Liberal Alliance stemmer imod DIIS-flytning

UDFLYTNING: Liberal Alliance går imod regeringens planer og vil stemme nej til at flytte forskningsinstituttet DIIS til Aarhus. Regeringens største støtteparti, Dansk Folkeparti, støtter derimod udflytningen.

Foto: Marie Hald/ Scanpix
Emma Qvirin HolstMads Bang

Regeringens planer om at flytte Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) til Aarhus møder modstand fra Liberal Alliance, der nu endeligt meddeler, at de vil stemme imod det kommende lovforslag.

”Det handler om, at den her institution først og fremmest har sin egen selvstændige juridiske konstruktion som uafhængig med egen bestyrelse. Og derfor skal vi politikere ikke gå ind og lave lov omkring det,” siger Liberal Alliances udenrigsordfører, Mette Bock.

I næste uge forventer Udenrigsministeriet at kunne sende den lovændring, som skal tvinge DIIS til at flytte til Aarhus senest om to år, til Folketinget.

Instituttets medarbejdere og ledelse har allerede gentagne gange frabedt sig flytningen, som er en del af regeringens udflytningsplan. Der skal flyttes omkring 3.900 statslige arbejdspladser ud af hovedstaden, hvilket skal bidrage til vækst i hele landet.

Mette Bock påpeger, at en udflytning til Aarhus ikke har meget med vækst i udkantsdanmark at gøre.

Derudover kan hun heller ikke se et fagligt argument for at flytte DIIS:

”Vi har ikke hørt overbevisende argumenter for, at DIIS vil fungere lige så godt eller bedre i Aarhus,” siger hun.

DF støtter regeringen
I DIIS' nuværende lovgrundlag står der intet om tilhørssted. Men det gør der tilgengæld i DIIS egne vedtægter, hvor det er indskrevet, at institutionen hører hjemme i København.

Derfor er det nødvendigt for regeringen at tilføje en ændring til lovteksten, der siger, at instituttet skal ligge i Aarhus.

Dansk Folkeparti bakker op om regeringens lovændring.

”Jeg mener, at man i det universitetsmiljø, der er i Aarhus, kan få fuldt ud det samme udbytte som i København," siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.

Det er endnu uvist, om regeringen kan ende med at samle et flertal for deres lovforslag, da Socialdemokraterne og Konservative venter med at tage stilling, til de har læst alle høringssvarene.

Loven om flytning af DIIS forventes fremsat den 25. februar og førstebehandles i Folketinget den 3. marts.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Bock

Sognepræst, Horsens Provsti, tv-vært, Dk4, fhv. kultur- og kirkeminister og MF (LA)
cand.phil. i filosofi (Odense Uni. 1982), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1986)

Søren Espersen

MF (DD), formand for Kirkeudvalget, kulturordfører
journalist (DJH 1980)

0:000:00