Lektor: Systemkritik kommer ikke kun fra humaniora

Peter Lauritsen
Lektor og professor MSO på Institut for Kommunikation, Aarhus Universitet

Vi har brug for humaniora. Sådan lød beskeden fra Alternativets uddannelsesordfører Carolina Maier i et indlæg hos Altinget, som selvfølgelig blev godt modtaget blandt humanister landet over.

Det er altid rart at få at vide, at det, man laver, er meningsfuldt og relevant, og det føles trygt, når nogen siger, at det eksisterende er godt nok. Jeg skal heller ikke nægte, at jeg, der er humanist om en hals, gik med lidt rankere ryg i de første minutter efter læsningen.

Lige ind til eftertanken meldte sig.

For selvom indlægget blandt andet understreger den rigtige pointe, at der bør investeres mere i forskning og uddannelse, er det samtidig illustrativt for nogle af de problemer, som diskussionen af humaniora alt for ofte render ind i.

Et populært udsagn
Eksempelvis fremhæver Maier, at vi uden humaniora ikke ville have systemkritik. Det er utvivlsomt et populært udsagn i visse kredse, men nuancerne mangler. Kigger man ud i verden, finder man masser af eksempler på, at kritik ikke nødvendigvis udspringer af humaniora.

Ret beset er det vel toparrogant, at man på den måde udnævner humanisterne til de dannede og resten til de halvdannede.

Peter Lauritsen, lektor på Aarhus Universitet

Sakharov var atomfysiker, og Mandela var jurist. Systemkritik kan udmærket komme andre steder fra, lige fra naturvidenskabsfolk til håndværkere, og er ikke uløseligt bundet til humaniora. Heldigvis for det.

Man kunne også mene, at hvis systemkritikken automatisk blev født ud af humaniora, ville den netop i disse år være stærk og buldrende. For aldrig har de humanistiske forsknings- og uddannelsesmiljøer været større – og alligevel skal man lytte godt efter i det danske samfund, hvis man vil høre systemkritikkens sagte hvisken.

En af grundene til dette kunne udmærket være, at store dele af humaniora slet ikke ser sig selv som systemkritisk. Rundt omkring sidder en del humanister, der dyrker det konservative ind imellem – endda med et tydeligt nationalt islæt.

Det er vel derfor, at Dansk Folkeparti til tider viser en overraskende kærlighed til humaniora. Men jeg kan love, at det ikke er her, den progressive systemkritik kommer fra.

Humaniora i en kasse bliver skævt

Systemkritikken vokser heller ikke energisk ud af de væsentlige dele af humaniora, som arbejder med eksempelvis informationsteknologi, design og innovation. Her vil man gerne finde på nye og smartere måder at gøre tingene på – meget gerne i samarbejde med erhvervsliv og andre fagligheder.

Når der ind imellem alligevel kommer systemkritik ud af disse miljøer, kan man være sikker på, at den ikke er specielt humanistisk.

Systemkritik, konservatisme og innovation – det hele findes, og ingen af delene er dækkende. Det eneste, man opnår ved alligevel at bokse humaniora ned i en af kasserne, er en reduceret forståelse og et skævt udgangspunkt.

Et andet forhold, som Maier og mange andre fremhæver, er, at dannelse er et særligt humanistisk anliggende. Og det er selvfølgelig sandt, at humaniora spiller en vigtig rolle for netop dannelsen.

Men det gør andre discipliner så sandelig også. Hvorfor skulle det eksempelvis være mere dannet at læse et digt, end det er at kende naturvidenskabens største indsigter? Hvorfor er det dannet at kunne analysere en roman, men ikke at kunne programmere en computer eller bygge et hus? Jeg forstår det faktisk ikke.

Humaniora har patent
Svaret må være, at humaniora selvfølgelig ikke har patent på dannelsen, og dem, der ikke lige er humanister, må synes, at det er mærkeligt, at de skal ekskluderes fra det gode selskab.

Ret beset er det vel toparrogant, at man på den måde udnævner humanisterne til de dannede og resten til de halvdannede.

Carolina Maier skal have tak for forsøget på at styrke mit humanistiske selvværd, og det er klart, at humøret stiger momentant, når en politiker lover flere penge til netop det område, man sidder og nørkler med. Alligevel er der noget, der nager.

For sandheden er, at humaniora ikke bliver stærkere af, at der udstedes falske patenter på systemkritik og dannelse. Tværtimod risikerer man, at kløften mellem humaniora og andre vidensområder bliver større, og at den folkelige opbakning bliver mindre. Den situation holder humaniora ikke til i længden.

Et stærkere humaniora kan vokse frem
. I stedet må man besinde sig på, at et stærkere humaniora kun kan vokse frem gennem en visionær og åbenhjertig diskussion, som aldrig stiller sig helt tilfreds med det eksisterende.

De ofte meget forskellige grene af humaniora, samt deres relationer til andre discipliner, og det samfund, de er indlejret i, skal dyrkes og udvikles. For kun derved kan vi styrke bidraget til erhvervsliv, dannelse, kritisk tænkning, innovation og alt det andet, som er målet med al forskning og uddannelse og ikke kun den humanistiske.

At der i processen selvfølgelig gives kritik, stilles krav og formuleres visioner, kan humaniora sagtens holde til.