Lars Tvede: Låser du din dør? Racist!

Langt de fleste af os aflåser vores bolig. Det betyder ikke, at vi er imod gæster som sådan, men vi vil gerne selv bestemme, hvem der kommer ind og hvornår. Og selv hvis døren er ulåst, når vi er hjemme, kontrollerer vi, hvem der kommer ind. Du synes nok ikke det er så fedt, hvis du har dækket op til middag og en vildt fremmed sjosker ind fra gaden og griber kniv og gaffel.

Vi diskriminerer også med hensyn til, hvem vi vil have som venner på Facebook, LinkedIn og Instagram. Måske er Egon god nok til dig, men Erik er ikke. Unfriend!

Mere diskrimination: De fleste af vores arbejdspladser har ret streng adgangskontrol. Der er eksempelvis ofte en reception lige bag indgangen, så hvem som helst ikke lige kan vade ind. Virksomhederne er også kritiske med hensyn til hvem, de ansætter – ansøgere til deres ledige job screenes og vurderes. Har ansøger Karlsen kvalifikationerne? Passer ansøger Knudsen til kulturen?

Så vi diskriminerer i vor hverdag, og på utallige andre måder.

Er det synd for en indvandrer, hvis denne ikke kan blive statsborger i Danmark? Nej, det er det heller ikke, hvis denne har nogle holdninger og overbevisninger, der strider imod det fælles værdigrundlag i Danmark. 

Lars Tvede

I mange klubber skal man eksempelvis godkendes for at blive medlem. Det gælder således ofte i country clubs, rockerklubber, politiske partier, religioner, natklubber og alt muligt andet. Ligeledes har læreanstalter adgangskrav og så videre.

Så hvad er det, der diskrimineres i forhold til i disse tilfælde? På vor flid måske. Vores intelligens, coolness, tro, holdninger og alt mulig andet. Flittige og intelligente folk er grupper ligesom rødhårede og kvinder er det.

At udøve diskrimination betyder ikke, at man per automatik er ”racist”, som debattens lette brigade undertiden forsøger sig. Alle, jeg kender, diskriminerer. Ingen af dem er racister.

Lars Tvede

Og på den måde - via et utal af 'diskriminations-systemer', bringes samfundet rent faktisk til at fungere. Det opdeler sig selv i et kompleks af meget forskellige celler med hver deres unikke semipermeable cellemembraner. Fuldstændig som i biologien: Noget kan komme ind i celle A, men ikke celle B, mens andet kommer ind i celle B, men ikke A. Ellers ville intet fungere. I hvert fald kender vi ingen eksempler – som i nul – på samfund eller levende organismer, der ikke bruger celleopdeling kombineret med diskriminerende adgangskontrol på utallige måder.  

Meget af dette er gruppediskrimination. Det diskriminerer eksempelvis imod grupper, der mangler flid, intelligens og coolness. Der diskrimineres også på køn: Dametoiletter, herrelandshold, kvindelige bestyrelseskvoter osv. Og på alder: Den seksuelle lavalder og aldersbegrænset stemmeret, etc. Og undertiden bizart på race: Etniske diversitetskvoter. Og formue: Selv EU borgere må kun komme ind i Danmark, hvis de har mindst 350 kroner til rådighed dagligt.   

Der diskrimineres også på oprindelsesland. Alle lande i verden kontrollerer deres grænser - uden undtagelse. Danmark har ligeledes en semi-permeabel membran. EU borgere kan rejse frit ind, men folk fra de fleste andre steder opdeles af staten i fem forskellige grupper afhængigt af oprindelsesland. ”Hovedgruppe 1” er ifølge dansk gruppediskrimination letteste at komme fra, og så bliver det stadig vanskeligere ned til ”Hovedgruppe 5”, som er folk fra Afghanistan, Eritrea, Irak, Pakistan, Somalia, Syrien, som har meget svært ved at komme ind, med mindre de ansøger om asyl. Denne gruppediskrimination udøves dagligt i Danmark.

Pointen er, at man ikke kan drive et samfund uden at diskriminere, hvilket jeg i øvrigt tror, at alle undtagen de mest utopistiske komfirmandliberalister og anarkister vil tilslutte sig. Og at udøve diskrimination betyder ikke, at man per automatik er ”racist”, som debattens lette brigade undertiden forsøger sig. Alle, jeg kender, diskriminerer. Ingen af dem er racister.

Tilbage står, hvordan man bør diskriminere. Og svaret herpå kan kun blive pragmatisk - en økonomisk, etisk eller kulturel cost/benefit-analyse i hver situation. Kan Harvard fungere, hvis der ikke er adgangskrav? Nej, det tror jeg ikke. Er der den rigtige stemning i en british gentlemen's club, hvis en rocker, komplet med dødninge-tattoos og næsering, kom ind? Næppe. Fungerer en rockerklub, hvis jeg kom ind? Du behøver ikke svare. Giver Mensa mening, hvis alle kan komme ind? Nix. Skal vi lukke en voldelig spade i bermudashorts og klip-klapper ind på vor elegante natklub? Nej, så kommer jeg ihvertfald ikke dér mere. Skal vi ansætte en person i vor virksomhed, der ikke passer ind i kulturen? Nej, virksomhedskultur er helt afgørende for dens succes. Er racediskrimination ok? Nej, aldrig nogensinde.

Derfor bør vor diskussion om, hvem der kommer ind i vore lande, og hvem vi tildeler statsborgerskab, ikke blive en principdiskussion om, hvorvidt man kan diskriminerer eller gruppediskriminere, men derimod om hvor, hvordan og hvor meget. 

Vort dominerende konkrete problem er muslimsk indvandring. Angela Merkels ”Wir schaffen das“-beslutning om at åbne EUs ydre grænser (efter at de indre var nedlagt i tiltro til de ydres effektivitet) satte en katastrofal kædereaktion i kraft, som nu er meget svær at stoppe. Dette kan ødelægge EU og Europa, hvis det ikke bringes under kontrol, og det var i øvrigt nok udslagsgivende for Brexit.

Man skal leve i en postfaktuel osteklokke for ikke at se problemet. Det gør de fleste så ikke – de lever ude i virkeligheden. I juni 2017 offentliggjordes et studie af meninger blandt 10.000 EU borgere, og her angav et absolut flertal både, at muslimsk kultur var uforenelig med europæisk livsstil (”The European way of life and that of Muslims are irreconcilable”), og at muslimsk indvandring helt skulle stoppes (”All further migration from mainly Muslim countries should be stopped”).  

Dem lader vi lige stå på skærmen. Jo, et flertal af EUs borgere mener, at muslimsk og europæisk kultur er indbyrdes uforenelige, og at der skal stoppes helt (ja, helt!) for yderligere muslimsk indvandring til EU.   

Tankevækkende egentlig, og årsagen er velsagtens, at denne indvandring jævnfør statistikkerne bringer store økonomiske, kriminelle og sociale problemer; ikke kun i Danmark, men i alle vestlige lande, uanset deres udlændinge- og socialpolitik. Og dette sker velsagtens, fordi islam er et tanke-system, der meget eksplicit prædiker jødehad, som har dødsstraf for udmeldelse, og som direkte eller indirekte afviser demokrati, retsstatsprincippet, kvinders ligeret, det videnskabelige fundament for tænkning, homoseksuel ligestilling og ytringsfrihed, som alle i dag er fundamentale vestlige værdier.

Nogle muslimer går selvsagt let hen over nogle af disse værdier. Men andre (og undertiden de moderates børn) går videre end som så og bekæmper aktivt vestlig påklædning, spisevaner, musik og alt mulig andet. Det er vel derfor, der er syreangreb på studentervogne, terrorangreb, bilafbrændinger, og hvad vi nu ellers ser. Og hvis vi skal forstå, hvad konsekvenser af dominerende islam er, må vi se på de mange islamiske nationer. Hvordan er de? Stort set alle er diktaturer og/eller i borgerkrig, og innovation fra disse nationer er nærmest ikke-eksisterende.

Dette medfører alvorlige problemstillinger, som ikke løses med følelseshumanisme, undtagelsesargumentation og faktaresistens. Ej heller ved opstilling af stråmænd, sådan som når David Trads trækker racist-kortet tilsyneladende uden at fatte, at islam ligesom liberalisme, kommunisme eller nazisme faktisk ikke er en race.   

Aktuelt debatteres specielt tildeling af statsborgerskab. Statsborgerskab medfører, at indvandrerne og deres efterfølgere i al fremtid får stemmeret og dermed kan bidrage til at ændre landets værdinormer - hvad vi beslutter i dette tilfælde, bør baseres på en pragmatisk overvejelse. Hvad er eksempelvis fordelene ved denne beslutning, både økonomisk, etisk og kulturelt? Og hvad er ulemperne? Hvad vil det betyde på langt sigt for kvinders og homoseksuelles frihed, børns sikkerhed, jøders tryghed? Og for ytringsfrihed, respekten for demokrati og retsstaten?

Er det synd for mig, hvis jeg ikke kan blive statsborger i Saudi Arabien, optaget på Harvard eller medlem af Hells Angels? Nej, for de har alle et unikt værdigrundlag, som de måske ikke mener, jeg passer ind i. Er det synd for en indvandrer, hvis denne ikke kan blive statsborger i Danmark? Nej, det er det heller ikke, hvis denne har nogle holdninger og overbevisninger, der strider imod det fælles værdigrundlag i Danmark.  

Der er noget, der hedder 'free riding' i en debat. Det er, når du kritiserer andres løsningsforslag uden at komme med dine egne. Jeg synes, vi skal overveje, hvad vi egentlig vil opnå og så foreslå løsninger, der rent faktisk kan bringe os derhen. Management by Objectives, kaldes det undertiden.

Derfor: Hvis du ikke kan lide den ene løsningsmodel, hvilken foreslår du så selv? Og hvad vil de langsigtede konsekvenser blive, hvis vi følger din model? Hvis du kritiserer andres løsningsforslag, må vi så høre dit? Altså: Dit fulde og hele forslag? Og må vi høre din mening om, hvilke konsekvenser dit forslag vil få for Danmark om 1, 2 og 3 generationer?         

......

Lars Tvede er ingeniør, civiløkonom, serieiværksætter, finansmand og forfatter til 14 anmelderroste fagbøger. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.