Lisbeth Knudsen: Hvor mange presserådgivere går der på en minister?

KOMMENTAR: Den offentlige sektor opmander på kommunikationssiden ligesom den private. Er det et våbenkapløb med medierne eller en nødvendig følge af folkeligt krav om mere åbenhed, funderer Lisbeth Knudsen.

Svaret på overskriftens gåde er syv. De 22 ministre i regeringen har i gennemsnit syv medarbejdere, der beskæftiger sig med kommunikation og pressehåndtering. Hele 155 medarbejdere i centraladministrationen har dagligt den opgave at betjene de professionelle medier, egne hjemmesider og de sociale medier. Det har en opgørelse fra Finansministeriet til Folketingets finansudvalg netop afsløret. Og de indbyrdes forskelle mellem ministerierne er store. Fra tre til 18,5 medarbejdere. Læg dertil hvad der er af kommunikationsmedarbejdere i styrelser og statslige institutioner i øvrigt. Og de hundredvis af medarbejdere i hver af regionerne og kommunerne, som beskæftiger sig med kommunikation og mediehåndtering.

Det er rigtigt nemt at sige: Hold da op. Er det lige her, vores skattepenge skal bruges? Men for politikere og embedsmænd i den offentlige sektor er udviklingen på netop medieområdet og borgernes ændrede forventninger til åbenhed og direkte adgang til information et kolossalt paradigmeskift, en stressfaktor og et ændret fokusområde, som ikke kan ignoreres. Det er kun noget, der vokser og vokser. Det bekræftede det såkaldte Bo Smith-udvalgs rapport om ”Embedsmandens rolle i det moderne folkestyre” med al tydelighed. Og det bekræftes hver eneste dag i den offentlige forvaltning.

Kigger man til den private sektor, er udviklingen den samme. Virksomhederne ruster sig på kommunikationsfronten med kommunikation som strategisk redskab, med indholdsmættede hjemmesider, aktiviteter på de sociale medier for at opbygge brandkendskab og veludbyggede intranet til den interne kommunikation.

Det har jo alt sammen sine meget positive sider, at både det offentlige og den private sektor er mere optaget af at kommunikere til os alle sammen som borgere og forbrugere. Det har sine positive sider, at kommunikationen er blevet professionaliseret i højere grad end tidligere, og at det som regel er folk med målrettede kompetencer til det formål, der sidder på disse opgaver. Der kan også argumenteres for, at en massiv vækst i antallet af medier, i antallet af distributionsplatforme og en øget hastighed på nyhedsstrømmen i døgndrift på de mange medieplatforme taler for, at folk til pressehåndtering og kommunikation er nødvendige hjælpere og mellemled for ministre, borgmestre, regionsrådsformænd, styrelseschefer og direktører.

Læg dertil at de professionelle medier har fået langt flere generalister blandt journalisterne, der arbejder under hårdt tidspres og uden at være fagligt inde i stoffet. En mangel som mange kommunikationsmedarbejdere sikkert har oplevet at skulle reparere på med hel basal information.

Så lang så godt. Men udviklingen har en markant bagside.

Bagsiden af medaljen kan næsten høres i hele retorikken omkring denne her udvikling. ”Mediehåndtering”. ”Presserådgivning”. ”Styring af kommunikationen”. Det handler om at være i kontrol. Om at vinde den offentlige dagsorden og sætte scenen på den rigtige måde. Det handler om at øve modtryk, hvis de professionelle medier kører med en sag, der giver ballade og hak i tuden. Det handler om at få kritik til at dø ved enten at kvæle den i kærlighed og modinformation eller ved at sende andre emner i spil, som drukner den dårlige historie. Værktøjskassen til mediehåndtering har mange rum.

Bagsiden af medaljen er:

- At kommunikationshæren ikke alene bliver en hjælp og en formidler, men også en uindtagelig vognborg rundt om den ansvarlige minister eller politiker.
- At pressehåndtering kan handle om at sortere og prioritere de informationer, der kommer ud til pressen på en måde, så solen skinner mest muligt på ministeren eller borgmesteren, og ikke nødvendigvis så alle sten er vendt – også der hvor det kritiske i sagen befinder sig.
- At hjælp til medierne handler om at selektere den statistiske information eller de oplysninger, som gives videre, så det passer ind i afsenderens bedste interesser.
- At styring af kommunikationen i stigende omfang betyder, at ministre og andre politikere benytter sig af sms eller e-mail svar på dårlige sager og kun stiller op til interviews på de gode sager. Så kender man spørgsmålene på forhånd, og man risikerer ikke et ubehageligt opfølgende spørgsmål i et direkte interview.
- At de professionelle, uafhængige og kritiske medier i mandtal og ressourcer ikke kan matche den professionaliserede stat, region eller kommune i forhold til at tjekke, udfordre og analysere al den information, som spredes.
- At mediernes kilder i stigende omfang styrer deres egen historiefortælling på www.regeringen.dk, på ministeriers, styrelsers, kommuners og regioners egne hjemmesider, hvor der selvfølgelig er en lyst til at fokusere mere på den gode historie end den dårlige.
- At mediernes kilder i stigende omfang selv har overtaget opgaven i forhold til de praktiske serviceinformationer til borgerne, som mediernes tidligere betragtede som det salgbare, jordnære kit mellem de flotte publicistiske idealer.
- Også de politiske partier er nu begyndt at skabe deres egne deciderede medieplatforme. Som www.altivisten.dk. Alternativets webside. Og Enhedslistens podcast: LISTEN. Nyhedsbreve, små videoer og andet af den slags, har længe været en naturlig del af den politiske kommunikation fra alle partier. Det er der jo ikke noget galt med, med mindre det betyder, at politikerne stiller mindre op i de professionelle, uafhængige medier, hvor de får kritiske spørgsmål og udfordres måske af andre partier.

Det er præcis det sidste her, der er udfordringen med den voksende kommunikationshær. At den frie og uafhængige presse, som er demokratiets nødvendige salt og befolkningens sikkerhed for, at nogen holder øje med, hvad der foregår i de politiske beslutningsprocesser, har fået sværere vilkår for direkte adgang til ministre, borgmestre og topchefer. At medierne nu ofte spises af med en sms eller et e-mail svar. At dårlige sager parkeres, når de ansvarlige ikke kan konfronteres med kritiske spørgsmål.

Når medietrykket er mest intenst, kan ingen minister naturligvis efterkomme alle ønsker om kommentarer og interviews. Men det er virkelig vigtigt, at medierne højt og tydeligt varedeklarerer, når en kommentar er en sms eller en e-mail eller en besked formidlet via en kommunikationschef og uden mulighed for spørgsmål til kritisk opfølgning. Lige som det er virkelig vigtigt, at den pågældende politiker eller topchef overvejer, om åbenhed i et demokratisk samfund blot er en meddelelse på de sociale medier eller tavshed.

Læs også: Regeringen ansætter historisk mange til kommunikationsjob

-------

Lisbeth Knudsen er ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen samt formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget, som alene er udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Søren Espersen: Var Danmark ”et lukket land” inden EU? Søren Espersen: Var Danmark ”et lukket land” inden EU? Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: Lutheranske muslimer? Jens Chr. Grøndahl: Lutheranske muslimer?
  • Anmeld

    Christian X

    Svar: For mange...


    Men når man giver tilskud til alt for mange medier og dermed journalister, der så skal konkurrere om opmærksomheden med mest mulig ramasjang og for færrest mulige udgifter, resulterer de i et eksorbitant flow af skadeligt spam. Så må man jo selv opruste den anden vej - især da de fleste ministre ved alt for lidt, om det de har med at gøre og derfor ikke kan klare sig uden flere og flere ”handicaphjælpere”.

  • Anmeld

    Farmor

    Bolværk mod demokratiet?

    Ikke nok med at det er misbrug af skatteborgernes penge, det er en direkte hån mod demokratiet.
    Man må sige, at Regeringen under Lars Løkke Rasmussens ledelse, har udviklet demokratur, en forfinet form for diktatur på DFs nandater, med større og større afstand mellem borger og politiker, og nu også med et taltærkt opbud af spindoktorer, der sikrer, at borgerne KUN får de oplysninger REGERINGEN og dens MINISTRE ønsker vi skal vide.
    En skræmmende udvikling.

  • Anmeld

    Tage Christiansen · Alias Den gamle blikkenslager

    Mediecirkus for alle pengene

    Paradoksalt nok glemmer man vel ikke offentlighedsloven fra 2013-14, hvor adgangen til aktindsigt blev voldsomt indskrænket. Med et pennestrøg fratog man befolkningen at få indblik i, hvad der hel eksakt foregår bag de nedrullede gardiner på Christiansborg og i diverse ministerier.

    Men fortvivl ej brødre og søstre, nu får vi til gengæld eksklusivt tilbudt en oplevelse så hjerteskærende, cirkushesten Lars Lykke i fuldt projektørlys, tiljublet af den ganske verden, forkynder budskabet om vort lille lands førerskab ud i disciplinen Klima og Miljø. Og glemt er allerede en forhutlet eks. landbrugsminister, en miljøminister minus fiskeri og en energiminister der afskaffede PSOen og meget andet godt.

    De mange uforglemmelige aftener bag storskærmen når realityen "Regeringen sælger salt i Sahara" det er jo Public Service, underholdning i stort format som vi ikke vil undvære (tilsyneladende).

    Cirkus på det niveau, klovne og illusionister, det kræver selvsagt et stort bagtæppe der skjuler alle scenefolkene.

  • Anmeld

    jesper jørgensen

    for dårlige journalister

    Hvordan kan journalisterne være borgernes boltværk, når de ikke kan sætte sig ind i det stof de dækker?
    Hvordan kan vi som borgere stole på journalister når det er de samme der den ene dag skal dække en minister og dagen efter sidder som spindoktor for samme, eller vice versa?

  • Anmeld

    Morten Holgersen · Entreprenør

    Rotterne forlader den synkende skude.

    DR skal spares væk, så alle mangfoldighedskonsulenterne og politikersøstrene løber i alle retninger med deres belortede håndtryk for at søge nye sugesteder.
    Og.. tata der er nye sugepenge ved guldkalven!
    Hvor er det pinligt for selv disse rotter- skider og pisser og opæder hvad håndens arbejde har optjent.
    Villige lakajer med lort i mund vil tilsøle alt de kommer i nærheden af, for at dække over politikere der ikke selv tør at svare på, hvad de bliver spurgt om. (Det Svend mener er..) De penge ville betale mange varme hænder, nu bliver det bare til slesken og nassen.

  • Anmeld

    Allan Wallin · ?

    Allan Wallin

    Hvem betaler egnetlig alle politikernes rådgivere, det er ikke dem?

    Er det partierne eller er det skatteyderne der betaler?

    Der er frås men der skal vel være en der kan holde styr på deres løgne.

  • Anmeld

    J. Ole Madsen · Selvstændig

    Politik er ikke længere for folket!

    Politik er blevet endnu et redskab hvor dem der har penge nok (gennem reklame og efterfølgende stemmetal) kan købe sig til en samfundsudvikling hvor dem der har penge nok kan få endnu flere penge. Dette forstærkes af at dem der har haft penge nok til at få en taburat nu oven i hatten af samfundet får stillet endnu flere penge til rådighed til at reklamere endnu mere for sig selv. Det er op mod dette at menig mand, med nok så godt et hjerte og gode holdninger og forstand på at indrette et godt samfund, men uden de store midler må kæmpe. På denne måde har vi afskaffet demokrati og gen indført herremands vældet i Danmark !
    Vi står nu ca samme sted som i middelalderen, bortset fra af antallet af "herremænd"/de velstillede er blevet endnu større og underklassen endnu mere uden mulighed for at sætte sig op mod overmagten - de velbjergede.

  • Anmeld

    Allan Wallin

    ?

    Jeg kan læse at du som selvstændig også føler dig magteløs overfor det systemet foretager sig - og man kan se hvordan de selvstændige er jagtet vildt hvis de eller jeg skulle have brug for dagpenge eller efterløn som vi har betaler til , men ikke er berettiget til at få udkom af, det er den eneste dækningsløse forsikring jeg kender til, og var specielt varsom ved medlemskab af Krifa, de kender ikke reglerne for selvstændige, kun kontingent og girokort. De støttes til at nægte efterløn og benægte faktum kommer fra Styrelsen for Arbejdsmarked, styret af Dansk Arbejdsgiverforening, det er en helt syg kultur. uden nogen form for retsikkerhed,