler og Mussolini angreb militært."

Om liberalismen skrev van den Bruck: ”Liberalismen er en livsfilosofi, fra hvilken den tyske ungdom nu vender sig med kvalme, med vrede, med ganske særegen foragt, for der findes intet mere fremmed, mere frastødende, mere imod deres filosofi.” Og videre: ”Tysk ungdom anerkender i dag de liberale som ærkefjenden.“

Det var ikke svært for Hitler at indgå militæralliancer med såvel Mussolini i syd, som Stalin i øst, og da han senere erobrede en række liberale stater i Vesteuropa, lykønskede begge alliancepartnerne - kommunister og fascister - ham.

Kollektivismens mentalitet
Venstresocialisme, kommunisme, fascisme og nazisme drejer sig alle om stærk kollektivisme med en meget magtfuld stat, der opdrager folks børn og unge, har fast greb om produktionsapparatet og detailstyrer voksne liv og livsstil via regler, påbud og medieindoktrinering – i øvrigt træk, der også kendetegner islamismen. Lad mig illustrere tankegangen med følgende 16 politiske forslag, der er fremsagt i partiprogrammer gennem tiderne:

1. Arbejdere skal repræsenteres i alle industrikommissioner.
2. Den private ejendoms- og råderet til produktionsmidlerne skal ophæves og erstattes af forskellige former for kollektive ejerformer, kendetegnet ved et fuldt gennemført demokrati i forhold til både produktionens indhold og udførsel.
3. Afskaffelse af ufortjente (ved arbejde) indkomster. Brud på renteslaveriet.
4. En række vitale sektorer må være underlagt offentligt ejerskab eller kontrol. Det gælder de dele af økonomien, hvis fortsatte og uafbrudte funktion er nødvendig for, at samfundet kan fungere. Det gælder fx den centrale velfærd, sundhedssektoren, forsyning og infrastruktur.
5. Fagforeninger skal have samme indflydelse som virksomhedsledere og statsfunktionærer.
6. Lukning af børsen og nationalisering af bankerne.
7. Nationalisering af store detailhandelsforretninger.
8. En demokratisk styret, socialistisk og grøn markedsøkonomi.
9. En stor, progressiv skat på kapital, som skal udgøre en stor engangsekspropriering af alle formuer.
10. Patentrettigheder skal afskaffes.
11. Nationalisering af alle store virksomheder.
12. Befolkningen får indflydelse på den overordnede økonomiske udvikling. Det kan være gennem investeringer fra det offentlige, lønmodtagerfonde, pensionskasser eller gennem samarbejde mellem offentlige og private aktører.
13. En socialisme, der peger frem mod et klasseløst/kommunistisk samfund. Dvs. et samfund, hvor den enkeltes frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling, og et samfund hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov.
14. Reduktion af pensionsalderen fra 65 til 55.
15. Overskudsdeling med arbejderne i alle store virksomheder.
16. En række vitale sektorer må være underlagt offentligt ejerskab eller kontrol.

Den røde tråd i alle forslagene – og den er virkelig rød - er, at staten på almenvellets vegne skal regulere tæt, hvad der sker i samfundet. Det drejer sig altså om stærk kollektivisme og centralisering. Og borgerlige, liberale og konservative er de bestemt ikke – tværtimod.   

Så hvem kom de forslag egentlig fra? Fire af dem er fra Hitlers nationalsocialistiske partipartiprogram fra 1920. Fire andre stammer fra Enhedslisten i Danmark i 2013. Yderligere fire er fra Mussolinis fascistpartis program Il manifesto dei fasci italiani di combattimento fra 1919, og slutteligt er fire fra Socialistisk Folkeparti i Danmark i 2012. Altså fra fire partier, der kaldte sig selv for socialistiske. Jeg har blandet dem lidt sammen for sjov, så man kan more sig over at rede trådene ud.   

Lad os kalde partierne, hvad de er
Hvad skal vi gøre ved denne problemstilling? Må jeg foreslå, at folk - og specielt journalister - ophører med at betegne partier som Liberal Alliance og Nye Borgerlige som ”højreradikale” eller lignende, for herved skabes en fuldstændigt urimelig stråmand. En stråmand, hvor de i manges tanker helt meningsløst sidestilles med nazi-facsistisk mentalitet, selvom ingen af disse partier går ind for en forvokset, altdominerende og moraliserende stat, nationaliseringer, retro-teknologier, fortidsromantik, centralisering, osv. – tværtimod.

Hvad skal man så kalde dem? Hvad med at kalde Liberal Alliance for ”liberale”, Nye Borgerlige for ”borgerlige” og De Konservative for ”konservative”, Socialistisk Folkeparti for ”socialistiske” og de resterende for det, de selv vil kaldes.

------

Lars Tvede er ingeniør, civiløkonom, serieiværksætter, finansmand og forfatter til 14 anmelderroste fagbøger.