Lidegaard fik sit brede energiforlig

"Som mange ved, så har det været en meget lang fødsel, men der er kommet et meget smukt barn til sidst," sagde en meget glad Martin Lidegaard kort efter, han kom ud fra de sidste forhandlinger.

Aftalen er det første rigtige, vigtige brede forlig, regeringen har lavet, og bliver af mange vurderet som en forsmag på de kommende forhandlinger om fleksjob, førtidspension og en skattereform.

Og er det dét, kan politikerene se frem til nogle lange forhandlinger. For energiforhandlingerne har været langstrakte - ikke mindst, hvis man medtænker processen omkring VK-regeringens udspil til en energiaftale, som reelt startede forhandlingerne for godt et år siden. Og måske særlig langstrakt, når man medtænker, at det store slagsmål om udgiftsniveauet, der over flere omgange udsatte forhandlingerne, alligevel endte på VK-regeringens niveau: Energiaftalens samlede regning bliver 3,5 milliarder kroner, mens VK-regeringens skulle koste godt 3,6 milliarder kroner.

Den største indrømmelse
Regeringens udgangspunkt lå ellers to milliarder kroner over niveauet i den endelige aftale. Og det må særligt tilskrives Venstres hårde oppositionspolitik, at Martin Lidegaard over flere omgange måtte trække sig tilbage fra forhandlingerne for at finde nye besparelser.

Regeringen formåede dog dygtigt stort set at fastholde alle sine grønne ambitioner, og i regeringspartierne mener man billiggørelsesøvelserne nærmest ikke var egentlige indrømmelser. Mere ondt har det gjort, at regeringen på forhandlingernes sidste dag måtte slække på sin havvindmølleambition og gøre den ene park markant mindre. Men det var omkostningen for at få et bredt forlig, lyder det fra klima- og energiministeren.

"Det er sådan, at vil man have en bred aftale og vil sikre, den skal holde 10 år frem, så bliver vi også nødt til at give os," siger Martin Lidegaard.

Det er sådan, at vil man have en bred aftale og vil sikre, den skal holde 10 år frem, så bliver vi også nødt til at give os.

Martin Lidegaard
Klima- og energiminister, (R)

Venstres dilemma
Og regeringen måtte give sig på en række områder. Foruden udspillet skulle gøres markant billigere over flere omgange - selv på den sidste forhandlingsdag - og havvindmølleambitionen sænkes, kom regeringen heller ikke igennem med sit totalforbud af oliefyre, og den måtte også hæve tilskuddet til biogas væsentligt.

Det er alle mærkesager for Venstre, som tydeligvis skulle have nogle konkrete sejre at vise sine vælgerne for at deltage i en aftale. På Venstres landsmøde i november lovede Lars Løkke Rasmussen nemlig, at partiet ikke vil være med til at gøre det dyrere at være dansker. Men nu er Venstre alligevel med til at sende en ekstra regning på 1300 kroner per hustand.

K og DF er med
Og det faktum, vil Liberal Alliance ikke lade gå ubemærket hen. Alliancen forbliver det eneste parti, som står uden for energiaftalen - og står dermed tilbage med en banelængde til at repræsentere alle de vælgere, der er kritiske over for den grønne omstilling og den økonomiske omkostning, der følger med.

Tidligere har det været Venstre og særligt Dansk Folkeparti, som har kunne opsamle disse vælgere. Men Anders Fogh Rasmussen gjorde i 00'erne Venstre "grøn", og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl vægter det uhyre højt at vise ansvar og være med i de vigtige aftaler.

Tilbage hos de borgerlige står Konservative, som under forhandlingerne ikke rigtigt har formået at komme ud af Venstres skygge. VK fulgtes til forhandlingerne og har kæmpet for de samme mål. Men tilbage står et indtryk af, at indrømmelserne er kommet til Venstre og deres 46 mandater og ikke Konservative med de otte. Der er dog ingen tvivl om, at det hele vejen igennem har været meget vigtigt for de Konservative - og også vigtigere end for Venstre - at det endte med et bredt forlig.

Tålmodige Enhedslisten
Modsat voksede frustrationen igennem forhandlingerne i Enhedslisten over, at regeringen ikke lavede et smalt forlig med sit parlamentariske grundlag. Og flere gange har partiets Per Clausen talt dunder mod, at regeringen blev ved med at følge Venstres pibe. Kunne Venstre endda få skåret i støtten til vindmøllerne og flyttet det over til landmændenes biogas kunne det måske blive for svært for Enhedslisten at være med, blev der spekuleret på Christiansborg.

Men Enhedslisten stod distancen og er nu med i sit første energiforlig. Og hvor SF og Socialdemokraterne har talt meget om jobskabelse, og De Radikale om brede forlig, så havde støttepartiet Enhedslisten et særligt krav med, som kom igennem: En kommende stor analyse af biogas og biomasse, som senere skal bruges til at evaluere brugen af biogas i Danmark.

Senere i år vil regeringen fremlægge klimalovgivning, som skal supplere energiaftalen og sikre regeringens mål om 40 procent CO2-reduktion i 2020. Energiaftalen sikrer de 34 procent, mens resten især skal findes i transport og landbrug. Det er yderst tvivlsomt, om de borgerlige partier vil være med på den øvelse. Til gengæld er Enhedslisten mere end villige til at træde til der.