Debat

Lisbeth Knudsen: Fra velfærdssamfund til værdighedssamfund

KLUMME: Er ældremilliarden starten på endnu en lappeløsning på velfærdssamfundet, eller er det begyndelsen til den moderniserede velfærd, som ikke nødvendigvis har universel service til alle, men som bygger på respekt og indsigt i den enkeltes behov? Sådan spørger Lisbeth Knudsen.

Foto: Torben Christensen/Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De blå partier i Folketinget har i forbindelse med finanslovaftalen for 2016 fastlagt et nyt politisk fordelingsprincip i vores velfærdssamfund: Værdighed.

Nu er det jo et ord, som kan bøjes og vendes og drejes og tolkes på mange måder. Og vi vil nok forstå begrebet ”et værdigt liv” på lige så forskellige måder, som vi er mennesker til. Men nu skal der uddeles en værdighedsmilliard på ældreområdet, og i 98 kommunalbestyrelser landet over, skal man i 2016 sidde og tænke over, hvordan begrebet værdighed skal fortolkes netop i deres kommune.

Værdighedsmilliarden
Presset af nye triste og gribende eksempler på umyndiggjorde ældre, der for 117. gang optræder i medierne på grund af tab af værdighed, har vi nu fået en politisk ”værdighedsmilliard”. Fordi de ældre i mediernes eksempler skal vente i timevis på at få skiftet en våd ble. Fordi de ikke kan komme på toiletbesøg uden for faste, planlagte tider i personalets vagtskemaer, eller fordi de ikke længere kan få hjemmelavet mad på plejehjemmet, selvom maden og samværet om den spiller en kæmpe rolle for de ældres trivsel.

Eller fordi de pendulerer mellem hospital, plejehjem eller egen bolig i en respektløs og håbløs dårlig planlægning, fordi de forskellige dele af sundhedssystemet ikke taler godt nok sammen med kommunernes varetagelse af opgaver med genoptræning, pasning og pleje. Fordi de ældre, som skal have hjælp af det offentlige til rengøring, vask og pleje skal indstille sig på alt for meget at blive en del af et stort maskineri, der ikke respekterer deres egne behov, deres ønsker til indretning af hjemmet og deres definition af et værdigt liv.

Ingen politikere tør rigtigt tage hul på den diskussionen, om vi har en velfærdsstat i 2020, der ligner den nuværende. Det er for eksplosivt et emne.

Lisbeth Knudsen

Den kommunale værdighedspolitik
Nu skal hver enkelt kommune så efter finanslovaftalen formulere en ”kommunal værdighedspolitik”, hvori kommunalbestyrelsen beskriver de overordnede værdier og prioriteringer på ældreområdet. Milliarden skal bruges til at "understøtte og implementere værdighedspolitikken", hvad enten det handler om mere personlige, bedre nattevagtordninger, kompetenceudvikling af medarbejdere eller andet, hedder det.

Kommunerne skal offentliggøre deres politik gældende for en fire årig valgperiode over for borgerne og indsende den til Sundheds- og Ældreministeriet. Og midlerne til dette formål skal ligge ud over budgetterne for 2016 og er en særskilt bevilling. En revisor skal skrive under på at midlerne er anvendt som forudsat.

Jeg er rigtig spændt på, hvordan kommunalbestyrelserne vil fastlægge den nye værdighedspolitik, når værdighed for Gerda er et bad om dagen og for Svend et godt slag kort, lidt medmenneskelig snak og en kop kaffe, og for Erik at få lov til at komme på toilettet, når det nu engang er nødvendigt - og undgå bleen. Når det gode ældreliv er lige så mangfoldigt som det øvrige liv.

Lisbeth Knudsen

Der er orden i penalhuset og kontrol med tingene. Endelig skal aftalepartierne frem til foråret 2019 mødes en gang om året og gøre status på udmøntningen af midlerne, som efter 2019 udbetales sammen med bloktilskuddet.

Lappeløsning eller moderniseret velfærd?
Så langt så godt vel vidende, at kommunerne i de selvsamme år skal finde 2,4 mia. kr. i besparelser på budgetterne. Er ældremilliarden nu starten på endnu en lappeløsning på velfærdssamfundet, eller er det begyndelsen til den moderniserede velfærd, som ikke nødvendigvis har den universelle, ensartede service til alle, men som til gengæld bygger på respekt og indsigt i det enkelte menneskes behov? Skal vi have en værdighedsdiskussion om standarden for pasningen af vores børn, af de handicappede eller af de syge?

Ingen politikere tør rigtigt tage hul på den diskussionen, om vi har en velfærdsstat i 2020, der ligner den nuværende. Det er for eksplosivt et emne. Vil der være råd til, at vi alle modtager de samme ydelser? Vil der være et sikkerhedsnet under alle? Eller vil der kun være penge til dem, der virkelig har brug for hjælp, og så til gengæld nok midler til dem? Skal de ældre kunne vælge selv, hvad der er værdighed for dem? Nej, så langt går vi ikke. Kun til at kommunalbestyrelsen opstiller nogle mål, som de kan blive genvalgt på, og som rækker til at få andel i de ekstra penge.

Den universelle velfærdsstat
Velfærdsstaten overtog de gamle kulturelle fællesskabers værdier. Med det udgangspunkt udviklede man bl.a. her i Danmark en samfundsmodel, der bygger på universalitetsprincippet: Samme ydelser til alle uanset baggrund, indkomst, almen tilstand mv.

Lighedsprincippet blev til lige ret til ydelserne, og vi har fået et velfærdssystem, som bliver stadig tungere at bære for dem, der skal finansiere det, fordi vi skal omfordele mellem mennesker, som godt kan klare sig selv, samtidig med at vi har for lidt til dem, der har virkelig hjælp behov.

Et værdigt ældreliv
Jeg er rigtig spændt på, hvordan kommunalbestyrelserne vil fastlægge den nye værdighedspolitik, når værdighed for Gerda er et bad om dagen og for Svend et godt slag kort, lidt medmenneskelig snak og en kop kaffe, og for Erik at få lov til at komme på toilettet, når det nu engang er nødvendigt - og undgå bleen. Når det gode ældreliv er lige så mangfoldigt som det øvrige liv.

Er vi nået der til, hvor velfærdsydelser inden for en samlet økonomisk ramme kan blive individuelt tilpasset og ikke kun være en del af et skema og en plan og en programerklæring på en webside. Så taler vi om værdighed for alvor.

---
Lisbeth Knudsen er redaktør og bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og fra 1. december direktør for Mandag Morgens danske aktiviteter. Fra 1. januar er hun formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse. Hun har indtil fornylig været ansvarshavende chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media i otte år. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hver anden torsdag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00