Lidegaard: Danmark skal være vært for stort anti-terrortopmøde i foråret

TERROR: Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) annoncerer efter ekstremisme-topmøde i USA planer om en anti-terrorkonference for EU og nabolande i Østeuropa, Mellemøsten og Nordafrika med Danmark som værtsland.

Udenrigsministeren delte på Obama-administrationens ekstremisme-topmøde i DC planer om en stor antiterror-konference i Danmark inden sommerferien.
Udenrigsministeren delte på Obama-administrationens ekstremisme-topmøde i DC planer om en stor antiterror-konference i Danmark inden sommerferien.Foto: Udenrigsministeriet
Michelle Arrouas

Danmark skal inden sommerferien være vært for en stor regional konference om, hvordan man kan undgå, at ekstremisme udvikler sig til terrorisme.

Det fortæller udenrigsminister Martin Lidegaard (R), efter han torsdag deltog i Obama-administrationens antiterror-topmøde i den amerikanske hovedstad Washington DC og diskuterede samme emne med USA’s udenrigsminister John Kerry.

"I DC initierede vi til et anti-terrortopmøde, som vi håber på, bliver på ministerniveau, hvor vi vil gå i dybden med området,” siger Martin Lidegaard.

På topmødet skal lande fra Europa, Mellemøsten og Nordafrika diskutere emner, som hvordan sociale medier kan bruges af terrorister til at rekruttere og af regeringerne til at komme med mod-information, hvordan man kan undgå radikalisering i fængslerne, og hvordan uddannelse kan medvirke til at modvirke radikalisering.

Udenrigsministeren er overbevist om, at landene kan lære af hinanden.

"Det er klart, at den faktiske virkelighed er meget forskellig fra land til land, og at situationen ser meget anderledes ud i Jordan eller Egypten, end den gør i Danmark og Tyskland. Men det grundlæggende vilkår er, at der er marginaliserede mennesker, der ligger i farezonen for radikalisering og ekstremisme. Det er det samme i alle lande, selvom der selvfølgelig er færre tilfælde i Danmark," siger han.

Ideen til topmødet opstod i mandags i Udenrigsministeriet, der i løbet af nogle uger vil melde mere information ud, siger udenrigsministeren.

‘Overvældende varm modtagelse’ af Danmark efter terrorangreb
Martin Lidegaard, der deltog i antiterrortopmødet i den amerikanske hovedstad, efter at justitsminister Mette Frederiksen (S) måtte springe fra grundet weekendens terrorangreb i København, fortæller, at det var en rørende modtagelse, Danmark fik på mødet.

“Det har været en overvældende varm oplevelse, fordi så mange af mine kollegaer har kondoleret, både privat og i talerne,” siger Martin Lidegaard.

Både John Kerry og Barack Obama nævnte angrebet i København i deres taler på topmødet, hvor ministre og repræsentanter for over 60 lande deltog. Topmødet blev planlagt efter angrebet på den satiriske ugeavis Charlie Hebdo i Paris og blev afholdt mindre end en uge efter angrebet i København.

“Jeg mærkede virkelig solidariteten, sympatien og varmen slutte sig om Danmark,” siger han.

Terror skal bekæmpes med bløde og hårde metoder
På topmødet lagde både præsident Obama og udenrigsministeren John Kerry vægt på, at det ikke er nok at bekæmpe ekstremismen, når først den har udviklet sig til terror. Verdens lande skal blive bedre til at begrænse og bremse radikaliseringen, før den udmønter sig i et planlagt terrorangreb.

På anti-terrortopmødet diskuterede ministre og ledere fra 60 lande, embedsmænd fra FN og ansatte i private og offentlige organisationer, hvordan enkelte lande og det internationale samfund kan arbejde mod det mål. 

Ifølge Martin Lidegaard havde mødet stor relevans for Danmark, især efter weekendens terrorangreb og den danske debat om, hvordan Danmark kan undgå terrorangreb i fremtiden.

"Det grundlæggende budskab fra Obama og Kerry var meget relevant for Danmark. Når man snakker om indsats hjemme i egne lande, så handler det ofte om behovet for hårde metoder såsom politi, overvågning og den slags tiltag, men det er også helt indlydsende, at det, at forebygge at unge mennesker overhovedet bliver radikaliserede, er mindst lige så vigtigt hvis ikke endnu vigtigere," siger udenrigsministeren.

Dermed ligger han på samme linje som John Kerry, der i sin tale fokuserede på, at man er nødt til at tage en kombination af hårde og bløde midler i brug for at få bugt med terrortruslen.

"De sidste par dage har der i medierne været en fjollet debat om, hvad du bør gøre (for at bekæmpe terror, red.). Du skal gøre alt. Du skal ramme de mennesker, der allerede står på slagmarken, men du er lidt uintelligent, hvis det er alt, du gør, og du ikke forhindrer flere folk i at tage til slagmarken," sagde den amerikanske udenrigsminister i sin tale.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

0:000:00