Debat

Lisbeth Knudsen: Shitstorme som ny demokratisk magtfaktor

KLUMME: Shitstorme på sociale medier kan tvinge politikerne til at ændre kurs. Og når det handler om politikernes egne lønninger, så går det hurtigere end lynet at skifte mening, når folkedybet potentielt kan mobiliseres til den helt store harme, skriver Lisbeth Knudsen. 

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi har med statsgaranti kun set begyndelsen på det, der er den nye virkelighed i dansk politik. At shitstorme på de sociale medier – nogle hurtige og andre langsommere og over flere uger – kan tvinge politikerne til at ændre kurs. Og når det handler om politikernes egne lønninger, så går det hurtigere end lynet at skifte mening, når folkedybet potentielt kan mobiliseres til den helt store harme.

Nogen kalder det pøbeldemokrati. Andre kalder det den nye demokratiske virkelighed, hvor den enkelte borger via de sociale medier kan rejse en så massiv manifestation af utilfredshed, som er langt mere effektiv og slagkraftig end nogen gammeldags protestaktion på Slotspladsen i København med tusindvis af demonstranter, vajende faner, bannere og støjende megafoner nogensinde har været det.

Hvorfor? Fordi sådan en shitstorm på nettet kan vokse eksplosivt og uforudsigeligt. Fordi den er helt ukontrollerbar selv for den mest rutinerede politiker og den bedste spindoktor, og fordi hele medieflokken af professionelle medier nu følger med på de sociale medier og deltager livligt i at puste vind i sejlet, hvis folkedybet har gang i en interessant bevægelse.  Så bliver der citeret og talt antal likes og delinger på nettet, og kommentatorholdet rykker ud på de store nyhedsflader.

Når shitstormen raser
Indtil videre er den politiske læring krystalklar: Shitstorme lader sig ikke standse af selv de bedste forklaringer og modtræk. Er man først i modvind på nettet, så er der kun en ting at gøre: at lægge sig ned på alle fire, overgive sig eller håbe, toget kører hurtigt forbi.

Shitstorme lader sig ikke standse af selv de bedste forklaringer og modtræk. Er man først i modvind på nettet, så er der kun en ting at gøre: at lægge sig ned på alle fire, overgive sig eller håbe, toget kører hurtigt forbi.

Lisbeth Knudsen

Det er den almindelige erfaring. Der skal ualmindeligt meget politisk stamina og modstandskraft til at modstå en shitstorm, som kan blive særdeles personlig. Sådan en storm kan forvandle selv højt profilerede kendisser til den rene nulbon og en politisk vinder til en taber på ingen tid. Hvis man er i tvivl om effekten af en storm på de sociale medier, så kan man blot tage eksemplet fra Køln nytårsaften, som startede med, at vidner til de oprørende begivenheder undrede sig over den manglende politiindsats.

Jantelov og politiker-løn
Lad os tage fat på et aktuelt eksempel. Ved en lækage til dagbladet Politiken slipper det ud, at den såkaldte Vederlagskommission går og pønser på et forslag til oprydning i politikernes aflønning.

Dybere tillid og mere respekt for politikerne får vi ikke af, at de ligger under for misundelse og frygt for vælgerreaktioner fra folkedybets askeskuffe. 

Lisbeth Knudsen

En hårdt tiltrængt proces, der skal skabe øget tillid til politikerne og gennemsigtighed i stedet for gamle lappeløsninger. Udspillet var faktisk ganske glimrende og virkede temmelig afbalanceret. Der lægges op til klarere regler, en omlægning til en praksis for pension, som ligner andre faggruppers vilkår, og en række andre gode ting. Som følge af den samlede omlægning lægges der op til en forhøjelse af politikernes grundløn, fordi der skæres i pension og eftervederlag samt andre særlige ydelser.

Selv om der står nogle af disse formildende detaljer i Politikens historie, bliver det kun overskriften om massiv lønforhøjelse til politikerne, der suser igennem i medierne og ind i den sociale gabestok. Og på få minutter springer forligspartierne bag en aftale om ubetinget at følge Vederlagskommissionens konklusioner og holde armslænge til et eventuelt resultat fra et efter et i nærmest konkurrence om hurtigst at tage afstand fra det lækkede.

Og formanden for kommissionen, Michael Christiansen, kom ingen vegne med først at beklage sig over lækagen, dernæst at angribe medierne for manglende omtanke og endelig angribe politikernes omgående reaktion i det offentlige skydetelt baseret alene på en rapport, de endnu ikke har fået. Det var en tabt sag på forhånd.

Man må stille det spørgsmål, hvorfor ingen politikere turde sige f.eks.:

  1. Kommissionen har endnu ikke fremlagt sin færdige rapport. Vi har lovet hinanden i en bred politisk aftale, at vi følger kommissionens anbefalinger uanset hvad.
  2. Forslagene fra kommissionen vil have en ganske stor samlet, indgribende virkning på politikernes vilkår. Vi vil afvente at se det samlede billede.
  3. For slet ikke at tale om: Skulle vi lige kigge på den rekruttering, vi har i dag til de politiske partier og den motivation, som skal få næste generation af politikere til at stille op til et 60 timers utaknemmeligt job med masser af transporttid, masser af kritik og masser af erhvervsrisiko for ikke at kunne vende tilbage til et godt job uden for politik efterfølgende.
  4. Skal politik være et underbetalt kald, eller skal det være et højtbetalt ansvar?
  5. Eller ser vi for os billedet af en rimelig afbalanceret aflønning i forhold til sammenlignelige jobs med sammenlignelige ansvar for en virksomhed f.eks.

Ingen havde det mod, og ingen som helst tog den dybere diskussion. Og helt typisk for den slags debatter, så havde medierne udelukkende fokus på Christiansborg og det, der foregår i firkanten på Slotsholm-matriklen.

Ingen talte rigtigt om borgmesterlønningerne, som har et ganske betydeligt efterslæb. Og efter et par timer den morgen, hvor lækagen af kommissionens forslag kom ud, så var den politiske aftale om at følge Vederlagskommissionens forslag blevet til, at politikerne jo ”ikke havde lovet at sætte sund fornuft ud af kraft”, og forslaget om omlægningen var lige så stendødt som brolægningen på pladsen foran Christiansborg.

Der findes hos politikerne ikke mod til at tage den fundamentale diskussion, som er vigtig her:

A) Er et repræsentativt demokrati udtryk for, at Folketinget skal afspejle befolkningen mere eller mindre og dermed være et spejl af den kønsmæssige, uddannelsesmæssige og erhvervsmæssige samt aldersmæssige mangfoldighed, som det danske samfund er. Hvis det skulle være tilfældet, så lever vi ikke op til det.

B) Når nu mange af de unge politikere er unge akademikere uden erhvervserfaring, er det så et problem? Når stadig flere i Folketinget får samme akademiske profil som de embedsmænd, de skal forhandle med, er det så en repræsentativ diskussion? Når der mangler private erhvervsaktive, folk med erfaringer fra virksomhedsledelse, landbrug, IT og service? Hvordan rekrutteres der i partierne til opstillingskredse? Kunne aflønningen have noget at gøre med, hvordan der rekrutteres? Tilfældigheder, lidt lokalt pres eller bedste mand eller kvinde på posten? Kunne man forestille sig en rekrutteringskø for politiske kandidater, som kunne være med til at opveje skævhederne og en slags politikeruddannelse inden for partierne, som der f.eks. er i England?

C) Ingen er formentlig uenig i, at der trænges gevaldigt til en oprydning i politikernes mærkelige tillæg. Næppe nogen heller er uenig i, at der skal skabes mere rimelighed i eftervederlag m.v. Tilbage står selve lønniveauet og omlægningen af pensionen. Når sådan noget skal diskuteres, så går der altid jantelov i den. Derfor havde politikerne netop indgået en aftale om at følge Vederlagskommissionens forslag uanset hvad. Er der ikke en stor rimelighed i, at politiker-lønningerne i et ukorrupt system som vores skal være på højde lønmæssigt med andre beslutningstageres lønninger?

D) Hvad skulle gøre det attraktivt nok til at få de grupper, som vi mangler i Folketinget, til at stille op?

E) Skal der være en begrænsning på, hvor mange år man kan sidde som politiker i Folketinget eller kommunalbestyrelse og region, så der sikres en løbende udskiftning mod til gengæld at give en høj løn?

Alle disse interessante spørgsmål forsvinder i shitstormen og i politikernes angst for samme. Vederlagskommissionen færdiggør nu sin rapport, men hvem kan sikre nu, at den ikke bare bliver lagt på hylden, men at vi faktisk får en bredere diskussion om politikernes aflønning.

Politisk lederskab
Det interessante er i dette tilfælde, at politikerne selv startede shitstormen af angst for, at der blev en folkelig shitstorm ud af forslaget. De prøvede at afmontere jantelovs-reaktionen på forskud. Det er ikke politisk lederskab hverken at løbe bag efter folkemængden eller at undgå at udfordre den.

Det ville være politisk lederskab at tage diskussionen om vilkårene for det politiske arbejde i Danmark ind ad hoveddøren. Dybere tillid og mere respekt for politikerne får vi ikke af, at de ligger under for misundelse og frygt for vælgerreaktioner fra folkedybets askeskuffe. Dybere tillid og respekt får vi for politikere, der giver sig tid til at reflektere og diskutere åbent, hvad det er for vilkår, der fremmer, at vi får de bedste kræfter og de bedste lovgivere og de mest visionære ledere i spidsen for landet, kommunen eller regionen.

Det modsatte af en shitstorm kaldes i øvrigt candy-storm eller love-storm. Mon en politiker kan opnå at opleve sådan en? Så bør der skrives om det.

---
Lisbeth Knudsen er redaktør og bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, direktør for Mandag Morgens danske aktiviteter og formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse. Hun har indtil for nylig været ansvarshavende chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media i otte år. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00