Debat

Lisbeth Knudsen: Er der en voksen til stede?

KLUMME: Kan vores parlamentariske system fungere, hvis en række partier stiller sig ud på sidelinjen og råber ultimative krav til den siddende statsminister, som ikke har en jordisk chance for at levere varen? Svaret er nej, skriver Lisbeth Knudsen. 

Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Undskyld overskriften. Jeg har kæmpestor respekt for demokratiet og for engagerede politikeres hårde arbejde i demokratiets værksted. Ord som cirkus brugt om Christiansborg ligger mig fjernt. Ja, der er selvfølgelig spin, taktik, personfnidder og masser af strategiske positioneringer i politik, men grundlæggende er fundamentet i orden, og systemet er ukorrupt.

Lovgivningsprocesserne er langt fra perfekte, og åbenhed og gennemsigtighed kunne det være bedre med. Men de seneste par ugers og måneders politiske udmeldinger kalder alligevel på sådan en bemærkning som overskriften.

Kan vores parlamentariske system overhovedet fungere, hvis en række partier blot stiller sig på sidelinjen og råber ultimative krav til den til enhver tid siddende statsminister, som ikke har en jordisk chance for at levere varen? Kan det fungere, hvis færre og færre partier vil påtage sig regeringsansvar og i stedet foretrækker rollen som sofatræner?

Nej, det kan det ikke. Systemet bygger på et samarbejdende folkestyre, da vi ikke har tradition for, at et parti har flertal alene. Det bygger på, at meningerne brydes, og at partierne forhandler sig til rette om løsninger, som kan samle flertal.

Er vi som vælgere virkelig så forblændede af letkøbte, populistiske løsninger, at vi hellere køber ind på dem end på at forstå helheder og sammenhænge – for slet ikke at tale konsekvenser og fakta? Og hvordan er det kommet dertil?

Vi er ikke alene. Vi er en del af en international tendens i politik til at opgive kompromiserne og de nuancerede budskaber. Vi er en del af en tendens med en tillidskløft, der øger afstanden mellem vælgerne og politikerne. Hvorfor i alverden politikerne ikke forsøger at finde brugbare svar på den tillidskløft i stedet for høfligt blot at byde nye populistiske partier velkommen, er uforståeligt. Tillidskløften skaber afmagt i dele af befolkningen og manglende respekt hos andre. Begge dele er lige farligt.

Lovsjusk og ommer
Når Folketinget sjusker med lovgivningen, ministerierne ignorerer rimelige høringsfrister og totalt udelukker en seriøs offentlig debat, før en ny lov hastes igennem, så foreslår ledende politikere fra Venstre og Radikale Venstre, at man efterfølgende kan lade forslaget gå om med en ordentlig behandlingstid og reglementeret høringsperiode. Altså efter at forslaget er trådt i kraft.

Læs også: Umage makkerpar: Politisk hastværk skader demokratiet

Hvem i alverden skal få tillid til gennemsigtighed, borgerinddragelse og god forankring af ny lovgivning med den proces? Selvfølgelig kan der være love, som kræver hastebehandling, men det, vi taler om her, er, at overskridelse af høringsfrister mere er det almindelige end det modsatte, og at rigtigt mange love gennemføres uden dybgående forberedelse af befolkningen.

At dømme efter meningsmålingerne er der medvind til partier med ekstreme, klare holdninger og simple budskaber, hvor urealistisk gennemførlige de måtte være. Men virkeligheden og udfordringerne er bare ikke enkle, men komplekse. De påkrævede løsninger er ikke simple, men kræver aktivering af mange forskellige håndtag. Og nej, vi kan ikke melde os ud af verden, EU og internationale forpligtelser, som de Nye Borgerlige slår sig op på.

Det går faktisk den modsatte vej. Vi bliver mere og mere afhængige af internationale relationer. Hvorfor er der ikke danske politikere, der tør sige det klart, at globaliseringen ikke går væk? Eller at vi de facto ikke har en løsning på den næste fase af migrantkrisen?

Ansvarligheden på vej væk
Vores folkestyre og politiske system er ved at tabe ansvarligheden og evnen til at lave store helhedsløsninger på vores påtrængende udfordringer. De mindre partier i rød og blå blok jagter medietid og opmærksomhed med skarpe, ultimative krav i et sådant omfang, at det næsten tvinger de tre store – Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre – i armene på hinanden. Og det er jo præcis det, vi har set mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i den seneste tid.

Det er tilsyneladende blevet helt vanedannende for nogen at stå og forlange, at en statsministerkandidat, hvad enten det er Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen, bare skal levere, hvad man forlanger, selv om ingen kan tælle til 90 mandater for det pågældende ultimative krav. En statsminister er jo trods alt ikke tryllekunstner.

Det er tilsyneladende helt i orden at sige, at der er konkrete betingelser om gennemførelse af ny lovgivning, som vil være en forudsætning for at pege på den pågældende politiker som statsminister i en dronningerunde, selv om ingen statsministerkandidat kan være sikker på et efterfølgende flertal for forslaget. Og hvad sker der så? Så stiller man åbenbart mistillidsvotum til den regering, man selv har bragt til magten? Det bliver godt nok vildt, hvis det er sådan, Danmark skal styres, og ikke mange vil på de betingelser tage ansvaret for den varme stol.

Liberal Alliance troede, at de rationelt kunne kræve en indrømmelse i forhold til 2025-planen mod at støtte alt muligt, som nogle andre partier måtte have som ultimative krav. Så kunne man få et ultimativt krav opfyldt hver i blå blok og lave kompromisser for resten. Anders Samuelsen gik endda så langt som til at lave regnestykket, at LA havde ret til at bestemme over så og så mange millioner af det økonomiske råderum frem til 2025 set i forhold til partiets mandatmæssige størrelse.

Men sådan fungerer politik ikke. Og sådan vil en finansminister have meget svært ved at få en politisk plan til at blive sammenhængende.

Ovre i rød blog hos Enhedslisten sidder man og kigger på, hvad Liberal Alliance i særdeleshed har fået ud af at stille ultimative krav og forlange topskatten med i regeringsgrundlaget for at agere parlamentarisk grundlag for Løkke Rasmussens regering. Her bliver der med sikkerhed også skruet op for kravene til en eventuelt kommende socialdemokratisk regering.

Det samme gælder hos SF, som ikke vil se resultatet fra sidst, der blev dannet S-ledet regering med stor indflydelse til Radikale. Og hos Radikale varmes der op til et krav om en ændret udlændingepolitik, hvis de skal støtte en S-statsminister.

Medierne og populismen
Vi bliver nødt til i medierne at stille os selv det spørgsmål, om vi i den her politiske udvikling kan nøjes med de almindelige kritiske spørgsmål til et nyt parti som Nye Borgerlige og deres program. Til Alternativet, til Liberal Alliance og alle de andre. Kan Danmark regeres på folkestrømninger, følelser, frygt eller drømme om det anderledes?

Fulgte man pressemødet med Nye Borgerlige 22. september, må man konstatere, at selv om det politiske pressekorps gik til makronerne, så var det alligevel helt utroligt, hvad stifter Pernille Vermund fik lov til at sige, uden at det blev testet på fakta og realiteter.

Jeg anfægter hverken partiets ret til at stille op eller dets mulige eksistensberettigelse hos en andel af vælgerkorpset – meningsmålingerne viser jo, at der tilsyneladende er en gruppe utilfredse, hjemløse vælgere på højrefløjen. Men medierne må tage ansvar for at afsløre hulhederne, det helt urealistiske og det faktuelt forkerte både hos Nye Borgerlige og andre partier.

Der efterlyses til gengæld politikere, der tør sige, at de enkle løsninger ikke findes på flygtninge- og migrationskrisen. Der tør sige, at vi har brug for en fundamental diskussion med hinanden om vores velfærdssamfund, og hvordan det skal se ud i 2025 – ikke kun via punktnedslag. Og som tør sige, at finansieringen af velfærdssamfundet kræver, at vi kommer ud af lavvæksten med en række prioriterede forslag inden for erhvervspolitikken, som virkelig rykker noget. Som tør sige, at var EU der ikke, så var vi nødt til at opfinde noget tilsvarende for at klare os på de globale markeder.

---
Lisbeth Knudsen er formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater samt direktør og chefredaktør for Mandag Morgens danske aktiviteter. Hun har været ansvarshavende chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media i otte år. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00