Lisbeth Knudsen: Er demokratiet truet?

KLUMME: Medierne, politikerne og borgerne svigter demokratiet, siger Søren Pind. Men hvad er kuren?

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind har taget fat på en vigtig og alvorlig debat, som fortjener opmærksomhed og nogle ord med på vejen. Vi – det vil sige både medierne, politikerne og borgerne – svigter vores demokrati, mener han.

Den demokratiske debat er truet, og politik er blevet til et teater, hvor man godt må lyve. Vi er begyndt at omgå sandheden lemfældigt, og sandheden er holdt op med at være sandhed. Den er blevet noget bøjeligt. For nu blot at nævne nogle af de alvorsord, der kom ud af munden på ministeren på en høring på Christiansborg arrangeret af DANSK IT om digital dannelse onsdag i denne uge og før det noget af det samme i et interview i Berlingske søndag den 19. februar. Så det er ikke nogen tilfældig indskydelse, men noget han tilsyneladende går og overvejer nøje.

Han gør det med en blanding af sørgmodig konstatering, hvad der er al mulig god grund til, og af optimistisk tro på, at pendulet på et tidspunkt vil svinge tilbage igen fra kaos til orden, fra mismod til håb. Men hvor er de konkrete forslag til, hvordan vi får sat gang i at få pendulet til at svinge tilbage igen? Det kan der være al mulig grund til at opfordre til en bred debat om med alle de tre nævnte parter.

Søren Pind har rigtigt meget fokus på mediernes ansvar og borgernes ansvar for demokratiet. Han tager mindre kontant fat om politikernes ansvar. Men lad os nu tage en tur om alle tre problemfelter. For korrekt er det, at både medierne, borgerne og politikerne har et ansvar for, at vores demokrati ikke fortsætter ad den kritiske bane, det er på lige nu.

Det, der må tænde alle de røde advarselslamper, er den kraftigt dalende tillid til politikerne og til medierne for den sags skyld. Vores demokrati og vores samfundsstruktur bygger i høj grad på, at vi har en grundlæggende tillid til hinanden, til at tingene foregår på en ordentlig og retfærdig måde.

Jeg vil gerne tage Søren Pind på ordet og kaste mig ind i diskussionen om det ansvar, han taler om, at vi alle har for demokratiet – medierne, borgerne og politikerne:

MEDIERNE
Den politiske dækning er intensiv og omfattende i de danske medier. Den har også ind i mellem høj oplysningskvalitet, substans og dybde. Lad os nu starte med det positive.

Men dækningen har udviklet nogle særheder og absurditeter, som understøtter en del af befolkningens negative opfattelse af, at politikerne bare er nogen, der ønsker at rage til sig og profilere sig selv. At de er kyniske løftebrydere og taktiske overlevere eller ligefrem idioter, der bare ikke kan finde ud af andet end at svine hinanden til, for derefter at indgå nogle halvhjernede kompromisser og utilstrækkelige lappeløsninger. Sådan sat på spidsen. Ordet børnehave ligger ikke langt væk hos den del af vælgerne.

Og hvor kommer de særheder så fra i mediernes dækning, der kunne inspirere til den negative opfattelse?

Det skyldes:

- En helt klar overdosis af politisk kommentage og analyse, hvor selv den mindste bevægelse kan blive udlagt som den dybe, udspekulerede, taktiske manøvre. Hvor politikerne bliver gjort til marionetter for magten, æren og ministerbilerne. Hvor personkonflikter overeksponeres, og de reelle politiske uenigheder får en særlig dramaturgisk spidsvinkling og overeksponering.

- Politikernes kamp om medieopmærksomhed, også inden for samme parti – og journalisternes konstante nyhedspres døgnet rundt - fremelsker lysten hos politikerne til at stille op til interviews i alle mulige mellemfaser, også når der intet er at sige konkret og intet nyt at komme efter. Behovet for profilering er enormt og netmediernes behov for opdateringer og nye versioner er samtidigt umætteligt.

- At det journalistiske fokus hele tiden er på, at politikerne skal handle, handle, handle. Tage initiativ til ny lovgivning. Forlange en undersøgelse hos ministeren. Tage initiativ til et indgreb mod dit og dat, eller et samråd med ministeren eller en forespørgselsdebat.

Handling skal der til. Ellers bliver presset fra medierne ved og ved. Og der kan altid findes en oppositionspolitiker, der gerne vil have to minutters sendetid. Også selv om sagen måske slet ikke kan bære det, slet ikke hører hjemme på et ministerbord eller i Folketinget, og selv om et par dages dybere undersøgelse måske ville vise, at sagen ikke er ny og slet ikke fortjener ny handling.

- At alt for mange interviews handler om at fange den interviewede på en fodfejl, på det forkerte ben eller på at lægge fælder ud i stedet for at opklare, blive klogere eller sætte kritisk lys på et emne.

- En mærkelig fejlopfattelse af hele demokratiets mening, som jo netop er, at vi vælger 179 folketingsmedlemmer, som har forskellige holdninger og interesser, og vi stemmer på forskellige partier, som så kæmper for at få mest muligt af deres politik igennem.

Banalt ja. Men nogen gange kommer det til at lyde nærmest kriminelt i medierne, når partierne har måttet bøje sig mod hinanden i et kompromis for at skaffe flertal. Så går konfettikanonen i gang med løftebrudsanklager, og jagten går ind på, hvem der er vindere og tabere i enhver forhandling. Men der skal jo tælles til 90 mandater.  Og i et demokrati med så mange partier som vores, så skal der mange kompromisser til.

- En journalistisk præsentationsteknik, der flytter os fra substans og saglighed til følelser og et spørgsmål om graden af empati: Når spørgsmålene til en politiker går på, hvad vedkommende tænker og føler, når man ser et gribende indslag med en personsag fra et plejehjem eller lignende, hvor politikeren på forhånd er dømt som usympatisk, hvis han/hun så tillader sig at sige, at sagen må undersøges nærmere, inden der kaldes på endnu en lovregel og handling.

Teknikken med at få politikerne ind i følelsesslusen kan også bruges i forbindelse med nye statistikker og undersøgelser, der viser et nyt problem.  ”Synes du, vi kan være bekendt at….”, kunne sådan et spørgsmål meget vel lyde. Og igen: Hvem har lyst til at være usympatisk eller uempatisk?

- Et fokus på konflikten og dramaet i processen mere end på sagen og substansen. Skal medierne så ikke dække konflikterne og uenighederne. Jo bestemt, men netop ud fra det fundament, at demokrati faktisk handler om, at forskellige holdninger skal brydes og argumenter spidses til, for at man kan få fundet de rigtige løsninger, som så kan skaffe flertallet.

Og bare lige for at ovenstående ikke giver anledning til myter: Den politiske journalistik skal selvfølgelig være kritisk, hård og ubarmhjertig, når der er grund til det. Men den skal også være formidlende af det, som er hele demokratiets idé, at meninger skal brydes, uden at det bliver til, at der er ”kold luft”, ”nervekrig”, eller andre dramaturgiske begreber og krigsmetaforer, som skal tages i anvendelse.

BORGERNE
Lad os også her starte med det positive. Vi har en høj stemmeprocent ved valgene med undtagelse af valg til Europa-Parlamentet. Vi har faktisk en befolkning med større politisk interesse end mange andre steder. Vi har en andel af befolkningen, der gerne engagerer sig. Og vi har unge, som også interesserer sig for politik. Hvordan er det, at borgerne svigter demokratiet så? Hvorfor mister befolkningen tilliden til politikerne og går over i oprør eller afmagt?

- Fordi de oplever, at politikerne ikke har svarene på de store udfordringer, vi står overfor. Eller at de er magtesløse overfor globalisering, digitalisering og skred og opbrud i de nationale værdier.

- Fordi de oplever, at politikerne ikke kommer med ærlige og forståelige svar på det, de ikke har løsningerne på.

- Fordi de oplever en politisk debat forsimplet til et teater, hvor skuespillerne kommer ind på scenen og opfører et stykke, hvor de sviner hinanden til og anklager hinanden for løftebrud og for at ville køre landet i sænk. En performance, hvor man prøver at jorde hinanden mest muligt personligt i stedet for at lytte til hinanden og føre en skarp og hård debat om selve sagerne, den politiske retning og den politiske udfordring.

- Fordi de oplever, at politikerne taler uden om og ikke svarer på spørgsmålene, eller at de ikke evner at lytte til, hvad der rører sig i ude i virkeligheden.

- Fordi befolkningen ikke føler sig inkluderet i, eller er medinddraget i den politiske diskussion, eller forberedelsen af større reformer eller nye lovforslag.

- Fordi befolkningen er blevet til politiske forbrugere i stedet for politiske borgere og deltagere i et demokrati. Vi river det ned fra hylderne i det politiske supermarked, som lige passer til os - uden hensyntagen til konsekvenserne for andre. Har vi tabt noget af fællesskabet og den fælles opgave, kunne man spørge?

- Fordi politikerne svigter at kommunikere holdninger på en ligefrem og forståelig måde. De svigter at sige sandheden, når den er for brutal og kan støde nogle vælgere. Alt for ofte er politiske udtalelser pakket ind i taktik og fagbegreber, som ikke giver fornemmelsen af åben og ærlig snak.

POLITIKERNE
Lad os igen starte med det positive. Rigtigt mange politikere er både hårdt arbejdende og drevet af et ægte engagement i at udvikle samfundet til det bedste og i den retning, som de nu mener vil være den rette.

Rigtigt mange politikere har faktisk solid respekt for hinanden og kan arbejde fint sammen om at finde politiske løsninger på tværs af partiskel, men det er ikke det billede, vi ser i offentligheden.

Hvordan bidrager politikerne så til at svigte demokratiet?

- Det gør de ved at udhule respekten for Folketinget med drillespørgsmål til ministrene, tåbelige samrådsindkaldelser og politisk chikane i stedet for seriøst politisk arbejde, fordi kampen om de 179 pladser og de personlige stemmer kræver medietid, eksponering og opmærksomhed. Og så snart en minister kan komme på glatis, så er medierne der med ekspresfart.

- Ved en mangel på åbenhed omkring idefasen og erfaringsfasen af den politiske proces - der hvor emnerne kan kalde på den gode analyse, den eftertænksomme diskussion, og den gode læring og inspiration. Hvor i alverden foregår det i dag, nu hvor partiernes medlemsorganisationer er skrumpet, og den brede folkelige debat er forsvundet fra de fælles medier og over i ekkokamrene på Facebook?

Demokratiets krise skriger nærmest på, at politikerne tager det ærinde alvorligt, som de kom for – om jeg så må sige. At drive en debat om samfundets udvikling, at drive en ideproces og en innovativ tænkning frem med hjælp fra en engageret befolkning. At krydse den modige linje til at afprøve nogle ideer og forslag til at gøre ting anderledes end i går. Ikke kun fordi, der er opstået en enkeltsag i medierne, eller fordi økonomien kalder på besparelser.

- At kaste mudder på hinanden på de sociale medier i stedet for at krydse klinger om sagligt politisk indhold. Det har helt sikkert en høj underholdningsværdi for nogen, men det fremmer ikke respekten for folkestyret og dets repræsentanter.

- Ved at svigte ansvaret for at påvise sammenhængene i samfundsudviklingen og have modet til at sige det ubehagelige. Det politiske supermarked er bekvemt som model for populisterne, men ikke for den seriøse politiker, der gerne vil sætte et mere blivende fingeraftryk på samfundet.

- Ved ganske enkelt at udvise mangel på respekt for organisationer og borgere, der inviterer politikere og ministre til møder af forskellig art, hvor den gennemgående oplevelse er, at hverken ministre eller folketingsmedlemmer bruger tid på at ”få hældt på tanken” og lytte til andres meninger. De kommer som regel lige før, de selv skal tale, og de går lige efter, at de selv har talt. Vi har alle travlt, men andre mennesker bruger faktisk tid på at hente viden til deres arbejde eller deres særlige interesseområde og vil gerne den politiske debat – med politikerne. Samme mangel på respekt oplever eksterne, når de kommer i deputationer eller til høringer på Christiansborg.

Den politiske kultur og måden demokratiets tandhjul kører rundt på lige nu – det må vi have gjort noget ved. Både hos politikerne, borgerne og medierne.

Tak til Søren Pind for at starte debatten. Jeg håber, at andre vil fylde på eller trække fra på min liste med udfordringer her. Og lad os så komme i gang med at gøre noget, der kan få pendulet til at svinge i en retning af håb og optimisme.

.......

Lisbeth Knudsen er ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen samt formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget, som alene er udtryk for skribentens egne holdninger. 

Forrige artikel Carl Valentin: Det er svært at smile, hvis man er fattig Carl Valentin: Det er svært at smile, hvis man er fattig Næste artikel Steen Gade: Kigger vi virkelig ned i en sort afgrund? Steen Gade: Kigger vi virkelig ned i en sort afgrund?
  • Anmeld

    Bente Stenfalk · Næstformand i Borgerretsbevægelsen

    Demokratiet halter på væsentlige områder hvad angår borgernes retssikkerhed

    Ja, demokratiet er truet på visse punkter.

    Når man kan tage en læges autorisation, UDEN at han har ret til at klage over det, så er det ikke demokrati men diktatur.

    Og når en dommer suverænt kan bestemme, om en advokat må føre vidner i en sag, han skal føre, så er det heller ikke demokrati. En advokat bær have RET til at føre i hvert fald nogen få vidner.

    Og når en advokat kan risikere at få AFSLAG på aktindsigt i en sag, han skal føre for en klient, fordi kommunen FORVENTER, at advokatens klient kommer under værgemål i fremtiden, så er der også noget helt galt.

    Der er nogen love, som helt klar bør laves om, hvis der skal være fuldt demokrati for alle borgere i DK.
    Demokrati går jo ud på, at alle kan blive hørt og få en ordentlig og værdig behandling. Og det er afslag uden ankemulighed ikke.

  • Anmeld

    Tommy Jensen, Vollerup

    Kære Frue! - Nu ikke flere undskyldninger!

    -Det er blot at konstatere, at den demografiske udvikling siden 2008 har vist, der er et overtal i befolkningen, der overlader lovgivningen til "Fjumregenerationen"!

    Spørgsmålet er kun: Kører vi helt rabundus, inden "Fjumregenerationen" forsvinder af sig selv eller bliver sat på porten, så der kun er et fallitbo tilbage; eller er det værd at vente på ansvarlige personer med de nødvendige kvalifikationer tager over?

    -Som regeringen siger: "De der vil. de kan ikke! Og de der kan, de vil ikke!

    God weekend:-)

  • Anmeld

    Kjeld Hansen · gårdejer

    Umoden arrogance fremavler lede ved politikere

    Her er et ganske usmageligt eksempel på den hovski-snovski-holdning overfor "borgerne", der lægger gift ud for den demokratiske debat. Hvor savner man dog en statsminister, der kunne lære sine uvorne føl at udvise en smule respekt for folkedybet.
    Eller måske kunne Søren Pind tage en snak med sin umodne partikammerat?
    Se her: http://www.altinget.dk/artikel/esben-lunde-derfor-modtager-jeg-ikke-underskriftsindsamlinger

  • Anmeld

    Stig Jeppesen

    Jeg troede Journalistik skulle være OPLYSENDE

    Men Journalisterne mener åbenbart de først og fremmest skal være UNDERHOLDENDE !!!!
    Og jeg skal da lige love for at DR i stort set alle sammenhængende gør deres bedste for at promovere pladder-underholdning - fra P1´s tidlige morgenprogrammer ( P1 morgen ) over alle andre radiokanalernes plidder - pladder til TV´s tåbelige livsstils-pladder og Klements Show for Klement.

    Jeg tænder ikke selv for det og slukker så hurtigt jeg kan ( når de andre siger det er ok ) - hvis andre har tændt for det. Og ellers finder jeg et andet sted at opholde mig, hvor jeg ikke skal belemres med det idioti.
    Som jeg ydermere er tvunget til at støtte økonomisk.

    I mine øjne er DR direkte skadelig for demokratiet, grundet den fordummelse der ligefrem dyrkes i den koncern og den ligegyldighed det avler i befolkningen.

    Men det er altså det Lisbeth Knudsen mener der er det helt rigtige, der kan gøre alle klogere på væsentlige ting i relation til demokratiet og ansvaret for at kunne deltage i det og forvalte det på en oplyst måde.

    " - Et fokus på konflikten og dramaet i processen mere end på sagen og substansen. Skal medierne så ikke dække konflikterne og uenighederne. Jo bestemt, men netop ud fra det fundament, at demokrati faktisk handler om at forskellige holdninger skal brydes og argumenter spidses til, for at man kan få fundet de rigtige løsninger, som så kan skaffe flertallet.

    Og bare lige for at ovenstående ikke giver anledning til myter: Den politiske journalistik skal selvfølgelig være kritisk, hård og ubarmhjertig, når der er grund til det. Men den skal også være formidlende af det, som er hele demokratiets idé, at meninger skal brydes, uden at det bliver til, at der er ”kold luft”, ”nervekrig”, eller andre dramaturgiske begreber og krigsmetaforer, som skal tages i anvendelse. "

  • Anmeld

    Vagn Rydeng

    Tja, tja, bum, bum, bum!

    Som ansat i div. ministerier i ca 30 år, fra studentermedarbejder i 1970 til chef indtil for 15 år siden, og med ministre fra alle de partier, der indtil 2002 var i regering, kan jeg slet ikke genkende billedet af ministre/politikere, der svigter demokratiet.

    En del af de "nye" ministre, efter et regeringsskift, var skeptiske overfor embedsværket, det var ærgerligt, men fuldt forståeligt! Alle kom sig efterhånden over mistroen, det var, og er, embedsmændenes næstfornemste opgave at rette ind efter ministerens holdninger, men, langt vigtigere, at forhindre ministeren i at gøre i nælderne!

    (Jeg vil ikke helt udelukke, at trafikministeriets mærkeligt manglende hjælp til daværende Trafikminister Arne Melchiors langt billigere, men ikke fuldt dokumenterede indkøb når han inviterede folk hjem i privaten og lod lillemor lave maden (langt billigere end på restaurant, samtidig med at medarbejdere i fx udenrigsministerier kunne afregne efter en standardtakst, der var højere end Melchiors), ligesom Melchior havde gjort, ikke var et tilfælde, men skyldtes en eller anden konflikt mellem Melchior og det fossiliserede embedsapparat i Trafikministeriet, det er så undtagelsen der bekræfter reglen!)

    Når jeg udefra ser, hvad der foregår i div. ministerier, Udlændingeministeriet, Justitsministeriet , m. fl., virker det som om det er ministrene der holder taktstokken, og embedsmændene der ikke siger fra overfor åbenlyse lovbrud, karrieren er vigtigere end alt andet, og det er ca så sjældent som snevejr i juli, at en embedsmand bliver fyret for ikke at sige fra!

    Ja, der var lige Sven i Skat der blev bortvist, mens hans overordnede fik bonus, Sven var selvf. "kun" HK'er;-(

  • Anmeld

    Regula Maltry · pens. lærer

    Tak til Lisbet Knudsen og tak til Søren Pind

    Pind, du har fuldstændig ret, ved at påpege faren for demokratiet i vores globaliserede, digitaliserede og ego-centrificerede verden. Enhver sidder foran sin I-phone og downloader hvad der nu interesserer ham/hende mest. Man overlader 'styringen' af landet til dem 'der jo er valgt og betalt for det'. Opmærksomheden bliver først vakt, når noget går galt, eller medierne rider for meget rund på en eller anden skandale bland politikerne.
    Der er dog en del folk, der følger med i politik, og de føler sig mere og mere udenfor og uden indflydelse på de afgørelser der tages på regeringsplan. Et valg hver fjerde år er ikke nok.
    Hvad med et DIREKTE DEMOKRATI, hvor man spørger borgerne ved en folkeafstemning.
    For det første ville vælgerne få en fornemmelse som borger at have medbestemmelse i landets ve og vel, og det ville sikkert vække manges interesse for politik.
    For det andet ville det lade tid og plads til de valgte politikere, at finde de bedste løsninger og komme med brugbare foreslag mod eventuelle problemer og til nye love.
    Det ville i sidste ende måske endda spare skatteborgerne en del i antal af lovgivere og ministerbiler. DIREKTE DEMOKRATI: Jeg kender det fra mit moderland Schweiz, hvor det har virket eksemplarisk i flere hundrede år. Det behøver i DK ikke være så radikal som i CH, men bare lidt i den retning. Hvad mener Søren Pind til det ?

  • Anmeld

    otto wollin

    Søren Pind

    Jeg synes Søren Pind, flere gange lyder som Erdogan ligt.

  • Anmeld

    Ib Christensen · Fhv. MEP & MF

    Vælgerne tilsidesættes

    I 992 stemte et flertal nej til Maastricht-traktaten. Det ville regering og folketing ikke acceptere, så vælgerne blev tvunget til at stemme om. I 2000 fik vælgerne at vide, at Danmark ville gå hårde økonomiske tider i møde, hvis de ikke føjede regering og folketing ved stemme ja. Vælgerne stemte nej, og landet kom ikke i våde. I 2005 blev vælgerne lovet en folkeafstemning om EU`s forfatningstraktat. Løftet blev trukket tilbage efter at Holland og Frankrig stemte nej til forfatningstraktaten. Derefter blev Lissabon-traktaten, der reelt er identisk med forfatningstraktaten, gennemført uden folkeafstemning. I 2015 fik vælgerne at vide, at de blot skulle stemme ja, så Danmark kunne forblive i Europol. Vælgerne gennemskuede, at folkeafstemningen i virkeligheden handlede om afskaffelse af retsforbeholdet, og de stemte nej.

    Er der noget at sige til, at vælgerne taber tilliden til partier og politikere, der behandler dem sådan. Politikere, der har tabt tilliden til folket.....

  • Anmeld

    lis bølling · fr

    Tja -

    Søren Pind vil nu bestemme hvem der skal være rektor på div. universiteter !!! Det er vist ikke særligt demokratisk ! Tværtimod !

  • Anmeld

    Benny Bjerregaard

    Lær...

    ...At sige eller viderebringe: Sandheden, hele sandheden og ikke andet end sandheden !
    ...At alt Idag bliver "afsløret" og at "det" der ikke bliver nævnt også kommer frem alligevel eller erstattes af konspirations teorier.
    Det er måske i virkeligheden redningen !!

  • Anmeld

    Farmor

    Demokratiet er truet?

    Ærlig talt Hr. Pind, kig i egen hønsegård, og beklag så, at V og DF er fædrene til den demokratiske krise.

    Venstre har siden 2001 udøvet demokratur = aldrig set længere end til 90 blå mandater hvis det var muligt.
    Både når det gjaldt store topskattelettelser, Strukturreform, Dagpengereform, og massive angreb på Velfærdsstaten, ofte på 1 enkelt mandat, og hen over hovedet på ca. halvdelen af vælgerne. Det er ikke ægte demokrati, det er demokratur.
    Ægte demokrati er flertalsstyre med behørigt hensyntagen til mindretallet, og undskyld mig, men det præger ikke Venstre, og heller ikke Trefork- undskyld- Trekløver- regeringens handlemåde.

    Det var Venstre , med DF, der startede hetz om løftebrud mod SSFRV regeringen , vel vidende, at S SF ikke kunne samle 90 mandater i et blåt Folketing efter valget i 2011.

    Det var samme to partier (V DF) der ustandseligt kaldte div. Ministre i samråd, og tilmed væltede flere ministre på et meget meget tyndt grundlag.

    Og Fru Lisbeth, TV, pressen (dine blade med) holdt sig ikke tilbage, I faldt desværre hurtigt ind i hylekoret, husk også Lækagesagen!!

    Så mon ikke lidt selveansagelse vil komme ind lidt handy, både hos Pind og pressen.
    No offence, just saying.


  • Anmeld

    Peter Ole Kvint · omnolog

    Kleptokrati

    Kleptokrati, tyvenes-styre har for længst afløst demokratiet.
    Det var mig, som planlagde DONG-salget. Jeg sendte planen til en oprørsbevægelse i et bundkorrupt uland. Bare som et eksempel på hvordan noget sådant kunne tænkes foregå. Det var tæerkrummende pinligt, da Bjarne Corydon så to år senere citerede mig ordret, på live tv.
    Refusion af udbytteskat på 12 mia kr og momssvindel på måske over 90 mia. kr. var de samme folk. De har også¨solgt det flyvende IC4 tog: jagerflyet F35 til Danmark og Norge.
    Ifølge stammens ældgamle traditioner så skal man give en del af høsten til ånderne, og derfor måtte de give Sven nogle byture, og hvert led over ham en større gave og støre gave, de havde jo fået råd til at give både biler, lejligheder og store huse.

  • Anmeld

    Jens Erik Starup

    De forkerte

    Man kommer nok ikke uden om, at politikerne ønsker sig en anden presse og nogle andre vælgere. Pressen ønsker sig nogle flere læsere og den måde presse og politikere agerer på, hænger mange borgere langt ud af halsen.

  • Anmeld

    Regula Maltry · pens. lærer

    Direkte Demokrati

    Kun DIREKTE DEMOKRATI er ægte FOLKE-DEMOKRATI. Men det er her Pind måske bange for at indføre. Det danske folk er jo tilsyneladende imod hans (diktatoriske) blå regering. Venstre og de konservative taber jo mere og mere vælgertilslutning.
    S(tidligere SOCIAL-demokrati) og DF spinder sammen, og hvis de tog Enhedslisten og SF med i rådet, så havde vi en folkelig regering, og DK kunne måske blive igen det sociale foregangsland det en gang var i det sidste århundrede, og som alle andre lande kunne lære af.

  • Anmeld

    Christian X

    Fortravlede journalister og politikere er underlagt en konkurrence om befolkningens opmærksomhed og stemning, som de ikke kan vinde på den grundige og redelige måde.

    Imens er:
    Skat er brudt sammen.
    Politiet er med 1 million overarbejdstimer på vej til det.
    Forsvaret er plaget af mangel af vigtigt personel pga. faneflugt.
    Arbejdstilsynet er underdrejet pga. dårligt arbejdsmiljø.
    Lærere, sundheds- og plejepersonale har travlt med selv at overleve stress og sygdom.

    Det løses med flere DJØF'ere og færre af alle andre...

    En kvalitetsreform af folkestyret er nødvendig, den bør bl.a. forholde sig til følgende:

    1. Færre folkevalgte, der indbyrdes konkurrerer om opmærksomhed.
    2. Kompensationsvederlag (for evt. tabt arbejdsfortjeneste) kunne tiltrække mere kompetente politikere.
    3. Kompetencekrav til ministre, der skal forvalte stillinger som ledere af organisationer med mia. budgetter og direkte ansvar for tusinder af menneskers ve og vel.
    4. Ministres pensioner burde gøres delvist afhængige af kvaliteten af det udførte lovarbejde (alvorlige fejl og sjusk burde koste).
    5. Flere uafhængige vismandsråd (f.eks. miljø og klima, sundhed, infrastruktur, digitalisering og teknologi), som opposition og andre kunne trække på. Det kunne give kvalificeret med- og modspil til medier, embedsmænd og ministre.
    6. Inden for alle områder findes der meget kompetente mennesker, der har mere områdeforståelse end embedsmænd og minister tilsammen.
    Med digitale tale løsninger kunne man formidle meget kompetente menneskers vurdering og input til ministre, udvalg og embedsmænd. Ved kompetente mennesker menes, folk der har mindst 20 års erfaring inden for et specifikt område, med flere ansættelsessteder og med flere forskellige funktioner - og som har vist resultater, som er ud over det sædvanlige.

  • Anmeld

    H. Stein

    To af de vigtigste årsager til demokratiets erosion

    Nummer et: Politisk korruption fordi de fleste politikere, stirre ned i et bundløst hul at arbejdsløsheden ved udsigten til at miste taburetten. De har ingen praktiske eller teoretiske færdigheder til at bestride et "normalt" job uden for Christiansborg og vil derfor vil foreslå og/eller stemme for hvad som helst for at købe populistiske stemmer, never mind hvad der er bedst for landet.
    Nummer to: Spindoktorer og politiske analytikere modarbejder indirekte demokratiet ved at instruere ministre i hvad, hvordan, hvornår og hvorfor ministeren skal svare (eller undgå samme) , eller når et "svar" forligger, bliver det analyseret til døde så borgeren ikke har nogen jordisk chance for at vide, hvad politikerens holdning faktisk er, eller om han står for noget. Hvis ikke en politiker kan kominikere sine synspunkter og holdninger ud til borgeren, så denne forstår budskabet, uden mellemled, så går det alvorligt ud over demokratiet .
    Iøvrigt er jeg enig i at en form for direkte demokrati som i Schweiz vil begrænse statsudgifternes himmelflugt.